Ude på det store internet er der særligt én type kage, der hitter i øjeblikket: Talkage! En gudesmuk kage med to lag kage, en creme sat som små dutter og pyntet med macarons, marengs og friske blomster og frugt.
Kagen er opfundet af en israeler, Adi Klinghofer. I skrivende stund har hun 198.000 følgere på Instagram! (Måske skulle du følge mig på Instagram, så jeg får lidt flere end de 964 følgere, jeg har lige nu… :-D)
Som altid har jeg lavet min egen version af kagen, og jeg giver dig et par tips til, hvor der er genveje at hente.
Bundene i en talkage
Adis originale talkage er med bunde af mørdej. Min bogstavkage er med lagkagebund i stedet. (Men nederst har jeg skrevet min opskrift på mørdej, hvis du nu synes, det er det, der er finest;-))
Jeg synes, det er synd med så smuk en kage, hvis man ikke kan skære pæne og knivskarpe stykker af den. I stedet ender man med en rodet stak på tallerkenen, fordi kagen revner under udskæringen. Du kan også lave bundene af chokoladekage, marengs eller vandbakkelsesdej. Mulighederne er uendelige.
Der er både for og imod ved at bruge hhv. lagkagebund og mørdej. Fordelen ved mørdej er, at du skærer tallet ud før bagning. Dejen rulles ud, skæres ud som et tal, og kanterne ruller du så ud igen og skærer tal nummer to ud af. Ulempen er, at kagen er sværere at skære i pæne stykker.
Fordelen ved lagkagebund er udskæringen (og smagen, for jeg kan meget bedre li’ lagkagebunde), mens det er en ulempe, at du skal bage to kager og så skære tallene eller bogstaverne ud bagefter. Der bliver således noget spild af bagt kage, men kan du li’ romkugler, så kan du nemt få brugt kanterne der.
Du kan også bage bunde af drømmekage, som jeg brugte i min Stars and stripes lagkage. Det gik lidt hurtigere med lagkagebundene i stedet, så dem valgte jeg. Det er nemt at skalere portionens størrelse op og ned, alt efter hvor stor din form er. Her kan du læse, hvordan man skalerer en kage op og ned.
M for Morten
Min mand, Morten har fødselsdag på næste fredag. Derfor var det oplagt at skære et M ud af kagen. Jeg havde downloadet en fil med store bogstaver, jeg faldt over på nettet (du kan finde det samme link her), men jeg endte med selv at tegne et bogstav op på ternet papir.
Stregerne på mit M er 7 cm brede. Det, syntes jeg, så mest harmonisk ud. Selve bogstavet måler B29xH23 cm, for min form måler 31×25 cm, og der går en centimeter fra til kant hele vejen rundt.
Eftersom der er tale om en lagkage, kan man putte det fyld i, man synes allerbedst om. Du kan i princippet også sagtens bruge en chokoladelagkagebund, hvis du har lyst.
Regel nummer ét er, at kagen skal kunne skæres ud uden at smuldre. Den må heller ikke være så blød, at du ikke kan flytte rundt på kagerne, uden at de knækker. (Det er nemt at skære en kage ud, uden at den krummer, hvis du sætter den i fryseren først.)
Pynten
Pynten på en talkage er et helt kapitel for sig. Adi Klinghofers kager er med mange forskellige slags pynt. Hun bruger fx. karamelliserede popcorn som pynt, men der er nogle ting, der går igen: Macarons, jordbær, marengs og friske blomster.
Hvis du gerne vil have macarons på din kage og ikke har flere dage til projektet, vil jeg anbefale dig at købe dem. Du kan fx. købe dem i Føtex’ bagerafdeling – eller du kan købe dem på frost mange steder. Jeg har endnu til gode at bage den perfekte macaron (så derfor får du ikke en opskrift på dem). Jeg synes, de er nogle divaer, og jeg har sat vores “forhold” på pause;-)
Macarons er kager med mange regler og gode råd (og faldgruber) og jeg syntes ikke, det var besværet værd for de fire macarons, jeg skulle bruge til min kage;-)
(Hvis det skal gøres “rigtigt”, tager det 3-4 dage med modning af æggehvider og trækketid for de færdige macarons. Mine er mit første forsøg med en kokos-macaron med fyld af Bountycreme, så bær lige over med udseendet, ikke?)
De små marengs er verdens nemmeste pynt. (Altså, hvis du spørger mig.) Jeg har lavet en grundig gennemgang af marengs og delt en grundopskrift på marengs her. Jeg lavede marengs af en enkelt æggehvide til den her kage, og har i hvert fald små marengs til tre kager mere…
De friske blomster skal være usprøjtede
Hvis du pynter med friske blomster, så sørg for at bestille nogle, som er spiselige og usprøjtede. På talkager ligger blomsterne nede på selve kagen og stikker ikke op over.
Det ville være så trist, hvis du brugte almindelige blomster fra supermarkedet, som er sprøjtede (som alle ikke-økologiske, fremdrevne til formålet, blomster er) og lagde hele familien i sengen med dårlig mave.
Spiselige blomster kan bestilles, enten i dit supermarked eller hos blomsterhandleren.
Cremen
Jeg brugte en vanillekonditorcreme i min bogstavkage. Jeg synes, den er så nem at arbejde med, og du har mulighed for at tilsætte pastafarve, hvis du vil farve noget af cremen. – Eller du kan lave en variant med chokoladesmag, hvis det er det, du vil.
En konditorcreme er en kogt vanillecreme tilsat husblas og vendt i flødeskum. Den er nem at sprøjte ud og kan lave fine toppe, der bliver stående. Du skal ikke være bange for husblas. Hvis du bare gør, som jeg skriver i opskriften, så skal det nok gå godt:-)
Jo, der er mange elementer i en talkage. Men bare du har styr på bund og creme, kan du sagtens købe dig fra pynten. Der er ingen, der siger, at marengs skal være hjemmebagte, selvom jeg godt kan li’ det.
Man kan sagtens bruge de små, købte marengs. Du kan pynte med små skumfiduser. Med lidt krymmel. Du kan bruge små chokoladeæg til påske. Og er du ikke til macarons, så springer du bare over dem;-)
Talkage – eller bogstavkage
Ingredienser
Marengs
- 30 g æggehvide
- 30 g sukker
- 30 g flormelis
- Lidt pastafarve til sprøjteposen
Vanillecreme
- ½ vanillestang, flydende vanille eller 2 tsk. vanillesukker
- 3¼ dl mælk
- 4 æggeblommer
- 100 g sukker
- 30 g Maizena
Konditorcreme i øvrigt
- Al vanillecremen
- 4 blade husblas
- 3¼ dl piskefløde
Lagkagebunde
- 250 g smør, stuetemperatur
- 250 g sukker
- 2 tsk vanillesukker
- 5 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 250 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 2 tsk bagepulver
Øvrig pynt
- 2 modne bananer i helt tynde skiver
- 3 spsk Malibu
- 200 g jordbær
- 4-5 macarons
- Krymmel, skumfiduser, spiselige blomster, eller hvad du nu har lyst til
Sådan gør du
Marengsen
- Start med marengsen. Den kan sagtens laves flere dage i forvejen og opbevares i tætlukkede kagedåser. Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål og tør det rundt med et stykke køkkenrulle, også på piskeriset. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.
- Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt så de 30 g sukker en teskefuld ad gangen. Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke, ca. 5 minutter.
- Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Marengsen skal være meget stiv. Flormelis sigtes i skålen og vendes forsigtigt i marengsen.
- Klargør en engangssprøjtepose med en rillet tyl og sæt posen ned over et glas. Dyp et trægrillspyd i pastafarven og tegn et par tynde striber indvendig i posen, helt ned i tyllens spids. Jeg brugte citrongul og pink pastafarve til mine marengs.
- Fyld marengsmassen i sprøjteposen og afsæt små marengs på bagepapir. Tør marengsen ved 80° varmluft i ca. 2 timer. Når marengsen er færdig, skal de slippe papiret med lethed. Sæt en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lad marengsen stå i ovnen, til den er helt kold, gerne natten over.
Vanillecremen
- Flæk vanillestangen på langs, skrab kornene ud, og bring stang og korn i kog med mælken. Kom æggeblommerne i en skål og pisk dem godt med sukkeret, til blandingen bliver lysere. Sigt maizenaen i, og bland det godt. (Hvis du bruger vanillesukker, kan du bare piske det i æggene sammen med sukkeret.)
- Hæld den kogende mælk i æggeblandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden og bring det i kog under stadig omrøring. Lad cremen koge i et par minutter under kraftig omrøring. Pas på, det ikke brænder på. Først bruser cremen op, og derefter bliver den tyk.
- Sigt cremen over i en skål, så vanillestangen sigtes fra. Dæk cremen til med husholdningsfilm helt ned på overfladen og sæt den i køleskabet. Lad vanillecremen afkøle til stuetemperatur. (Hvis du laver vanillecremen i god tid, så tag den ud af køleskabet en halv time, før du går videre med resten af konditorcremen, så vanillecremen ikke er iskold.)
Sådan bliver det til konditorcreme
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter. Varm fire spiseskefulde af fløden op i en lille gryde. Tag gryden af varmen. Tryk husblassen fri for vand og læg den i gryden, så den smelter i fløden. Bland den godt med de fire skefulde fløde, og lad husblassen afkøle til højest lillefingervarmt.
- Pisk resten af fløden, til den danner bløde toppe. Den må ikke piskes helt stiv. Hvis du er lidt utålmodig, kan du sænke temperaturen på husblassen ved at røre en spiseskefuld flødeskum i.
- Pisk den afkølede vanillecreme godt igennem, så den er glat. Når husblassen er afkølet, hældes den i vanillecremen, mens du pisker, til det er blandet godt. Vend nu ¼ af flødeskummet i vanillecremen, til cremen er jævn.
- Fortsæt med at vende resten af flødeskummet i ad et par omgange. Vend det nænsomt i med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af flødeskummet.
- Hvis du har lyst til at indfarve noget af cremen, kan du tage lidt af cremen fra og forsigtigt vende pastafarve i cremen. Som du kan se på billederne, har jeg brugt lidt pink pastafarve og en rillet tyl.
- Klargør en engangssprøjtepose med en rund tyl og sæt den ned over et stort glas. Fyld konditorcremen i sprøjteposen, luk posen med en klemme og læg posen på køl i minimum en halv time, til den har sat sig, så du kan sprøjte runde dutter på din kage, uden at de flyder ud.
Bundene
- Varm ovnen op til 210° (alm. ovn, ikke varmluft). Læg et stykke tilklippet bagepapir i bunden af din form (og smør siderne, hvis det ikke er en silikoneform som min).
- Pisk smør, sukker og vanillesukker lyst og luftigt. Rør æggene i ét ad gangen og rør godt imellem hvert æg.
- Bland mel og bagepulver godt sammen og sigt det ned i dejen. Vend det i dejen med lange tag med en dejskraber. Du må ikke røre for meget, for så bliver dine lagkagebunde kompakte.
- Del dejen i to og fordel den i formen. Dejen er tyktflydende, og det er vigtigt, at den færdige bund bliver så lige som muligt. Derfor skal du lade dejen i kanterne være en smule tykkere end på midten. Kanterne bager nemlig hurtigst, mens midten hæver mere op, før den stivner. Bag bunden i 10-11 minutter.
- Da bagetiden er så kort, kan du godt nøjes med én form og så lade resten af dejen vente imens. Lad bundene afkøle i formen et par minutter og løsn dem langs kanten. Læg et stykke bagepapir ovenpå kagen og vend den ved hjælp af en bageplade. Fjern bagepapiret under bunden og vend kagen tilbage igen. Lad den afkøle helt.
Udskæring af tallet
- Mens kagerne køler af, skal du have lavet en skabelon. Mål på den bagte kage, hvor stort tallet eller bogstavet kan være og husk at trække ca. to centimeter fra på hver led, så du kan skære kanterne fra. Vi vil kun have lige og pæne skæringer på vores kage!
- Tegn skabelonen op på et stykke papir og klip den ud. Læg skabelonen på den afkølede kage (som selvfølgelig ligger på et skærebræt eller en bageplade, så dit underlag er stabilt og lige) og skær kagen ud. Jeg syntes, det var nemmest at bruge et pizzahjul til at skære halvvejs ned i kagen efter skabelonen og derefter fjerne skabelonen og skære kagen helt nøjagtigt ud. Dermed kunne jeg skære med en skarp kniv med et tyndt blad de steder, hvor pizzahjulet ikke kunne komme til, fx. inde i spidserne på M’et.
- Gentag processen med udskæringen på den anden kagebund også. Begge bunde skal have knivskarpe kanter, og du skal børste alle løse krummer væk.
Samling af talkagen
- Skyl jordbærrene, men lad blomsterne bliver på. Dup dem tørre og halver dem.
- Læg en bund på et plant fad eller en plade, så den er støttet hele vejen rundt. Dryp kagebunden med Malibu (eller hvad du nu har lyst til). Skær bananerne i helt tynde skiver og læg dem taglagt på midten af kagen. Der skal være en kant hele vejen rundt om, så man ikke kan se bananerne i den færdige kage, men kun cremetoppene.
- Sprøjt runde toppe af konditorcreme, først rundt langs hele kanten, og derefter i midten af kagen. Hold sprøjteposen lodret, mens du trykker, så toppene kommer til at stå lodret.
- Løft den anden bund forsigtigt op og læg den på cremetoppene, så den passer ovenpå den nederste bund. Igen sprøjter du cremetoppe over hele kagen. Gør dig umage og forsøg at lave dem ens.
- Fortvivl ikke, hvis din creme slipper op undervejs (men mængden passede til min kage). Du kan piske noget flødeskum stift og fylde ud med det, hvis det går helt galt.
- Tilbage er kun at pynte din talkage med marengs, macarons, jordbær – eller hvad du ellers synes om. Vent med marengs til lige før servering, for ellers bliver de bløde.
- Lad kagen stå på køl og lad den gerne trække et par timer før servering.
Noter
Hvis du gerne vil have bunde af mørdej;-)
Selvfølgelig kan du være uenig i, om jeg har ret i at bruge lagkagebunde i min talkage. Det gør du helt, som du vil, og hvis du hellere vil bruge mørdej, vil jeg anbefale dig den her. Du bruger bare creme og pynt som i talkagen ovenfor.
Mørdej til talkage
Ingredienser
- 300 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 75 g mandelmel
- 75 g flormelis
- 1 tsk vanillesukker
- 200 g koldt smør
- 1 æg, str. M/L
Sådan gør du
- Bland de tørre ingredienser, fx i en food processor. Tilsæt smørret i mindre stykker og kør det igen i processoren, til blandingen har konsistens som groft sand. Saml dejen med ægget, form dejen til en lidt flad skive og læg mørdejen i køleskabet i en frysepose. Lad den hvile i en times tid.
- Tag mørdejen ud og rul den ud i 3-4 mm tykkelse. Sæt igen dejen i køleskabet i 30 minutter, før du skærer dejen ud efter din skabelon. Ælt dejkanterne kort igennem og rul dejen ud igen, før du sætter den i køleskabet i 30 minutter igen.
- Varm ovnen op til 180° (alm. ovn, ikke varmluft). Skær nu dit andet tal ud efter skabelonen. Resten af dejen kan gemmes i fryseren fx. til en lille tærte.
- Bag dine tal i 10-13 minutter, indtil kanterne er gyldne. Lad dem afkøle helt, før du samler dem med creme og pynt som beskrevet ovenfor.
Ida
Hvis jeg skal lave en kagen, men skal bruge to tal fx. 62, vil du så mene jeg skal dobbelt opskriften op? Jeg har ingen forme ud over kageringe, springform og ildfaste fade. Hvad tænker du er bedst, og lettest at håndtere bundene i?
LT
Hej Ida
Nu ved jeg ikke, hvor store dine bageplader er, om det måske var en mulighed at bage i dem, hvis der er en lille kant på? I så fald skal du nok bruge i alt 8 æg til dejen. Og så er det op til dig, om du vil skære begge tal ud af en kage eller om du vil bage dobbelt portion af det og lave to meget store tal:-)
God fornøjelse med det.
Kh Lene
Betina Hyldahl
Hej Lene.
Jeg skal lave nogle bogstaver til en konfirmation i maj… Jeg tænkte om du tror jeg kan bage lagkagebundene 2 dage før og så ligge dem sammen 1 dag før og pynte på selve dagen…. Lagkagebundene bliver selvfølgelig først skåret 1 dag før og også pakket grundigt ind i film begge dage….
Mvh Betina
LT
Hej Betina:-)
Det kan du sagtens. Det ville jeg også selv gøre.
Du kan også bage bundene tidligere og så fryse dem ned, når bare du pakker dem godt ind:-)
God fornøjelse.
Kh Lene
Daniella baun
Hvis man laver den med mørdej, kan man så godt opbevare den på køl også?
LT
Hej Daniella:-)
Ja, men jeg ville ikke samle den mere end et par timer inden servering. Ligesom en medalje;-)
Kh Lene
Sofie Sommer
Kære Lene 🙂
Jeg overvejer at lave en variant med andet smag end vanilje… du skriver selv chokolade – hvordan har du lavet en fast nok creme med chokolade, uden at den bliver så intens som ganache? Er vild med konsistensen af den faste konditorcreme her, men vil gerne have mere smag i kagen. Overvejer også noget citron… vil du dele dine erfaringer?
Mange hilsner fra Sofie, og tak for opskriften
LT
Kære Sofie
Når du laver vanillecremen, kan du hakke noget chokolade (100-125 g) fint, og når mælken koger, hælder du den over chokoladen, lader det stå et øjeblik, mens den smelter, før du rører det glat. Derefter hælder du chokolademælken over æggene, og fortsætter med cremen som normalt.
Med hensyn til citron, kan du lave en creme med lemon curd, ligesom jeg puttede i mine vandbakkelser her: https://bagvrk.dk/hufflepuff-choux-au-craquelin/ Der skal bare mere husblas i, fordi cremen skal kunne stå af sig selv i talkagen. Det behøver den jo ikke kunne i vandbakkelserne:-)
Håber, det gav svar på dine spørgsmål? Ellers skriver du bare igen;-)
God fornøjelse!
Kh Lene
Sofie Sommer
Tusinde tak for hjælpen. Så er det blot at bestemme om det skal være den ene eller anden creme 🙂
Annette
Den lemoncurd creme, du henviser til – hvis jeg gerne vil anvende den som mousse imellem de to mørdejsbunde – hvor meget husblas vil du så anbefale, jeg tilsætter?
Pft Annette 🙂
Lene
Hej Annette:-)
Jeg vil tro, du skal bruge dobbelt portion af lemoncurdcremen fra vandbakkelserne. Jeg vil tro, du skal bruge 4, måske 5 blade husblas til de fem dl piskefløde. Det er vigtigt, at cremen bliver stiv nok til at blive stående, men ikke så meget, at den bliver gummiagtig.
Kh Lene
Annette
Ifølge opskriften (dobbeltportion) så skal jeg anvende 2 blade, så jeg skal i stedet putte 5 blade i alt, ikk? Bare så jeg forstår det korrekt 🙂
Lene
Lige præcis, Annette Fem blade til fem dl. fløde og 400 g lemoncurd
Annette
Hej Lene
Super og mange tak for hjælpen. Glæder mig til at smage kagen med den creme. Er sikker på, at det bliver fantastisk 🙂
Lene
Det er jeg også:-D God fornøjelse;-) Kh Lene
Mette Storm
Hej
Kan man godt lave konditorcremen aftenen før også først lægge kagen sammen dagen efter eller ville du lave lægge kagen sammen en dag før? 🙂
LT
Hej Mette:-)
Du kan sagtens lave cremen aftenen før og lægge den klar i sprøjteposen.
Kh Lene
Mette Storm
Perfekt, tak 🙂
Annette
Hej 🙂
Jeg skal lave en kage til en surprice-brunch og vil høre, om jeg kan samle kagen hjemmefra med pynt og det hele? Jeg tænker, at den jo så skal stå på køl indtil jeg skal køre, så cremen rigtig kan sætte sig og ikke skrider fra hinanden under kørslen.
Kh Annette
Lene
Hej Annette:-)
Du kan sagtens samle kagen med creme, men jeg ville vente med at sætte marengs og macarons på til kort før servering, for de suger fugt og bliver hurtigt bløde (især marengsen).
Jordbær kan du sagtens sætte på.
God fornøjelse med den:-)
Kh Lene
Thea
Vil man kunne bruge en købt vaniljekagecreme til konditorcremen?
Lene
Hej Thea:-)
Det har jeg ikke prøvet, men det er jeg sikker på, du kan.
Efter jeg begyndte at lave cremen selv, har jeg ikke brugt pulvercreme, for jeg synes, det er lige så hurtigt at lave den selv:-) Men det er en hurdle man skal over og tage sig mod til at lave den. (Eller det skulle jeg i hvert fald;-))
God fornøjelse med kagen.
Kh Lene
Marie
Jeg plejer at putte lidt flødeskum i cremen – så er den ikke så stiv i det og bliver nemmere at arbejde med.. Og så smager det super godt 😉
Lene
Hej Marie:-)
Ja, det er virkelig lækkert med flødeskum i vanillecremen:-)
Kh Lene
Elena Gilberg
Hej Lene
Du skriver ikke, hvor store dine forme er. Jeg skal lave kage til en 10 års fødselsdag og har en lille bradepande på 22×32 cm, som jeg så tænker at bruge ad to omgange.
Rækker opskriften på lagkagebunde ovenfor til to tal i min lille bradepande eller skal den dobles??
Mvh Elena
Lene
Hej Elena:-)
Jeg har skrevet målene på min form i teksten over opskriften. Min form målte 25×31 cm, så det passer meget godt med din bradepande. Du får to bunde ud af opskriften.
God fornøjelse med kagen.
Kh Lene
Lene
Kan jeg bruge dine mørke lagkagebunde fra din Lagkage med chokolade- og hindbærmousse til den her? 🙂 Hvis ja, har du en idé om hvordan den passer til en bradepande (ca. samme størrelse som din)?
Lene
Hej Lene.
Ja, det kan du i princippet godt:-) Hvis vi går ud fra, at din form også måler 25×31 cm ligesom min til talkagen, skal du gange opskriften på kakaobunden op med 2,7 for at få to lag kagebund.
God fornøjelse med den:-)
Kh Lene
susanne
Hej Lene er det nogle spe illegale forme man bruger til at lave kagerne med mvh susanne
Lene
Hej Susanne:-)
Nej, du kan bruge en lille bradepande eller en rouladeform. Min målte 25×31 cm. God fornøjelse.
Kh Lene
Laila Høgh
Hej jeg vil høre om du har et link til tal skabeloner da jeg skal bruge tallene 70
Lene
Hej Laila:-)
Det kunne fx være disse: http://www.dltk-teach.com/numbers/simple-numbers.htm God fornøjelse:-)
Kh Lene
Lene Larsen
Hej
Hvor mange portioner vil du sige der ca er til?
Lene
Lene
Hej Lene:-)
Der blev 12 gode stykker ud af mit M. God fornøjelse.
Kh Lene
Rikke
Hej Lene,
Hvis jeg vil lave chokoladebunde, kan jeg så sigte kakao i dejen sammen med mel og bagepulver? Og hvor meget vil du tro, at jeg skal tilsætte?
Glæder mig til at bage kagen, har længe været på min to-do kageliste 🙂
Mvh Rikke
Lene
Hej Rikke:-)
Ja, det kan du sagtens. Som tommelfingerregel plejer jeg at tilsætte en spsk mørk kakao pr. æg, men prøv med 4-5 spsk og smag dig lidt frem på dejen.
God fornøjelse med kagen:-)
Kh Lene
Dacia
Jeg tænker på at lave denne kage til en 1års fødselsdag.. den skal være til 25personer , ville en bradepande kunne gøre det ?
– hvor meget af kagen kan jeg lave dagen før ? !
Lene
Hej Dacia:-)
Det kommer først og fremmest an på, hvor stort/bredt du laver dit et-tal. Umiddelbart vil det være passende med en bradepande/dobbeltportion til 25 personer, og du kunne jo gøre det, at du deler bunden på den høje led og lægger dem i forlængelse af hinanden, så dit tal bliver ca 75 cm højt. Når du lægger dem tæt sammen og pynter kagen, kan man ikke se, at den er sat sammen af to:-)
Du kan godt bage bunde og lave cremen dagen før. Hvis du har plads til kagen i køleskabet, kan du også samle kagen dagen før, men du skal vente med at lægge marengs, macarons, frugt og blomster på til kort før servering, da marengs og macarons vil suge fugt fra cremen og blive bløde.
Du kan godt lave marengs i god tid. De holder sig i flere måneder i en tætlukket kagedåse.
God fornøjelse med projektet:-)
Kh Lene
Dacia
Nu spørger jeg måske tosset men hvis min bradepande er cirka 40*40 :-/ hvordan regner jeg så ud hvor meget jeg skal bruge af hver i opskriften ?
Lene
Hej igen:-)
Du skal faktisk bare fordoble portionen, så passer det til din bradepande.
Kh Lene
Dacia
Super 🙂 det var nemt .. så jeg fordobler bare portionen af bundene og fyldet så burde det passe ? Taak
Lene
Lige præcis;-)
Kristine
Hej,
Hvis jeg laver bundene to dage før, vil du så anbefale at vente med at skære dem ud?
Du skriver til en anden at de skal pakkes godt ind, men i hvad? Film?
Pft.
Kristine
Lene
Hej Kristine:-)
Ja, enten film eller en stor frysepose. Jeg ville vente med at skære dem ud. Du kan også sagtens fryse bundene
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Anna Rømer
Hej Lene
Jeg vil gerne bruge din konditorcreme til en talkage med mørdejsbunde til min kærestes 22 års fødselsdag. Hvis jeg laver to 2-taller på størrelse med et A4, hvor meget skal opskriften så ganges?
Han vil gerne have noget smag i cremen, tror du at det vil fungere med moste, sukkerstrøede brombær i cremen? Skal der så ekstra husblas i?
Kh Anna
Lene
Hej Anna:-)
Brombær lyder lækkert:-) Jeg ville putte et ekstra blad husblas i (alt efter, hvor mange brombær du bruger, selvfølgelig)
Jeg ville gange opskriften med 1,8. Mit bogstav er ikke meget større end et A4:-)
God fornøjelse med kagen – og tillykke med kæresten:-)
Kh Lene
Stina
Hej,
Hvis man skal lave til talkage til 35 personer, en rund fødselsdag, hvor store vil du så ca lave hvert tal?
Lene
Hej Stina:-)
Jeg ville lave ca. tredobbelt portion af denne og se, om jeg kunne ramme en størrelse som ovnens bradepande pr. tal.
(Jeg går ud fra, at du skal bruge to tal?)
Kh Lene
Liselotte
Hej Lene
Jeg har lavet dine lagkagebunde i chokolade i bredepande
Kan jeg så bruge din hindbærmouse opskrift eller kan jeg lave vaniljecremen og tilføje lidt hindbærmos i cremen?
Lene
Hej Liselotte:-)
Du kan sagtens bruge hindbærmoussen fra min mudcake. Men du kan også blande hindbærmos/-puré i vanillecremen, men så skal den nok have et ekstra blad husblas for at kunne stå selv;-)
Kh Lene
RIkke
Hej, jeg skal igang med at lave en tal-kage til mine børns 1 års fødselsdag, og tænkte at lave den med hindbærmouse fra en af dine andre kager “MUDCAKE MED MOUSSE – BLACK MAGIC, MOVE OVER”. Kan jeg bare tage opskriften direkte eller tænker du der skal mere husblas i? Hvordan med mængden, hvis vi går ud fra at kagens størrelse er ligesom dit M?
På forhånd tak, og mange tak for inspirationen
Lene
Hej Rikke:-)
Du kan sagtens bruge hindbærmoussen fra mudcake’n:-)
Jeg vil tro, du i hvert fald skal fordoble den, måske endda lidt mere. Dutterne på talkagen er lidt mindre, men til gengæld skal du jo bruge til to lag.
God fornøjelse med kagen:-)
Kh Lene
Silvana
Hej
Jeg søger et stort 1 tal og et 4 tal til at lave en lagkage! Eller rettere to lagkager! Så det danner tallet 14! Kan I hjælpe mig?? På forhånd tak…
Venlig hilsen
Silvana
Lene
Hej Silvana:-)
Det, som jeg synes, er nemmest, er at sætte kvadreret papir sammen med tape, indtil du har et stykke papir i den størrelse, du ønsker, og så tegne tallene op på det og klippe ud som skabelon.
Der findes skabeloner på nettet, man kan printe ud fra, men hvis man kun har en A4 printer, kræver det nogle udregninger, for at man får printet ud i det rigtige format, som så kan klistres sammen.
Jeg krydser fingre for at det lykkes dig.
Kh Lene
Camilla
Hej Lene
Jeg skal lave mørdejsbundene i morgen som skal bruges lørdag. Tænker at gøre det sammen med konditorcremen. Ville jeg ikke kunne lave tal/bogstave kagen som en almindelig medalje, med marmelade i midten og cremen udenom, ligesom du har pyntet din lagkagebunde, bare med banan i midten og creme i kanterne?
Håber det gav mening
Med venlig hilsen
Camilla
Lene
Hej Camilla:-)
Jo, det kan du sagtens. God fornøjelse med den;-)
Kh Lene
Kristina Bohn
Hej.
Tror du ikke godt jeg kan lave kagen og lægge den sammen dagen inde jeg skal bruge den? Jeg er en anelse nervøs for hvordan flødeskummet reagere og om det bli’r vandet..
Mvh Kristina Bohn
Lene
Hej Kristina:-)
Når du stiver flødeskummet af med husblas, som jeg har gjort, skal cremen nok blive stående, selvom du samler den og sætter den i køleskabet dagen før.
Du skal bare vente med at pynte den med blomster, frugt eller marengs til selve dagen.
God fornøjelse med projektet:-)
Kh Lene
Kristina Bohn
Hej.
Jeg har lavet dobbelt portion så det passede med en bradepande. Ligeledes har jeg lavet 4 Iskager med nøddebund. Samt et ♡ lavet a noget a mud cake opskriften. Til hovedret skal vi have helstegt pattegris.
Hvor meget mere ville du lave? Vi bli’r 49 hvor 5 af dem er børn.
Ydermere har du en opskrift på f.eks. hindbær creme?
Mvh Kristina Bohn
Lene
Hej Kristina:-)
Jeg er selv ret dårlig til at beregne mængder, for jeg får altid lavet for meget. Jeg ved, mange beregner mængderne på kageberegner.dk.
Personligt spiser jeg alt for meget, når det er helstegt pattegris…
Når du skriver hindbærcreme, tænker du så en mousse ligesom den, der er ovenpå mudcake’en? Eller er det en, der skal spises med ske ud af et glas? Hvis det er det sidste, kan jeg anbefale denne dessert:-) https://bagvrk.dk/hindbaermousse/
Kh Lene
Marie
Hej Lene, Jeg står og skal lave din flotte bogstavkage. Dog er jeg lidt usikker på det med at koge en vaniljecreme og har derfor købt pulverversionen. Nu er jeg bare i tvivl om hvor mange breve jeg skal bruge, således at det passer til forholdene, når den skal laves til en konditorcreme.
Tak for en dejlig opskrift 🙂
Lene
Hej Marie:-)
Det er svært for mig at svare på, hvor meget pulvercreme, du skal bruge, for der er forskel på, hvor stiv den er, og hvor meget den smager af.
Umiddelbart, hvis vi bare sammenligner vægtmæssigt, skal du ca. bruge 500 g creme, men smag dig lidt frem
God fornøjelse med kagen
Kh Lene
Susanne
Hej Lene! Det ser super lækkert ud!
Jeg vil gerne lave kagen til min datters 8-års fødselsdag. Jeg vil bage bunde i morgen og samle den på fredag.
Vi bliver 17 mennersker, og der kommer også en anden kage, men af erfaring ved jeg, at mere eller mindre alle tager af begge kager. Et 8-tal er jo så i sagens santur ét tal…;-) – og jeg vil høre, om jeg kan lave den større – fx. noget nær A3? Vil det være fuldkommen usynligt, hvis jeg i stedet laver 2 x 0 og sætter oven på hinanden?
Hvor meget kage vil du vurdere til 17 mennersker?
Er mørdejen svær/skrøbelig til en stor kage?
På forhånd mange tak, hvis du når at se min besked og kan hjælpe;-)
Mange gode hilsner Susanne
Lene
Hej Susanne:-)
Jeg ville også lave to store 0’er og lægge dem ved siden af hinanden. Så snart du sprøjter cremen på, så vil samlingen være skjult.
Jeg tror, at hvis du laver dobbelt portion, kommer det til at passe fint. Du må bare ikke rulle mørdejen alt for tyndt ud, så den knækker.
Tillykke med din datter og god fornøjelse med projektet. Jeg hepper på dig;-)
Kh Lene
Susanne
Tusind tak for mega hurtigt svar, Lene!
Jeg er i tvivl, om det er bedre at lave den i lagkagebunde – især hvis den er pænt stor og derfor ikke skal rulles for tyndt ud som mørdej (hvor tyk vil du anbefale?)
Jeg ved, at du skriver, dt foretrækker lagkagebunde, Jeg tror bare, jeg er bange for, at den bliver sådan lidt for enkel/’tør’ – selv med en masse pynt. Men den er måske nemmere at arbejde med til en stor kage. Hvad tænker du?
Har du bud på en creme, der involverer Philadelphia flødeost?
Jeg glæder mig til at lave kagen, og den kommer nok til at læggen vejen forbi min Instagram i næste uge;-) Gode hilsner Susanne
Lene
Hej Lene.
Jeg skal igang med din skønne tal kage igen til min mors 70 års fødselsdag. Jeg har lavet den med lagkagebunde tidligere, men tror jeg vil prøve med drømmekagebunde denne gang. Men hvor stor forskel er der på smag og kage”krummen”?
Min plan er at doble opskriften op, det kommer til at passe med to kager….
Du henviser i din opskrift til drømmekagebunde fra stars and stripes kagen (uden farve naturligvis)
Hvad vil forholdende være ift at kunne få samme mængde kage som du har lavet lagkagebund opskriften.?
Håber det giver mening 😁
Venlig Hilsen
Lene
Lene Tranberg
Hej Lene:-)
Beklager det sene svar.
Normalt er forskellen, at den dej, hvor æg og sukker piskes længe, er mere luftig og porøs end den, hvor det er sukker og smør, der piskes. Dog er der så meget farve (og mælk) i dejen i Stars and Stripes kagen, at den er lidt tæt i krummen. Den meget luftige drømmekagebund kan godt være lidt svær at skære pænt ud, fordi den vil krumme mere, men når du fryser kagebunden, kan du sagtens skære den.
Forholdet i Stars and Stripes kagen svarer ca til dobbelt portion af talkagebunden.
Rigtig god bagelyst og tillykke med din mor.
Kh Lene
Susanne
Tillægsspørgsmål til ovenfor:
Hvis jeg satser på lagkagebunde, vil jeg bage 2 x bradepande, en til hvert 0, der så samlet bliver til et 8-tal.
Min bradepande måler 32 x 40, og jeg vil så skære dem igennem til hver to lag – altså samlet 4 x 0-lag, hvis du forstår;-).
Er det en dobbelt portion, der skal til, tænker du? På forhåand mange, mange tak!
Lene
Hej igen:-)
Jeg tror, det er nemmere at arbejde med lagkagebund. Også fordi hvis du laver den lidt tykkere, bliver den sværere at skære pæne stykker.
Du skal måske op på 3x portionen, for at det passer med bradepandens størrelse. Og endelig tror jeg, det er nemmere at bage et lag af gangen, fordi det kan være svært at dele kagen pænt, når den er så stor.
Du skal ikke være bange for, at kagen bliver tør. Du kan evt lægge lidt syltetøj eller bananskiver, som jeg gjorde, under cremen;-)
Kh Lene
Susanne
Ok, skal lige være sikker på, at jeg forstår;-)
Er din lagkage-opskrift her til 2 bunde af din bradepandestr. (25 x 31 cm)?
Har du bud på en creme, der involverer Philadelphia flødeost – eller vil det ikke fungere?
Lene
Lige præcis:-) Du får to lagkagebunde i 25×31 med opskriften.
Du kan helt sikkert bruge en creme med Philadelphia, bare der er husblas i til at stive den af. Jeg har kun denne med rabarber, som jeg brugte til en cheesecake. (Mest fordi familien ikke er så begejstrede for ostecremer etc.) 🙂
https://bagvrk.dk/rabarbercheesecake/
Michelle
Hej, står og skal bundene til kagen her;
Du skriver at man skal smøre siderne på bagepladen. Men nu har jeg tænkt mig blot at bruge en gandske alm bageplader, den som følger med ovnen. Og den er jo superstor. Skal dejen virkelig fylde hele pladen? Skal lave et 1 tal til min søns fødselsdag imorgen. Og der skal være dobbelt 1 tal med creme imellem de to lag.
Derudover, vedr maizena , memer du da majsstivelse fra Maizena?
Tak 🙂
Lene
Hej Michelle
Min form/bageplade er jo noget mindre end ovnens bageplade, nok nærmest halv størrelse.
Måske kan du få det til at gå op, hvis du bruger ovnens bradepande/plade med kant og så bage hele dejen på én gang og dele den i to?
Jeg er bange for, at hvis du hælder halvdelen af dejen på bagepladen, vil den flyde ud og blive tynd, så den knækker i stedet.
Har du måske en lille bradepande, du kan bage dem i?
Ja, jeg mener Maizena majsstivelse i den gule pakke;-)
Tillykke med sønnen og god fødselsdag:-)
Kh Lene
Sophie
Hej Lene.
Fed opskrift!
Hvis jeg bager bundene dagen før, skal de så både pakkes godt ind i film og på køl, eller skal de ikke på køl? Jeg er lidt usikker. Tak!
Lene Tranberg
Hej Sophie:-)
Tusind tak;-)
Bundene skal bare pakkes godt ind og ikke på køl, hvis du laver dem dagen før.
God fornøjelse med den!
Kh Lene
Mia
Hejsa
Jeg overvejer din opskrift på konditorcreme men har lige lidt spørgsmål først
I opskriften er der nok til 2 tal ? De er bagt på en bageplade hvor der kunne være 2 tal på en plade
Kan cremen holde formen hvis talkager lægges sammen dagen før den skal bruges? Jeg pynter selvfølgelig lige før servering
Lene Tranberg
Hej Mia:-)
Jeg ville måske lave 1,5 portion, hvis du skal have to lag creme i hvert tal. Din bageplade er nok lidt større end min form, men det kommer jo også an på, hvor meget kage, du skærer fra, når du skærer tallene ud. – Og hellere for meget creme end for lidt.
Cremen kan sagtens holde formen natten over i køleskabet.
Rigtig god fornøjelse:-)
Kh Lene
Mia
Mange tak for hurtigt svar !
Jeg har ikke skåret meget fra, da jeg altid tegner skabelonerne så de fylder mest muligt så der er mere kage
Kan jeg bruge alm æggeblommer? Altså kommer cremen over 75 grader ved opkogningen?
Lene Tranberg
Du kan sagtens bruge alm æggeblommer. Det gør jeg altid
Lene Tranberg
Kh Lene:-)
Mia
Hvad gør du så med dine æggehvider ?
Lene Tranberg
Jeg går aldrig af vejen for at lave marengs;-) De er også fine som pynt på kagen.
Christina
Hej Lene.
Jeg står og skal lave denne kage til søndag, hvor vi bliver 23 mennesker.
Tænkte at jeg vil lave en dobbeltportion, og komme i 2 brandepander (normal størrelse ovn). Ville det være nok, eller skal jeg lave 3x opskriften?
Hilsen Christina
Lene Tranberg
Hej Christina:-)
Det kommer selvfølgelig an på, hvor kageglade dine gæster er, men umiddelbart vil det være nok med dobbeltportion.
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Hildegunn
Hvis jeg bruger en bageplade, der hører til ovnen, får du to bunder af en opskrift? holder en opskrift på to bageplader, hvis jeg bruger den der følger med ovnen? eller bør jeg doble portionen?
Lene Tranberg
Hej Hildegunn:-)
Alt efter målene på din bageplade, bør du fordoble opskriften for at den passer til din plade. Det kommer til at passe meget godt.
Hvis du vil regne det helt præcist ud, skal du måle pladen og bruge formlen i dette indlæg:-) https://bagvrk.dk/stoerrelsesforhold/
Kh Lene
Hildegunn
Har fundet ud af, at jeg bruger en bageplade, der er 25,8 x 23 cm i stedet for. Hvis jeg laver 1 og 1/2 portion av din lagkage bund, og så skulle der være 7 og 1/2 æg i, kan jeg kun bruge 6 æg, eller ville du have brugt 8 æg? er ikke let at opdele et halvt æg
Lene Tranberg
Når jeg skal bruge halve æg, plejer jeg at piske et æg sammen med en gaffel og bruge halvdelen af det (sådan cirka). Resten kan fint holde sig i en bøtte i køleskabet i et par dage og bruges til fx at pensle boller med.
– Og ellers ville jeg bruge 8 æg;-)
Kh Lene
Malou
Hej Lene
Jeg skal lave denne creme til min fødselsdag på lørdag. Kan man potentielt lave cremen og ligge den klar i en pose torsdag, ligge kagen sammen fredag og så pynte lørdag umiddelbart inden servering? 🙂
Kh Malou
Lene Tranberg
Hej Malou:-)
Ja, sådan kan du fint gøre det. Ha’ en dejlig fødselsdag;-)
Kh Lene
Malou
Tusind tak for hurtigt svar på mit spørgsmål ☺️ Lige et mere – ville også lave hindbærmoussen fra din mudcake opskrift. Kan jeg gøre det samme med den?
Kh Malou
Lene Tranberg
Hej Malou:-)
Beklager, jeg først ser dit andet spørgsmål nu.
Jeg håber, du bare prøvede dig frem, for det kunne du sagtens gøre;-)
Kh Lene
Camilla
Hejsa
Jeg skal bage denne kage. Den skal bruges lørdag. Kan jeg ligge den sammen allerede torsdag aften, hvis jeg nu ikke har tid fredag? Eller vil kagen blive træls af det?
Pft.
Lene Tranberg
Hej Camilla:-)
Jeg ville vente til fredag. Jeg synes, mousser bliver lidt tørre at se på, når de sprøjtes ud for lang tid i forvejen.
Hvis du ikke har bananskiver i kagen, kan du evt sprøjte moussen på og sætte kagen i fryseren og så lade den tø op lørdag.
God fornøjelse med den.
Kh Lene
Camilla
Okay tak. Er det en mulighed bare at lave moussen torsdag og ligge kagen sammen fredag, og så servere lørdag?
Lene Tranberg
Hej Camilla:-)
Ja, det kan du godt. Den kan godt ligge og vente i køleskabet.
Kh Lene
Camilla
Nice!! Tusind tak for svar!
Lene Tranberg
Velbekomme:-)
Carina
“Pisk den afkølede vanillecreme godt igennem, så den er glat. Når husblassen er afkølet, hældes den i vanillecremen, mens du pisker, til det er blandet godt”
Er der tale om håndkraft eller kan jeg bruge en håndmixer? Skal bare være helt sikker inden jeg kaster mig ud i det til weekenden 🙂
Mht. kagen: Hvis jeg bager den aftenen før, skal den så køles HELT af på køkkenbordet og så dernæst pakkes ind i film og på køl? Hvis jeg bager den på dagen hvor lang tid vil du så ca. tro den skal stå for at være helt afkølet. Er lidt bange for at den bliver for tør hvis jeg bager den dagen før 🙂
Lene Tranberg
Hej Carina:-)
Du kan fint bruge håndmixer.
Hvis du bager bundene dagen før, skal de pakkes ind efter afkøling og bare stå på køkkenbordet. Men hvis du alligevel skal have bunden i fryseren, før du skærer den ud, kan du bare sætte den i fryseren, når den er kølet af:-)
Der går i hvert fald et par timer efter bagning, før den er HELT kold, men du skal ikke være nervøs for, at den bliver tør, hvis du bare pakker den ind;-)
Rigtig god fornøjelse!
Kh Lene
Kirsten Kunz
Hej Har lavet kagen med hvid chokoladecreme,altså hvid chokolade,fløde og husblas Tror du jeg kan fryse resten af cremen da jeg har fået lavet for meget
Hilsen Kirsten
Lene Tranberg
Hej Kirsten:-)
Du kan sagtens fryse cremen ned til en anden gang.
Ha’ en dejlig lørdag!
Kh Lene
Julie Jakobsen
Har du erfaring med om man kan putte eks. hindbær i dejen for at pifte den op?
Lene Tranberg
Hej Julie:-)
Det kan du sagtens. Der skal nok en smule mel i for at opveje den ekstra væde, men det vil helt sikkert smage dejligt.
God bagelyst!
Kh Lene