Pølsemumier – pølsehorn til halloween

Jo, jeg kunne godt bare have bagt almindelige pølsehorn. Men jeg havde helt sikkert ikke hygget mig så meget med det. Dejen til disse pølsemumier er min almindelige til pølsehorn og pizzasnegle. Pølsehornenes udformning er noget mere usædvanlig, men helt perfekt, nu når det snart er halloween.

Pølsemumier

Vi plejer ikke at blive overrendt at børn, som råber “Slik eller ballade!” til halloween, men det skal ikke afholde mig fra at bage til halloween. Jeg hader gys og gru i film. Jeg kan slet ikke li’ zombier. Jeg ser heller ikke splatterfilm. Men mit indre legebarn kommer frem, når datoen nærmer sig den 31. oktober, hvor man fejrer halloween. Jeg er vild med edderkopper i plastic (og er heller ikke bange for de rigtige). Vi snitter altid græskarlygter til min fars fødselsdag. Og hvis jeg lige kan snige en mumie eller en blodig kage ind, så gør jeg det.

Pølsemumier

Sidste år lavede jeg en blodig kage, hvor blodet flød ned ad den i form af glaze. Meget surrealistisk at sætte tænderne i, fordi det lignede blod så meget, men slet ikke smagte lige sådan. I år har jeg flere mindre ideer, som jeg rundhåndet drysser ud som brødkrummer fra nu af og til slutningen af oktober.

Det er ikke sværere at bage pølsemumier end pølsehorn. Det tager bare lidt længere tid, så vær tålmodig. Det er tilladt at stå og smågrine, imens du vikler bandager om de stakkels, små pølsemænd.

Pølsemumier

Disse pølsemumier blev bare bagt til skolemadpakken. Jeg bagte en dobbeltportion, men denne dej passer til 12-14 små kyllingepølser. Øjnene er skiver af sorte oliven. Du kan undlade dem, hvis du ikke bryder dig om oliven – eller skifte dem ud med jalapeños, hvis du føler for det.

Pølsemumier

Pølsemumier

  • 1¼ dl. mælk
  • 25 g gær
  • 1 æg
  • 1 tsk. sukker
  • ½ tsk. salt
  • 50 g blødt smør
  • ca. 325 g mel
  • 12-14 små pølser
  • 24-28 skiver af sorte oliven

Til pensling: 1 æg, 1 spsk. mælk.

Varm mælken, indtil den er håndvarm og opløs gæren heri. Tilsæt æg, sukker, salt og smør og bland godt. Ælt melet i ad et par omgange. Ælt dejen, til den er smidig og slipper skålens sider, gerne 10 minutter. Dæk skålen til med en opklippet frysepose og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 45 minutter.

Mens dejen hæver, forbereder du pølserne. Skær en slidse i den ene ende. Det bliver til ben. Skær to slidser midt på, som bliver til arme.

Pølsemumier

Ælt dejen igennem og del den i to. Læg den ene portion under et fugtigt viskestykke, mens du arbejder med den anden. Rul den ene del ud til et par milimeters tykkelse og skær dejen i smalle strimler med et pizzahjul eller en skarp kniv. Strimlerne skal være ca. 4-5 mm brede.

Læg et fugtigt viskestykke henover de strimler, som du ikke lige arbejder med, så de ikke tørrer ud. – Tør dej er nemlig ikke smidig, men svær at arbejde med. Det gør ikke noget, at dejen begynder at hæve, mens den ligger under viskestykket.

Pølsemumier

Sådan vikler du

Begynd at vikle nedefra. Vikl først om det ene ben op mod maven, derefter det andet. Vikl dejstrimler rundt om kroppen og armene. Afslut med hovedet og vikl dej rundt om øjnene af oliven, så de holdes på plads. Læg dine pølsemumier på bagepapir på en bageplade og fortsæt, til du har pladen fuld. Rul resten af dejen ud og skær også den i strimler. Læg et fugtigt viskestykke over og lad pølsemumierne hæve i 30 minutter. Imens varmer du ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft).

Pølsemumier

Pisk ægget sammen med en spiseskefuld mælk og pensl dine pølsemumier, før de kommer i ovnen. Jeg bager mine i nederste tredjedel af ovnen i ca. 12 minutter.

Når pølsehornene er færdigbagte, lægger du et hårdtopvredet viskestykke over, mens de køler af. Pølsemumier skal opbevares i køleskab, da der er kød i. Jeg synes ikke, køleskabet gør noget godt for gærdej, så derfor plejer jeg at fryse dem ned i poser, der passer med en portion til en madpakke.

Pølsemumier

Hvis du skal varme pølsehorn eller pizzasnegle, har jeg et supergodt tip til dig. Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Skyl brødet under vandhanen (bare hurtigt ind igennem vandstrålen og ryst vandet lidt af) og læg dem på en bageplade. Sæt pølsehornene i ovnen i ca. 5 minutter, til de er varme indeni. Vandet på brødet gør, at de bliver som nybagte. Dette trick virker også med boller, rundstykker, flutes etc.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *