Tapas er hyggemad. En lang række, små retter, som man kan nippe til eller spise sig alt for mæt i. Fyldte champignons er nemme at lave i forvejen, så de bare skal gratineres i ovnen før servering.
Vi spiser gerne tapas med gode venner eller bare os selv. Jeg lavede dog denne menu forrige år:
- Gouda oste og oliven
- Serranoskinke, mortadella og kogt skinke
- Gulerødder med baconsvøb
- Søde, røde peberfrugter marineret i olie
- Kartoffeltortilla
- Rejer i hvidløgsolie
- Grønne padronpeber med salt
- Gazpacho
- Brød med tomater
- Grillede, grønne asparges
- Ramsløgpesto
- Fyldte champignons (denne opskrift)
- Surdejsfocaccia med sorte oliven
- Grydebrød med hvidløgssmør
- Krydrede kiks med surdejsrester
Da jeg blev 50 sidste efterår, havde jeg inviteret søde veninder til en aften med tapas og champagne. De små retter var fordelt over hele bordet, så alle kunne nå fadene, og vi ikke behøvede sende noget rundt.
Blomsterne (Skt. Hans Urt, som kan klare sig uden vand nogle dage) hang i sytråd fra loftet, sat fast med tape. På den måde var der plads til mad og tallerkener på bordet, men opdækningen var alligevel festlig.
Fyldte champignons
Fyldte champignons er en simpel ret, hvor stokken fjernes fra svampen. Den hakkes og blandes med fetaost og urter – og fyldes tilbage i champignonens hoved, før der lægges et stykke Serranoskinke henover.
Hvis du klipper skinken i mindre stykker, får du pæne, lige kanter. Skinken giver et beskyttende låg, men bliver lidt sprød i kanterne som kontrast til den bløde svamp med det cremende fyld.
Beregn ca. tre svampe pr. person, når du serverer det som en del af en tapasanretning.
Fyldte champignons
Ingredienser
- 12 store champignons
- 1 spsk olivenolie
- 2 spsk finthakket persille
- 1 fed hvidløg, finthakket
- 50 g fetaost eller en anden salt ost
- Salt og peber
- 2 skiver Serranoskinke eller anden lufttørret skinke
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 180° (alm. ovn, ikke varmluft.) Smør et ildfast fad med olie eller læg et stykke bagepapir i bunden.
- Rens og skyl champignonerne. Fjern rodskiven, og pil stokken ud af svampen. Hak stokkene fint.
- Bland de hakkede stokke med olivenolie, persille, hvidløg, den smuldrede feta og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Læg svampehovederne med hulningen opad. Fordel ostefyldet i svampene.
- Klip hver skive Serranoskinke i 6 stykker. Læg et stykke skinke på hver champignon og gratinér dem i ovnen i ca. 15 minutter.
Skriv et svar