Muahahahah… Er du modig? Eller er du bange for monstre og uhyrer? Jeg er slet ikke til splatter, horror eller gysere, men jeg er ret vild med halloween og at finde på halloweenopskrifter:-)
Min yndlingshalloweenfilm er ganske vist ‘Slik eller ballade!’ med Anders And, ungerne og heksen Tusnelda, så du ved allerede nu, at jeg bedst kan li’ den lidt søde side af halloween.
Halloween i min familie
Hvert år plejede hele familien at samles til min fars fødselsdag og snitte græskar. Drabelige, fantasifulde eller skøre. Man bestemte selv. Min far plejede at dyrke alle græskarrene i køkkenhaven, og der var altid rigeligt.
Vi hyggede og sludrede undervejs, og der gik (næsten) aldrig konkurrence i den. Alle var med, både store og små. Til sidst stilledes alle græskarrene op side om side, og der blev sat lys i, før vi tog det samlede “familiebillede”. Dette billede er kun et udsnit, for der plejede at være 20 færdige græskar bagefter.
Min far døde i 2018, og det satte en midlertidig stopper for traditionen. Forrige år genoplivede vi den for vores egne børn, så der igen blev snittet græskarmænd. Livet går videre, og vi skal finde nye traditioner.
Egentlig plejer jeg at have ‘snitte-blokering’, indtil jeg står foran græskarret. Jeg lader det tale til mig. Og glemmer alt om alle de fantastiske græskar, jeg har set på Pinterest og møjsommeligt gemt som inspiration. Et år skar jeg Askepots karet, og lånte min steddatters prinsessehest til at trække den.
For fem år siden skar jeg Donald Trumps hængemule-ansigt og fandt en fuglerede i haven som hans hår. (Eftersom jeg selvfølgelig ikke har rettighederne til det billede, jeg skar efter, kan jeg ikke sætte det ind på bloggen. Du kan uden tvivl se ligheden alligevel?)
Som tiden nærmede sig valget i USA, blev han mere og mere indfalden og muggen. Mit græskar blev smidt ud før valget, fordi han begyndte at lugte, men ligheden var slående. Mulighederne er uendelige med græskar:-D
Mangler du en udfordring?
Forrige år bagte jeg en roulade med et indbagt motiv. Et spøgelseshus, med et stort, nøgent træ og et faldefærdigt stakit, tegnet med sort dej, hvorefter skrivedejen blev frosset ned, indtil den orange dej var klar til at blive lagt ovenpå.
Det er slet ikke så svært, som det lyder, og du kan sagtens forenkle dit motiv, så det passer sammen med din tålmodighed. Prøv at tage udfordringen op og bag et motiv ind i en kage.
Det behøver ikke være en halloweenroulade som min. Du kan sagtens bruge motivet som blikfang eller top på en kage. De små Jack Skellington ansigter tog ikke lang tid at lave, men har stor effekt på gulerodsmuffins eller andre mindre kager.
Kig også på Bagvrks 3 års fødselsdagskage Death by chocolate eller Knæk cancer kagen for mere inspiration.
Halloweenopskrifter
Jeg har udvalgt 13 (naturligvis) opskrifter, som jeg betragter som Bagvrks bedste halloweenopskrifter. Dem får du her:
Nummer 1: Halloweenboller eller glødende kul
Spektakulære glødende kul fra Helvede… En bolle, som man virkelig lægger mærke til og forundres over. Halloweenboller er bolledej, der er farvet rød – sammen med en dej af rismel, som er farvet sort. De to deje arbejder forskelligt. Derfor krakelerer den sorte dej, og man kan skimte den røde dej igennem. Prøv dem også som burgerboller, evt. med lidt chili i.
Nummer 2: Zombiegrave
Junior havde disse med i skole til halloween for nogle år siden. De var vildt flotte og lidt klamme. En saftig chokoladekage med grønt slim (vanillecreme) indeni, jord ovenpå og en gravsten stukket ned i. De små knogler, der stikker op af jorden, var en del af en pakke halloweenkrymmel, som jeg købte i Netto det år.
Nummer 3: Gravstencookies
De marmorerede gravsten har en opskrift for sig selv, for de er ret sjove at lave. Man blander lidt sort pastafarve i en del af dejen og lader være med at ælte de to farver dej helt sammen, før de skæres ud. De små kranier er også sukkerkrymmel ligesom knoglerne ovenfor. You are next…
Nummer 4: Sort pasta eller heksehår
Hjemmelavet pasta kan farves med de pastafarver, du bruger til kager og glasur. Du får en unik mulighed for at digte en historie om den heks, du har stjålet det sorte hår, fyldt med lus og lopper fra;-)
Det er ikke svært at lave hjemmelavet pasta, og slet ikke sværere at farve den sort eller en anden farve.
Nummer 5: Græskarmarengs
Græskarmarengs er ikke bare en tofarvet marengs. Der er tale om en marengs med en mild smag af varme krydderier. Det er ret nemt at tilsætte smag til marengs, når man gør det med tørre krydderier som her. Græskarmarengs kræver lidt tålmodighed og øvelse, så de får den rigtige form. Den grønne, snoede stilk er æggehvideglasur med mosgrøn farve i.
Nummer 6: Græskarcupcakes
Græskarcupcakes er fine små cupcakes med græskarpuré, græskartærtekrydderi (som du nemt blander selv), flødebolleskum og en græskarmarengs på toppen. Selve kagen er nem at bage, så du kan sagtens bage kagerne og pynte dem anderledes, hvis du ikke tør gå i gang med marengs;-)
Nummer 7: Frås i sukkerøjne
Hvis du skal købe sukkerøjne til at pynte dine halloweenkager med, bliver det hurtigt en dyr fornøjelse. Til gengæld koster det ikke mere end en æggehvide, flormelis og en lille smule sort pastafarve at lave dem selv. Du bestemmer, hvor sjove og skæve øjnene skal være. Resterne af den sorte glasur kan bruges til overskæg. Hjemmelavede sukkerøjne holder sig lige så lang tid som dem, du køber i forretningerne.
Nummer 8: Spøgelser og monstre i marengs
Jeg er ret vild med de mange muligheder, man får med marengs. Derfor lavede jeg flere variationer over et kendt tema til halloween sidste år. Først var der de forskrækkede spøgelser, hvor øjne og mund var malet på efter bagning. (Klik på billedet for opskrift.)
Dernæst kom der to forskellige slags monstre ud af den samme portion marengs: En, som næsten så nuttet ud, fordi den var glat og regelmæssig – og en, der var sat på pladen med skeer, og som derfor blev mere sjov og skæv. Begge slags er med hjemmelavede sukkerøjne. (Klik på billedet for opskrift.)
Endelig lavede jeg mumier og “blodstænkede” marengs som den sidste portion inden halloween. (Klik på billedet for opskrift.)
Nummer 9: Pølsemumier
Skal du til halloweenfest i skolen eller børnehaven og have mad med til fælles buffet, er pølsehorn altid en god idé. Det kan tages til et højere niveau af pølsehorn, hvis du bruger lidt længere tid i køkkenet og laver pølsemumier i stedet. Der skal laves tre snit i pølserne, og så er det nemt at vikle dejstrimler rundt om mumiens lemmer.
Nummer 10: Pizzamumier
Ligesom pølsemumierne er pizzamumier et hit til fællesspisning eller i madpakken. Øjnene er sorte olivenskiver, men de sidder, så man nemt kan pille dem af, hvis man ikke bryder sig om oliven.
Nummer 11: Græskarsuppe
En græskarsuppe luner altid i efterårskulden. Hvis man så tilmed spicer den op med lidt chili og serverer et lækkert flûte til, er familien glad, og du har et nemt måltid i gryden.
Nummer 12: Græskarcookies
Græskarcookies er ikke kun en halloween-småkage, men de fortjener at blive bagt af alle, for de smager vildt godt. Der er græskarpuré i dejen sammen med lækre krydderier. Du skal bage dem i år;-)
Nummer 13: Amerikanske pandekager som monstre
Supernem opskrift på de tykke, amerikanske pandekager. Der tilsættes blot lidt pastafarve i dejen, så de bliver grønne. Rød marmelade er hældt over som blod – og de er rundhåndet drysset med hjemmelavede sukkerøjne. Så lidt kræves der, for at gøre morgenmaden i weekenden til noget helt særligt op til halloween.
Derudover vil jeg anbefale dig at kaste et blik på min opskrift på verdens bedste brownie med kokosmousse, hvor jeg har støbt kokosmoussen i halloweenforme, mine popcakes med øjne eller en blodig kage til halloween.
Lad uhyggen brede sig i de små, danske hjem! Eller hyggen med duften af nybagte pandekager eller småkager, som har fået et strejf af farve og halloween. Dyk ned i mine halloweenopskrifter og slå dig løs.
Jeg må vist hellere få fundet den store kasse med halloweenpynt frem og lade stemningen brede sig i huset. Der er altid plads til lidt (u)hygge!
Pia
Sikke en masse gode ideer – jeg tror da nok nogle af dem skal afprøves 🙂 kh Pia
Lene Tranberg
Ja, Pia, gør endelig det:-) Det bliver SÅ godt:-D
Kh Lene