Gravstencookies – en småkage til halloween

Jeg har allerede bagt marengsspøgelser og marengsmonstre til halloween, men disse gravstencookies måtte jeg simpelthen bage også. De skal i virkeligheden bruges til en kage, som junior skal have med i skole på fredag. Hvor heldig kan man være, at det er vores tur til at bage kage til klassens time, så tæt på halloween?

Gravstencookies

Samtidig med at jeg bagte gravstenene, afprøvede jeg den samme dej med mine nye julesmåkagestempler. De får et selvstændigt indlæg senere, men du kan sagtens bage alle mulige slags småkager af dejen.

Gravstencookies

Det geniale ved denne dej er, at den ikke ændrer form i ovnen. Det er vigtigt, når man laver småkager med stempler, men det er lige så vigtigt, når man bager gravstencookies. Jeg var ikke interesseret i cookies, som ændrede facon eller blev tykke under bagningen. Jeg ville gerne have, at de så ligesådan ud, når de kom ud af ovnen, som da de kom ind i den. Derudover måtte småkagerne heller ikke blive for brune i ovnen, for mine sten skulle være af “marmor”. Derfor skal kagerne på køl flere gange, før du bager dem. Dejen skal selvfølgelig på køl, før du ruller den ud, men småkagerne skal også direkte fra køleskabet og i ovnen for at holde på formen. Der er kun ganske lidt bagepulver i. Igen for ikke at ændre på faconen under bagningen.

Gravstencookies

Småkager som disse skal være sprøde. Derfor er der rismel i. Det giver sprødheden, ligesom i kinesiske lykkekager. Eller i mine Harry Potter cookies, som også er lavet med stempler. Der er flormelis i gravstencookies i stedet for almindeligt sukker. Det helt fine sukker giver ingen struktur til småkagerne, så der ikke kommer blanke prikker i.

Sukkerkranierne købte jeg på tilbud i Netto sidste år efter halloween, så jeg ved ikke, om de også fås i år.

Gravstencookies

Jeg lavede en lille skabelon til at skære kagerne ud efter. Den måler 3,5×8 cm, for det er passende til den kage, de skal på. Jeg brugte et stykke kageplast som lineal og en pizzaskærer som kniv. På den måde fik jeg helt lige gravsten. Derefter klippede jeg overkanten buet med en saks. Der bliver ca. 70 gravsten af en portion.

Gravstencookies

  • 250 g mel
  • 35 g rismel
  • 70 g flormelis
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødte nelliker
  • ½ tsk. stødt ingefær
  • ¼ tsk. stødt allehånde
  • ¼ tsk. revet muskatnød
  • ¼ tsk. bagepulver
  • 125 g koldt smør
  • 1 æg, str. M/L
  • Sort pastafarve

Glasur af æggehvide, flormelis, sort pastafarve og lidt mørk kakao – samt 70 sukkerkranier.

Bland de tørre ingredienser i en skål og sigt det sammen, så du er sikker på, at der hverken er klumper af flormelis eller bagepulver. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det sammen med melet, indtil det har konsistens som groft sand. Saml dejen med ægget og ælt den kort igennem.

Mens dejen stadig er i skålen, dypper du en kniv i sort pastafarve og afsætter nogle striber i dejen. Ælt farven lidt ind, men ikke helt jævn. Det skal være stribet som marmor.

Gravstencookies

Del dejen i to, så du ikke skal arbejde med hele dejen på en gang. Læg dejklumperne i en frysepose og læg dem i køleskabet i en times tid. Tag dejen ud én klump ad gangen, den må ikke blive for blød.

Rul dejen ud til en tykkelse på 3-4 mm på et meldrysset bord. Skær kagerne ud i rektangler på 3,5×8 cm, klip den øverste kant lidt buet med en saks og læg dem på en bageplade, beklædt med bagepapir, og rul dejen ud igen. Fortsæt på denne måde, indtil al dejen er brugt. Småkagerne kan godt stå tæt på bagepladen, for de flyder ikke ud. Sæt småkagerne i køleskabet igen i minimum en halv time.

Gravstencookies

Varm ovnen op til 175°. (Alm. ovn, ikke varmluft.) Bag dine småkager i 10-11 minutter, før du lader dem afkøle på en bagerist.

Gravstencookies

Rør en ret fast glasur af æggehvide, flormelis, lidt mørk kakao og sort pastafarve. Glasuren bliver mørkere, når den har stået lidt, så den behøver ikke være helt sort, når du er færdig med at røre den. Du skal ikke bruge ret meget glasur til at dekorere med, så lad være med at lave en stor portion.

Fyld glasuren i en engangssprøjtepose og klip spidsen af, så du har et lille hul. Skriv en tekst, fx R.I.P. eller U R NEXT med glasuren på dine gravstencookies og sæt et lille sukkerkranium fast med en klat glasur.

Småkager som disse gravstencookies opbevares i en kagedåse med tætsluttende låg.

Gravstencookies

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *