Du elsker tapas. At sidde med de mange små retter og spise lidt af hvert, mens I hyggesnakker. Du elsker også at tage på picnic. Den her nemme opskrift på æg i cocotte kan bruges til begge dele, hvis du laver den i et ildfast glas med låg.
Oeufs en cocotte betyder “æg bagt i en lille skål”. Der findes uendelige varianter, og du kan lave dem præcis, som du vil. Fælles for dem er blot, at der slås et æg ud øverst i skålen, som derefter bages i ovnen.
Inspiration til tapas og picnic
Tapasretter er snart et stort emne her på bloggen. 30 opskrifter er det blevet til på egentlige tapasretter, men der er mange flere, som egner sig, fordi de kan serveres i mindre portioner eller anretninger.
Du finder den samlede oversigt her.
Jeg elsker at pakke en madkurv med små retter i små glas med skruelåg, så alt er portionsanrettet, og det er nemt at spise direkte af glassene, når man sidder derude. Du skal ikke kæmpe med en tallerken, kniv og gaffel, som vipper rundt i skødet af dig. Du kan sidde bekvemt med et glas i den ene hånd og en gaffel eller ske i den anden.
Sørg for at dine drikkeglas har en solid bund, så de ikke så nemt vælter.
Æg i cocotte
Mine smagsløg var i det spanske hjørne, da retten her blev sammensat. Tomater, chorizo, hvidløg – og et æg, som bliver som et spejlæg øverst i formen.
Æg i cocotte smager allerbedst, når det stadig er lunt, så lav dem som det sidste, før I tager afsted og pak dem godt ind enten i avispapir, håndklæder eller en lille flamingokasse.
Du kan fint lave selve fyldet til cocotten i god tid. Bare slå ægget ud, lige før de skal i ovnen, så det ligger rigtigt i skålen og ikke synker til bunds.
Du skal bruge nogle små ildfaste skåle eller -glas, så de ikke springer i ovnen. Mine minigryder er stentøjscocotter fra Le Creuset, men du kan bruge alle former. De skal kunne rumme ca. 2 dl.
Du kan spise æg i cocotte på alle tidspunkter af døgnet. Nogle spiser dem til morgenmad/brunch, mens andre lader dem være en del af et frokostbord eller en forret.
Æg i cocotte med chorizo og tomat
Ingredienser
- 50 g chorizo i skiver
- 300 g cherrytomater
- 1 fed hvidløg
- 1 forårsløg
- Salt og friskkværnet peber
- 4 æg, str. M/L
- Lidt smør til formene
- Purløg til pynt
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft) og smør fire små, ildfaste forme med en klat smør.
- Skær chorizoen i mindre stykker. Steg dem sprøde på en tør pande. Tag dem op.
- Halver cherrytomaterne, skær forårsløget i tynde skiver og hak hvidløget fint.
- Svits tomater, forårsløg og hvidløg på stegefedtet i panden, til tomaterne er lidt bløde. Det skal ikke tage farve. Smag til med salt og peber.
- Fordel tomaterne i skålene. Drys chorizoen ovenpå langs kanten. Lav en fordybning i hver form.
- Slå æggene ud et ad gangen i en lille skål og lad dem glide over midt i cocotten.
- Bag cocotterne i ca. 15 minutter i nederste tredjedel af ovnen, til æggene er faste, men stadig bløde.
- Drys med lidt fintklippet purløg inden servering.
Janne Norup
Kære Bagvrk
Skal der låg på cocotterne?
Jeg har også dem fra le creuset, men der fulgte låg med 🙂
Det er første gang jeg prøver dem, så jeg er meget usikker 🙂
Med venlig hilsen
Lene Tranberg
Kære Janne:-)
Beklager det sene svar. Jeg lægger ikke låg på cocotterne.
Ha’ en dejlig dag.
Kh Lene