Alle kender hyldeblomstsaft. De fleste ved, at det er supernemt at lave. Det tager bare et par dage, hvor det skal stå og trække smag og kraft.
Vidste du også, at du kan lave rosensaft og syrensaft på samme måde? Nej? Nå, men så bliv hængende, så får du opskrifterne på en nem saft.
Når du sammenligner opskrifterne i dette indlæg, er det kun små ændringer, der gør, om det er den ene eller anden slags saft, der kommer ud af det.
Jeg eksperimenterede med lavendelsaft på samme måde, da de blomstrede senere på måneden. Det gav en nærmest selvlysende pink farve.
Variér sukkeret efter dine ønsker. Når man bruger halvt farin, som jeg nogle gange gør i hyldeblomstsaften, får man en ravfarvet saft med en “dybere” smag.
Vil du hellere have en lys saft, bruger du udelukkende hvidt sukker, og ønsker du en mellemting, kan du bruge rørsukker.
Hyldeblomstsaft – og de andre slags
Udover at drikke hyldeblomstsaft fortyndet med vand eller i drinks, kan du lave den smukkeste hyldeblomstkage med mandelbund, hyldeblomstcurd og hyldeblomstmousse.
Hyldeblomstcurd‘en kan naturligvis også laves for sig selv, så du kan bruge den på brød (eller til at søde jordbær med).
På samme måde kan du lave curd eller mousse med rosensaft, og pynte kagen med rosenblade.
Tips til hyldeblomstsaft
Pluk dine hyldeblomster væk fra vejen, så de ikke er forurenede. Ryst blomsterskærmene, så du får fjernet så mange smådyr som muligt. De skal ikke skylles, for det fjerner en del af blomsterstøvet og smagen.
Når du skal si saften efter trækketiden, kan du med fordel starte med at hælde saften gennem et dørslag, så du sier hyldeblomster og citronskiver fra. Læg derefter et rent viskestykke i dit dørslag eller en si og hæld saften derigennem, så du er sikker på, der ikke er smådyr eller andet i;-)
Saft uden holdbarhedsforlængende stoffer som fx Atamon kan holde et par uger i køleskabet. Hvis du tilsætter Atamon og skyller flaskerne med Atamon efter anvisningen på flasken, kan saften holde i månedsvis.
Hyldeblomst- og rosenssaft er fryseegnede. Det er nemmest at fryse saften ned i passende portioner i fryseposer. Så slipper du for at bruge Atamon i din saft.
Hvis du vil lave en hyldeblomstlikør af pulpen/blomsterresterne, hældes saften først igennem et dørslag, så du får det meste af saften siet fra. Læg blomsterne i et sylteglas med den saft, der hænger ved og overhæld det med ca. 4 dl. vodka.
Lad likøren trække i ca. 3 uger, før du sier den og nyder den.
Hyldeblomstsaft
Ingredienser
- 50 udsprungne hyldeblomstklaser uden stilk
- 2 usprøjtede citroner
- 2 kg sukker
- 40 g citronsyre
- 2 liter kogende vand
- 2 tsk flydende Atamon (kan undlades)
Sådan gør du
- Pluk hyldeblomsterne væk fra vejen. Ryst skærmene, så små dyr rystes af. Blomsterskærmene skal ikke skylles. Fjern så meget grøn stilk som muligt.
- Vask citronerne og skær dem i tynde skiver. Bland blomster, sukker, citronskiver og citronsyre i en stor skål eller gryde (ikke aluminium) og hæld det kogende vand over. Tilsæt evt. Atamon.
- Dæk skålen godt til med husholdningsfilm eller et låg og lad saften trække i køleskabet i 3-4 dage. Rør godt i saften hver dag med en ren ske, så alle blomster kommer under saften.
- Si blandingen. Læg gerne et rent viskestykke i sigten, så du er sikker på, du får alle de små dyr med. Hæld saften på Atamon-skyllede flasker. Opbevar flaskerne på køl.
Jette Villumsen
Kære Lene.
Først tak for alle dine skønne opskrifter.
Kunne jeg bruge hybenroseblade, da jeg ingen duftroser har ?
MVH Jette
Lene
Kære Jette:-)
Tusind tak for dine søde ord.
Ork ja, det kan du sagtens. Hybenroser er lige så fine til saft.
God fornøjelse.
Kh Lene
Charlotte Nørhave
Hej Lene
Tak for mange dejlige opskrifter, som også er nemme at følge.
Jeg vil gerne vide om du ved hvad 50 hyldeblomstklaser vejer sådan cirka?
Kh Charlotte
Lene Tranberg
Hej Charlotte:-)
Tak for din søde besked:-)
Nej, desværre ikke. Jeg har ikke prøvet at veje dem.
Kh Lene
Michelle Elbæk Jensen
Mums hvor lyder det lækkert! Jeg har desværre endnu kun prøvet den klassiske hyldeblomstsaft men jeg skal da helt sikkert overveje de andre varianter
Lene Tranberg
Hej Michelle:-)
Tak;-) Ja, du skal seriøst overveje rosensaften. Den er noget helt særligt.
Kh Lene
Annemette
Det er så her at nyttigt at sterilisere i stedet for at fryse. Så holder saften sig og optager ikke plads i fryseren. Og smagen ændrer sig ikke.
Lene Tranberg
Hej Annemette:-)
Man kan sagtens sterilisere i stedet for at fryse:-)
Jeg har blot bedre plads i fryseren end i skabet.
Ha’ en dejlig dag.
Kh Lene