Hvad skal du bruge til en perfekt picnic? Først og fremmest skal du dele den med dem, du holder af. I dag får du masser af inspiration til, hvad du skal pakke i madkurven, før du tager ud i det blå: Lækkert brød, tapasretter, små hapsere og desserter i glas.
Indlægget her er en del af sommerserien hos bloggernetværket Bloggers By Heart, hvor bloggerne på skift deler de bedste ideer til sommeren. Læs mere sidst i indlægget.
Det behøver ikke være høj solskin eller 25 grader, for at en tur bliver perfekt. Det kan også være hyggeligt at sidde i læ, når det regner. Endda inde i bilen, hvis det virkelig står ned i stænger. Find et udsigtspunkt, sæt god musik på bilens anlæg og nyd det!
PS: Det er International Picnicdag den 18. juni 2021, så der har du i hvert fald ingen undskyldning for ikke at tage afsted;-)
En perfekt picnic sammensættes af følgende:
Pak en perfekt picnic
Brødet
De små retter
Desserten
Drikkelsen
Pak en perfekt picnic
Jeg pakker så vidt muligt maden i portionsstørrelser. Vi har gemt en del glas med skruelåg fra pesto, oliven og marmelade, så maden nemt kan fordeles til hver person, og du slipper for at balancere med en tallerken i skødet.
Hvis I skal køre langt, skal du sørge for, at der er køleelementer til at holde den del af maden kold, som kræver det, fx. pålæg eller flødedesserter.
Husk følgende ting, når du pakker:
- Tæppe til at sidde på
- Bestik, tallerkener og glas
- Servietter/køkkenrulle
- En affaldspose
- En pose til snavset service
- En oplukker/proptrækker
- Evt. en kniv til at skære (brød) ud med
- Trøjer, hvis det bliver køligt
- Solcreme, hvis solen skinner
- Håndsprit
- En opvredet karklud i en frysepose
Poserne og den opvredne karklud er geniale at have med. Man har altid affald med hjem, om ikke andet så noget, man samler op efter andre. Det beskidte bestik og de snavsede tallerkener har jeg ikke lyst til at lægge ned i kurven eller tasken, hvor de var. Hvis du lægger dem i en (affalds)pose, får du ikke snask på alt andet.
Den opvredne klud er rar at have, hvis man kommer til et bord-/bænkesæt, som er efterladt beskidt – enten af andre eller et blæsevejr. Det er lidt hyggeligere at sidde ved et rent bord. Tager du to karklude med, har du også en til at tørre hænder i bagefter, hvis det er nødvendigt;-)
Jeg vil klart anbefale, at du laver dig en picnictaske med flaskekøler som den, jeg har syet ud af en blå IKEApose. Du kan også sy en køletaske til en sixpack af en IKEApose.
Brødet
Der er så mange muligheder med et godt brød, at jeg vil lade dig vælge selv. Derfor får du blot inspiration med links til de bedste opskrifter.
Brydebrødet på billedet ovenfor er små boller, som er vendt i tapenade eller pesto, og derefter bagt sammen i en springform. Det er nemt at transportere og nemt at skille ad, når du sidder derude.
Focaccia er en af mine egne favoritter, når det gælder madbrød. Der er ikke mindre end seks forskellige opskrifter på bloggen: Tre med gær, to med surdej og en, hvor du bruger dine surdejsrester efter fodringen i dejen.
Udover focaccia og brydebrød finder du masser af inspiration til madbrød her. Der er mange muligheder med flutes, fladbrød og grydebrød.
De små retter
Mix og match dine favoritter, når du pakker en madkurv. Der skal være noget for enhver smag. Retterne på billedet ovenfor er kun et lille udvalg. Du finder de her retter på billedet:
Æg i cocotte med tomat og chorizo (til venstre og i midten).
Kartoffeltortilla bagt i en muffinform af silikone (i midten).
Serrano- og kogt skinke (foroven og forneden i midten).
Salamirosen i midten.
Langtidsbagte tomater (i glasset øverst).
Skvalderkålspesto (i glasset i midten).
De orange ostestave er en chiligouda, mens den lyse er parmesan. (Glas med skruelåg er en nem måde at transportere udskåret ost på).
Udover retterne på billedet ovenfor, vil jeg anbefale dig de her:
Den kolde tomatsuppe, gazpacho kræver ikke andet end en blender. Fyld den i glas med skruelåg.
Den kolde agurkesuppe er også et hit. Lav små spyd med croutoner til at servere sammen med.
Hvidløgsmarinerede rejer kan være lidt fedtede at sidde med, når du kommer ud. Enten kan du få god brug for den opvredne karklud til fingrene – eller du kan pille dem hjemmefra. I baggrunden på billedet ser du fyldte champignons med Serranoskinke på toppen.
Vil du have fingermad med på picnic, så bag pølsehorn, grove pølsehorn eller pirogger. Det er nemt at spise og børnene elsker det.
Desserten
Nu du har gang i de små glas, så server også desserten i et glas med låg. Så slipper du for, at pynten triller af undervejs.
Gode desserter i glas er fx. de seks bud på billedet ovenfor:
Piña Colada dessert.
Rabarbertrifli med mascarponecreme.
Gammeldags æblekage.
Muldvarpeskud.
Iskold rabarbersuppe med marcipancroutoner.
Risalamande.
Drikkelsen til en perfekt picnic
Hvad drikker man på en picnic? Der er lige så mange muligheder, som der er mennesker. Hvis du har en kold flaske hvidvin eller rosé med, er du sikker på at høste ros fra de fleste. Du kan passende have den i flaskekøleren i IKEApicnictasken.
Hvis I er kørt derhen, er der selvfølgelig også en, der skal køre hjem. Derfor er alkoholfrie drikkevarer et must. Det kan helt simpelt være en flaske isvand, evt. med en myntestilk i. Vil du lave en lækker saft, kan jeg anbefale opskrifterne på rabarbersaft, som lige nu er i sæson. Snart blomstrer hylden til hyldeblomstsaft, mens de mørkerøde roser følger lige efter. Dem kan du lave en smuk, mørkerød rosensaft af på samme måde som hyldeblomsterne.
Vil du score ekstra point på “blærerøvskontoen”, så mix et par cocktails hjemmefra. Pak isterninger godt ind og fyld cocktailen i en flaske, så du kun skal hælde op og pynte af ude på stedet.
Jeg ville sætte stor pris på en Bramble som på billedet ovenfor, mens min mand altid drikker en Old Fashioned med stor fornøjelse.
Sommerserie hos Bloggers By Heart
I onsdags skrev Lise fra By Schlagelberger om børnevenlig sommerferie på budget. 10 gode ideer til sommerferien, som ikke koster en bondegård.
I morgen glæder jeg mig til at læse, hvad Louise fra The Harbour Girl fortæller om sommerliv på altanen. Det kan du læse på hendes blog.
Sommerserien med Bloggers By Hearts bloggere kører frem til og med den 30. juni, så hvis du hver dag følger sporet fra den tidligere dags blog, kan du følge med hos alle bloggerne og hver dag opdage nye blogs og gode sommerideer. Du får også hele oversigten serveret på Bloggers by Hearts Instagramprofil.
Skriv et svar