• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Forudbestilling
  • Opskrifter
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Kager / Honningkager uden fordej – nemme og hurtige. Klar på max. to dage.

Honningkager uden fordej – nemme og hurtige. Klar på max. to dage.

7. december 2023 af Lene Tranberg

Forudbestil Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Du er kommet til det helt rette sted, hvis du søger en opskrift på nemme honningkager eller honninghjerter, som endda også er hurtige at lave.

Du har prøvet det. Du googler efter en opskrift på honningkager og opdager, at du skulle være startet for flere måneder siden med at lave fordej.

Honningkage nem hurtig Bagvrk.dk

Jeg har selv været der. I år var jeg endda i god tid og lavede dej til Meyers honningkager. – Bare for at finde ud af, at jeg slet ikke kunne li’ dem!? (Du må gerne himle med øjnene. Det har jeg selv gjort lige siden.)

Honningkager overtrukket med chokolade Bagvrk.dk

Mit valgsprog

Well, jeg har faktisk to mottoer eller valgsprog. Det ene er: ‘Når man har noget at prale med, så må man godt.’ (En slags omvendt jantelov.)

Det andet lyder: ‘Man bliver ikke til noget særligt ved at være som alle andre.’

Det sidste kan omskrives til: ‘Hvis man altid går i andres fodspor, finder man aldrig en ny vej.’ Det er den her opskrift et godt eksempel på.

Honninghjerter Bagvrk.dk

De andre opskrifter

Mange honningkageopskrifter indeholder både hjortetaksalt og potaske. To hævemidler, som begge giver sprøde småkager. Honninghjerterne vil vi gerne have bløde og lidt seje i det. Hvorfor så udelukkende bruge de to hævemidler?

Det hævdes, at fordejen til honningkager skal trække i månedsvis, endda i hele og halve år, fordi der sker en fermentering imellem mel og honning.

Det er helt sikkert rigtigt, men jeg tror ikke, din lokale bager har et stort kar med honning og mel stående i baglokalet i flere måneder for at kunne bage honningkager? Hvordan gør de så?

Der måtte være en genvej, og i går prøvede jeg mig frem, indtil jeg havde det resultat, jeg ledte efter:-)

Den første portion, jeg bagte, mindede allermest om Mariekiks. Så tørre var de. Jeg lænede mig lidt op ad Meyers opskrift med temperaturen, men det stod hurtigt klart, at temperaturen skulle højere op for at få den midte og sejhed, jeg var ude efter.

Honningkager udrullet dej Bagvrk.dk

Min opskrift på honningkager

Det første punkt på min dagsorden var trækketiden på dejen. Honningkager, som ikke skal trække i månedsvis er at foretrække i stedet for helt at undvære honningkager, fordi man er kommet for sent i gang. Jeg tror, du er enig;-)

Jeg vil anbefale dig at lade dejen ligge i køleskabet til dagen efter, så krydderierne får tid til at udvikle sig. Er du i tidsnød, kan du sagtens bage dem efter en hviletid på et par timer.

Punkt to var udfordringen med, at honningkager skal trække i køleskabet i flere dage med et fugtigt klæde over, før de er spiselige.

Jeg bager tit bløde boller, som jeg lægger et hårdtopvredet viskestykke henover, når de kommer ud af ovnen, for at holde på fugten i bollerne.

Det virker også på honningkager;-) Efter afkøling er honningkagerne lige præcis så bløde, som de skal være, for at de er helt perfekte til at overtrække med chokolade.

Hurtige honningkager Bagvrk.dk

Den eneste udfordring, jeg ikke helt har løst, er, at man ikke skal overtrække flere honningkager med chokolade, end man spiser samme dag. Hvis du putter dem i en tætsluttende kagedåse, kan de dog godt holde sig et par dage.

Er du klar til at bage honninghjerter eller andre former? Så lad os komme i gang!

Vil du også have inspiration til de tyske Lebkuchen, finder du min opskrift her. Det kan også være, du hellere vil bage småkagemænd med hjerte, som i virkeligheden er en sirupssmåkage?

Nemme honningkager Bagvrk.dk udvalgt
Nemme honningkager Bagvrk.dk udvalgt

Honningkager uden fordej

Nemme, hurtige honningkager.
5 fra 2 stemmer
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 50 minutter min
Tilb. tid 6 minutter min
Hviletid, minimum 2 timer t
Samlet tid 2 timer t 56 minutter min
Ret Småkage
Køkken Bagværk, Dansk
Antal 48 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 50 g smør
  • 50 g farin
  • 3 tsk stødt kanel
  • 1½ tsk stødte nelliker
  • ½ tsk stødt ingefær
  • 350 g fast honning
  • 1 æggeblomme (gem hviden til glasur)
  • 1 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 2 tsk potaske
  • 2 spsk vand
  • 600 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
  • 1 tsk natron

Chokoladeovertræk

  • 300 g mørk overtrækschokolade
  • 40 g kakaosmør

Pynt

  • Krymmel eller glasur af:
  • 270 g flormelis, ca.
  • 1 æggehvide
  • 1 tsk citronsaft

Sådan gør du
 

  • Smelt smør, farin og krydderier sammen. Tag det af varmen og rør honningen i, til massen er glat.
  • Hæld honningmassen i en skål, tilsæt æg og æggeblomme. Rør potasken med vandet og hæld det i honningblandingen.
  • Bland natron godt med melet og ælt det sammen med de øvrige ingredienser. Ælt det godt nogle minutter. Den færdige dej er blød og klistret.
  • Hæld dejen i to fryseposer, som du lægger i køleskabet i mindst to timer, gerne til dagen efter. (Dejen kan holde sig op til en uge i køleskabet.)
  • Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd bageplader med bagepapir.
  • Ælt dejen igennem på et meldrysset bord. Arbejd med en halv portion ad gangen, mens den anden venter i køleskabet.
  • Rul dejen ud til en tykkelse på 5 mm. Flyt hele tiden på dejen og sørg for, at der er mel nok på bordet, så dejen ikke hænger fast. Udstik så mange hjerter, som du kan. Min hjerteform måler 8 cm på det bredeste sted.
  • Saml dejen og rul den ud igen, indtil du har brugt al dejen. Sæt honninghjerterne med et par cm afstand, da de hæver op. Fortsæt med den anden halvdel af dejen.
  • Bag honningkagerne i den nederste tredjedel af ovnen i ca. 5½-6 minutter. Kagerne er bagt, når de netop giver efter for et let tryk med en finger og rejser sig igen. Rejser aftrykket sig ikke, skal de bage lidt længere. Giv dem endelig ikke for meget.
  • Straks kagerne kommer ud af ovnen, lægger du et rent, hårdtopvredet viskestykke henover dem. Lad dem ligge under viskestykket, til de er kølet helt af.

Overtræk og pynt

  • Smelt chokoladen og kakaosmørret sammen i en dyb tallerken, enten over vandbad eller i mikroovnen. Dyp honningkagerne i chokoladen, lad dem dryppe kort af og læg dem til tørre på en bagerist.
  • Hvis du vil pynte med krymmel, skal den på, mens chokoladen er blød. Vil du pynte med glasur, skal chokoladen tørre først.
  • Glasur: Pisk æggehviden let skummende, før du tilsætter flormelis og citronsaft ad et par omgange, indtil glasuren er tyk og blank.
  • Fyld glasuren i en sprøjtepose med et lille hul/en rund tylle på 1 eller 2 mm, og pynt kagerne med glasuren.

Opbevaring

  • Bagte honningkager kan fryses ned eller opbevares i en plasticbøtte i køleskabet, før de overtrækkes.

Er dine honningkager blevet tørre?

  • Hvis dine honningkager er blevet tørre under opbevaring, når du skal til at overtrække dem med chokolade, kan du godt redde dem med damp.
  • Sæt en bagerist midt i en kold ovn med et ildfast fad eller en bradepande i bunden af ovnen. Læg honningkagerne på risten, og hæld 2 dl kogende vand i fadet. Luk ovnlågen.
  • Lad honningkagerne stå i ovnen i nogle minutter, indtil de har den rette blødhed igen.
Tags Dansk Klassiker, Honning, Jul, Julebag
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!

Tags: Børnevenlig, Chokolade, Dansk klassiker, Farin, Glasur, Honning, Hurtig, Jul, Juleaften, Julebag, Krymmel, Potaske, Småkager

Previous Post: « Finskbrød – skøn opskrift på den klassiske julesmåkage
Next Post: Pølsebrød, der holder – fantastisk streetfood for naboerne »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Jette Sørensen

    27. november 2020 kl. 12:49

    Hej Lene
    du skriver der blir 48 honninghjerter men er de så ikke meget små eller skal jeg dividerer opskriften da jeg ikke skal bruge så mange

    Besvar
    • Lene Tranberg

      27. november 2020 kl. 12:52

      Hej Jette:-)
      Der blev 48 hjerter af opskriften. Min form måler 8 cm på tværs på det bredeste sted. Så det kommer selvfølgelig an på, hvor store hjerter, du vil have;-)
      Husk at justere bagetiden, hvis du ændrer størrelsen.
      Jeg syntes ikke, det var nemt at gøre opskriften mindre, fordi der bl.a. skal et helt æg i.
      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  2. Ilse

    27. november 2020 kl. 14:57

    Hej Lene.
    Du skriver, at man skal lægge et fugtigt viskestykke over, lige når de kommer ud af ovnen.
    Er det så mens de ligger på bagepladen eller når man har lagt dem på en afkølingsrist

    Besvar
    • Lene Tranberg

      27. november 2020 kl. 14:59

      Hej Ilse:-)
      Jeg gør det, mens de stadig ligger på bagepladen, så dampen bliver indkapslet.
      Jeg lader dem også være tildækkede bagefter.

      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  3. Louise Ravn

    13. september 2021 kl. 21:23

    Hvor har du fundet den fine pynt henne?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      15. september 2021 kl. 19:00

      Hej Louise:-)
      Jeg har købt pynten hos Det glade køkken, da hun havde webshop. Jeg mener helt bestemt, at Dr. Oetker har noget lignende julekrymmel.
      Kh Lene

      Besvar
  4. Tine

    14. oktober 2021 kl. 21:16

    5 stars
    Meget nemme honningkager. Dejligt, at de ikke skal trække i flere måneder.
    Mvh Tine

    Besvar
    • Lene Tranberg

      14. oktober 2021 kl. 21:22

      Hej Tine:-)
      Ja, det er nemt, at man ikke skal lave en fordej flere måneder i forvejen.
      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  5. Susie Elton Raff

    19. december 2021 kl. 13:54

    Hej Lene.

    Jeg skal prøve at bage honninghjerter efter din opskrift på tirsdag med børnene.
    Grundet hussalg, huskøb, renovering og flytning har jeg nemlig ikke fået lavet fordejen i sommers, som jeg plejer.
    Glæder lig til at smage dem.
    Elsker nemlig honninghjerter.
    Skal nok give en opdatering på hvordan det er gået, og om vi synes de er blevet gode.
    ( vi er total kritiske med vires honninghjerter herhjemme. )
    Kærlig hilsen Susie.

    Besvar
    • Lene Tranberg

      19. december 2021 kl. 14:13

      Hej Susie:-)
      Jeg krydser fingre for, at mine honningkager lever op til jeres høje forventninger og gode smag;-)
      Ha’ den skønneste jul<3

      Kh Lene

      Besvar
      • Susie Elton Raff

        7. december 2025 kl. 20:38

        5 stars
        Hej Lene.
        Jeg fik aldrig svaret dig tilbage i 2021.
        Men nu her nogle år senere, er jeg atter i gang med din dejlig nemme opskrift på de lækreste honninghjerter.
        Jeg lader dem trække til dagen efter, så synes jeg at de har trukket smagen godt igennem. 😋
        I år vil jeg prøve at lave nogle af dem runde, og så lave honningbomber. 🤤😋
        Dem elsker jeg nemlig.
        Dejen blev lavet for nogle timer siden og bliver bagt enten i morgen eller tirsdag.
        Tak for dig søde Lene, og alle dine nemme og super gode opskrifter.
        Rigtig glædelig jul. 🎄

        Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Hindbærsnitter – små, mundrette kager uden snit
  • Napolitansk pizza – den bedste pizzadej til…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme