Har du bagt pølsehorn, som er tørre allerede dagen efter? Har du bagt grove pølsehorn, som nærmest støver ud af munden efter få timer? Og som slet ikke bliver så bløde og luftige, som du drømmer om?
Du forestiller dig glade og jublende børn, men det eneste, du får, er et: “Arh, dem behøver du ikke bage igen!”
Bare rolig! Du har bare ikke prøvet at bage mine grove pølsehorn endnu, for så får du både glade og mætte børn. Hæng på, så får du opskriften:-)
Madpakkerne hos os
Min søn er ikke begejstret for madpakker. Rugbrød bliver trist og smattet op ad dagen, selvom madkassen kommer i køleskabet. I en lang periode har han haft rester fra aftensmaden med i et glas, som han varmer i en microovn. (Han har denne geniale madpakkepose, som passer til glasset!) Men det er ikke altid, der er rester.
Derfor bager jeg nogle gange pølsehorn eller pirogger, så man nemt kan tage en portion op om aftenen – eller om morgenen, hvis han ikke lægger dem i skolens køleskab. Så kan de tø op i tasken.
Gærdej med hvedemel er ikke begejstret for at ligge i køleskab, men det er selvfølgelig nødvendigt pga. pølserne. Hvedebrød udtørres i køleskabet, så derfor tager jeg ikke flere pølsehorn ud af fryseren, end vi spiser på et døgns tid.
Det har pint mig lidt, at min anden pølsehornsopskrift var på rent hvedemel. Det er der ikke meget mæthed i. De var måske heller ikke så store?
Grove pølsehorn
I går rettede jeg op på noget af den dårlige samvittighed og bagte de lækreste, blødeste grove pølsehorn, man kan drømme om. Med chiafrø, havregryn og fuldkornshvede.
Grove pølsehorn behøver ikke være en tør eller kedelig fornøjelse. Ligesom mine gulerods- og havreboller, er pølsehornene bagt med kærnemælk, og både havregryn og chiafrø udblødes først, så de ikke suger fugt fra dejen og dermed laver tørre pletter.
Det er altid en lakmustest hos mig at lade brødet ligge en dags tid for at se, hvordan det er dagen efter. Langt de fleste boller og brød er utroligt lækre som nybagte, men hvis en opskrift skal på bloggen, skal den også kunne stå distancen dagen derpå.
De grove pølsehorn har i dén grad bestået testen! Jeg lavede boller af en del af dejen, og de har ligget i en frysepose på køkkenbordet. Pølsehornene har også ligget i en frysepose, men i køleskabet.
Begge dele er stadig bløde og giver efter, når man prikker på dem med en finger. Der er ingen tørhed, heller ikke selvom pølsehornene kom fra køleskabet.
Husk, at dejen er blød og lidt klistret, når du sætter den til hævning første gang. Det SKAL den være, for melet suger mere væske, mens den hæver.
Hvis du putter så meget mel i, at du kan håndtere dejen og trille boller af den inden hævning, så får du tørre pølsehorn.
Lær dig selv at arbejde med en mere fugtig dej. De første gange kan det være (møg)irriterende, når man er uvant med en let klistret dej, men væn dig til det, for du får et meget bedre resultat. Tilsæt så lidt mel som muligt, og dyp evt. kun hænderne i mel en gang imellem.
Hvilke pølser bruger jeg?
De pølser, vi bruger, er kyllingpølser, som jeg har købt i Netto, Føtex eller Bilka. Jeg ved ikke, om de fås andre steder. Der står på pakken, at de er glutenfri, og der er stort set ikke andet end kød i dem. Derudover koster de kun kr. 12,- for en pakke med 10 stk., så det er til at have med at gøre.
Bruger du ikke al dejen til pølsehorn, kan du nemt lave boller eller pizzasnegle af dejen. De bliver lige så lækre:-)
Jeg vil råde dig til at vælge både fuldkornsmel og hvedemel med et højt proteinindhold, så du får så god en hævning som muligt. Du kan også bage pølsehornene udelukkende på hvid hvede fuldkornshvedemel, hvis du har lyst. (Så skal du bruge en lille smule mindre mel.)
Sæt i gang! Glæd din familie med noget lækkert til madpakken:-)
Grove pølsehorn
Ingredienser
Til udblødning
- 2 spsk chiafrø
- 1 dl vand
- 75 g havregryn
- 2 dl kærnemælk
Dejen
- 3 dl kærnemælk
- 50 g gær
- De udblødte chiafrø
- De udblødte havregryn
- 1½ tsk groft salt
- 1 spsk sukker
- 1 æg, str. S/M
- 200 g fuldkornshvedemel
- 60 g blødt smør
- 600 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 12%
Derudover
- 32 kyllingpølser/pølsehornspølser
- 1 æg til pensling
- Sesamfrø til drys
Sådan gør du
- Bland vand og chiafrø godt i en skål. Rør det med en gaffel, så alle frøene bliver våde. Bland havregryn og de to dl kærnemælk i en anden skål. Lad begge dele trække i 20-30 minutter, til det er som tyk grød.
- Smuldr gæren ud i de sidste tre dl. kærnemælk, og rør, til den er opløst. (Jeg synes, det er nemmest at gøre med et lille piskeris.)
- Tilsæt de udblødte chiafrø, havregryn, salt, sukker, æg og fuldkornshvedemel. Ælt, til at alt er blandet godt.
- Tilsæt det bløde smør og rør, indtil det er blandet ind i dejen. Tilsæt herefter hvedemelet ad et par omgange. Ælt dejen først ved lav hastighed og derefter ved medium hastighed i 8-10 minutter, indtil dejen slipper skålens sider.
- Dejen vil stadig føles blød og lidt klistret, men der skal være plads til at fuldkornshvedemelet kan opsuge noget af væsken i dejen, så pølsehornene ikke bliver tørre. (Du kan altid tilsætte mere mel efter første hævning, hvis det er nødvendigt.)
- Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik og lad dejen hæve et lunt sted i ca. en time, til den når dobbelt størrelse.
Udrulning og pølserne
- Pisk ægget sammen og hæld sesamfrøene i en anden skål. Klargør tre bageplader med bagepapir.
- Ælt dejen kort igennem på et meldrysset bord. Del dejen i fire lige store stykker og tril dem til store boller. Lad dem hvile et par minutter på bordet under fryseposen, mens du klargør pølserne.
- Læg pølserne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad det trække et par minutter, så pølserne er lune, når de skal rulles ind i dejen. Det fremmer dejens hæveproces.
- Udrul hver dejkugle til 3-4 mm’s tykkelse på et let meldrysset bord. Skær hver cirkel ud i 8 trekanter med en pizzaskærer eller lignende.
- Rul hver pølse ind i en dejtrekant og sæt dine pølsehorn på en bageplade. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
- Dæk pølsehornene til med fryseposen og lad dem efterhæve et lunt sted i 30 minutter.
- Imens varmer du ovnen op til 210° (alm. ovn, ikke varmluft).
- Bag pølsehornene en plade ad gangen i samme rækkefølge, som du rullede dem. Sæt pladen i nederste tredjedel af ovnen og bag dem i ca. 12 minutter.
- Når dine grove pølsehorn kommer ud af ovnen, lægges de til afkøling på en bagerist med et hårdt opvredet viskestykke over. På den måde bevares dampen inde i brødet, så det holder sig friskt længere.
Naja
Vi er vilde med dine andre pølsehorn, hvor jeg selv har erstattet en del af melet med grovmel – men jeg vil alligevel prøve disse næste gang 🙂
Lene
Hej Naja:-)
Det glæder mig, du kan li’ de andre, men de her er altså VIRKELIG lækre sammenlignet med de almindelige:-)
Dem kan du roligt gå i gang med!
Kh Lene
Rikke
Mmm. De ser lækre ud. De skal da prøves.
Lene
Ja, Rikke, det bør du:-)
Kh Lene
Rikke
Når der skrives et lunt sted til hævning, er det så bare på køkkenbordet?☺️
Lene
Hej Rikke:-)
Ja, køkkenbordet er helt fint.
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Berit
Det Powerbake hvedemel, hvor kan man købe det ? Kan alm. hvademel evt erstatte det ?
Lene
Hej Berit:-)
Du kan sagtens bruge almindeligt hvedemel, men for at få dem grovere, vil jeg anbefale dig at købe fuldkornshvedemel eller hvid hvede fuldkornsmel. Både Finax og Amo laver sidstnævnte, så det fås mange steder:-)
Kh Lene
Line Madsen
Jeg vil rigtig gerne lave disse pølsehorn, men har ingen chiafrø. Kan man erstatte dem med noget?
Lene
Hej Line:-)
Hvis du udelader chiafrøene, skal du også udelade det vand, de udblødes i. (Men det kan man sagtens.)
Du kan evt putte hørfrø eller sesamfrø i dejen for at få lidt knas.
God fornøjelse med dem:-)
Kh Lene
Lykke
Hej.
Kan man mon bruge A38 i stedet for kærnemælk?
Lene
Hej Lykke:-)
Ja, det kan du sagtens. Du kan evt fortynde den med lidt vand, så den får samme konsistens som kærnemælk.
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Lykke
Tusind tak for svar, glæder mig til at afprøve opskriften
God dag 🙂
Marianne Christine
Hej. De ser ret lækre ud fine pølsehorn. Jeg skal bage til en fest hvor en ikke kan tåle æg og mælk,kan jeg bruge vand i stedet for kærnemælk og hvad med æget?mvh Christine
Lene Tranberg
Hej Christine:-)
Hvis gæsten kan tåle laktosefri mælkeprodukter, kan du bruge fx laktosefri yoghurt. Hvis der er allergi overfor de laktosefri produkter, bruger du bare vand i stedet for;-)
Udelad ægget, men brug lidt mindre mel, så de ikke bliver for tørre.
Rigtig god fornøjelse:-)
Kh Lene
Maja
Hold da op de ser bare lækre ud! Jeg har helt sikkert tænkt mig at bage dem i weekenden!
Har du erfaring med at putte ketchup indeni pølsehornene? Hvis ja, ændres bagetid eller andet? 🙂
Lene Tranberg
Hej Maja:-)
Nej, du bager dem bare som i opskriften, selvom du putter ketchup i.
God fornøjelse!
Kh Lene
Maja Fredskilde
Jeg fik bagt dem i weekenden, og de er virkelig gode! (Dog blev de bagt uden ketchup ;-), jeg glemte det)
Jeg undre mig faktisk over, hvorfor gæren ikke skal opløses i noget lunkent, det synes jeg generelt det skal i andre opskrifter, når det ikke er koldthævet? kan du give mig en god forklaring på det? :- )
Lene Tranberg
Hej Maja:-)
Grunden til, at man plejer at opløse gæren i lunken væske, er, at man så forkorter hævetiden. Det tager lidt længere tid at hæve med kold væske.
Du kan godt lune væsken, hvis du vil, og afkorte hævetiden lidt:-)
Dejligt, du kunne li’ dem:-D
Kh Lene
Maja Fredskilde
Tak for svar 🙂 Jeg var bare interesseret i at høre, om det havde nogen betydning for brødet, men når det ikke har det, kan det lige så godt få lov til at hæve den tid 🙂
Jeg skal bage flere til fryseren igen i weekenden – men denne gang med nogle af dem med ketchup og måske lidt ost indeni 😀
Kh Maja
Tina
Det var dog den mest fantastiske opskrift på pølsehorn jeg nogensinde har prøvet
Så lækre, bløde og velsmagende.
Min søn jublede og spurgte om at måtte få pølsehorn med i madpakken i morgen og om hans bedste ven måtte komme hjem og smage.
Lene Tranberg
Hej Tina:-)
Tusind tak for din søde besked<3
Jeg havde faktisk selv glemt, hvor gode de er, indtil vi havde dem med på tur i går;-)
Dejligt, at din søn også kunne li' dem. Måske skal du putte en ekstra i madpakken til hans bedste ven:-)
Kh Lene
Lise
Virkelig lækker opskrift
Selvom vores pølsehorn ikke blev så smukke som dine, så smagte de virkelig godt og var dejligt bløde.
Jeg tror vi vil prøve dejen til andet også
Tak for opskrift ❤
Lene Tranberg
Kære Lise:-)
Velbekomme:-) Det glæder mig, at du vil videreudvikle på opskriften.
Den er også god at bage boller af;-)
Rigtig god bagelyst!
Kh Lene
Stine Borbye Edelvang
Utroligt lækre pølsehorn! Alle 3 unger var meget begejstrede, og de bliver ellers generelt sure, når pølsehorn er sunde
Jeg har egentlig altid bagt meget, og også altid tænkt, at jeg var ret god til det, men jeg har virkelig fået meget ud af, at gennemgå en masse af dine opskrifter. Så tusind tak for det også!
Lene Tranberg
Kære Stine:-)
Tak for din søde besked:-)
Jeg kan også blive helt begejstret, når jeg får sneget noget fuldkorn eller kerner ind i en opskrift, uden at der er nogen, der protesterer;-)
Ha’ en dejlig dag!
Kh Lene
Line
Hej Lene
Bruger gerne denne opskrift til boller. Den bedste opskrift jeg har prøvet. Mon den kan laves som koldhævet dej, så man kan tage nybagte boller med på job?
Hilsen Line
Lene Tranberg
Hej Line:-)
Beklager det sene svar.
Du kan godt koldhæve dejen, hvis du reducerer gæren til 10-15 g.
Alternativt kan du tage bollerne ud 1-2 minutter, før du plejer, og så give dem ca. 5 minutter i ovnen dagen efter, før du tager på arbejde.
God bagelyst.
Kh Lene
Anne-Lise Antonsen
Har du erfaring med om man kan erstatte hvedemel med glutenfri mel fra finax, da mit barebarn har glutenallergi.
Jeg har altid problemer med at glutenfri brød bliver for tørt.?
Lene Tranberg
Hej Anne-Lise:-)
Jeg har desværre slet ingen erfaring med glutenfri bagning.
Jeg kan anbefale dig at kigge hos https://teklaskoekken.dk eller købe Anelise Severinsens (ja, det er hende fra Bagedysten) bog “Glutenfri lækkerier”.
Anelise har i hvert fald bagt brød, som ser lækkert ud.
God fornøjelse;-)
Kh Lene
Victoria
Hej Stine
Har du nogen ide om hvor man kalorier der er i hvert pølsehorn?
Lene Tranberg
Hej Victoria:-)
Nej, det har jeg aldrig regnet på, så jeg må være dig svar skyldig.
Det kommer også an på, hvilke pølser man bruger.
God bagelyst!
Kh Lene
Josephine
Hej Lene
Har du nogen ide om, om man kan holde pølsehornene lune i 4-5 timer?
Jeg tænkte selv at bruge en flamingokasse. Lægge dem i småvarme, adskille lag med viskestykker, låg på. Men jeg er usikker på, om der vil skabes så meget fugt og damp i kassen, at pølsehornene bliver våde. Hvad tror du?
Lene Tranberg
Hej Josephine:-)
Hvis du lægger tørre viskestykker imellem pølsehornene, skulle der ikke være den store fare for, at de bliver alt for fugtige. Evt kan du lægge et håndklæde over og under og så lade låget på varmekassen ligge lidt løst på.
Jeg er mere bekymret for temperaturen i pølsehornene. Den bør nemlig ikke komme under 60 grader, fordi der så er risiko for, at der udvikles skadelige bakterier.
Jeg krydser fingre for, at det går.
God bagelyst:-)
Kh Lene
Maja
Kan man mon tilsætte gulerødder i opskriften? Og i så fald, ændres andet i opskriften så?