Det har været en lang og varm sommer, og der var lidt stille på bloggen. Jeg mistede min dejlige far, som sov ind efter kort tids sygdom i en alder af 86 år, så intet har været helt, som det burde. Savnet er stort, men jeg ved, at han er hos mig, uanset hvor jeg er. Også når jeg sidder her foran computeren og skriver blogindlæg om røde, grillede peberfrugter i olie.
Vi skal tilbage til Skt. Hans aften, hvor vi spiste tapas sammen med gode venner. Vi fik en lang række småretter, som efterhånden vil snige sig ind på bloggen, og til den tid vil der naturligvis være links at finde til alle retterne.
- Gouda oste og oliven
- Serranoskinke, mortadella og kogt skinke
- Gulerødder med baconsvøb
- Søde, røde peberfrugter marineret i olie (denne opskrift)
- Kartoffeltortilla
- Rejer i hvidløgsolie
- Grønne padronpeber med salt
- Gazpacho
- Brød med tomater
- Grillede, grønne asparges
- Ramsløgpesto
- Fyldte champignons
- Surdejsfocaccia med sorte oliven
- Grydebrød med hvidløgssmør
- Krydrede kiks med surdejsrester
Grillede peberfrugter
Det er ret nemt at lave peberfrugter i olie, og du kan sagtens lave det lidt på slump eller ændre i krydderurterne, hvis du ikke er til timian.
Peberfrugter bliver søde, når de grilles, så skindet bliver sort. Og når skindet er sort, og peberfrugterne får lov at køle af, er det nemt at flå dem, så du kun har det søde frugtkød tilbage.
Du behøver ikke spise peberfrugter i olie til tapas. Du kan også bruge dem i burgere eller som tilbehør til mange andre retter. Bare prøv dem! De smager endnu bedre, end de lyder.
Peberfrugter i olie kan sagtens laves et par dage i forvejen. De holder sig fint i et glas i køleskabet i en uges tid. Husk blot, at peberfrugterne skal være dækket af olivenolie, så der ikke kommer ilt til dem.
Røde, grillede peberfrugter i olie
Ingredienser
- 3 friske, røde peberfrugter (eller gule)
- 1/2 dl olivenolie
- 1 tsk tørret timian
- 1 nip flagesalt
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 225°. (Almindelig ovn, ikke varmluft.) Skyl peberfrugterne og læg dem på en bageplade, beklædt med bagepapir.
- Bag peberfrugterne midt i ovnen, til skindet bliver sort. Husk at vende dem af og til, så de bliver mørke på alle sider. Processen gør peberfrugterne søde og får skindet til at løsne sig. Du kan selvfølgelig også gøre det på grillen udenfor.
- Læg straks de varme peberfrugter i en frysepose eller plasticbøtte med låg og luk den til. Lad peberfrugterne afkøle, indtil du nemt kan trække skindet af.
- Udtag kernehuset og stilken. Skær peberfrugterne i strimler på langs.
- Bland peberfrugten med olie, timian og flagesalt, og stil dem køligt i minimum en time før servering, gerne længere.
Helene Schmidt
Hvis jeg gerne vil opbevare peberfrugterne længere (over vinteren) hvad skal jeg gøre ekstra? Skal også have grillet en del små/mindre auberginer og opbevaret på samme måde.
Lene Tranberg
Hej Helene:-)
Åh, der må jeg faktisk være dig svar skyldig, for det har jeg ikke prøvet.
Umiddelbart ville jeg fryse dem ned, for det er svært at gøre processen så ren som på en fabrik.
Vil du ikke give mig et praj, hvad du gør med dem, og hvordan det går?
Kh Lene
Grith
Olivenolie konserveret også , har lavet kogte squash i olie og de konserverede som eddike
Lene Tranberg
Hej Grith:-)
Du har ret, olivenolie konserverer også, men jeg synes ikke, de har lige så lang holdbarhed som de semidried tomater. Måske fordi der er et højt vandindhold i dem?
Ha’ en dejlig dag og tak for dit svar:-)
Kh Lene