Hveder med fuldkornsspeltmel – et must til Store Bededag

Store Bededagsaften er en aften fyldt med traditioner for mig. Jeg skal have varme hveder (til aftensmad) – og jeg spiser altid mine med hamburgerryg. Meeen der er nu ikke meget mad i sådan nogle varme hveder af hvidt mel. Enten skal man spise urimeligt mange, eller også bliver man lækkersulten i løbet af en lille time. Derfor tænkte jeg, at jeg i år ville prøve at bage hvederne selv, men også snige noget fuldkornsspelt ind i dem, så de mætter lidt længere. De skal stadig være luftige.

Hveder med fuldkornsspelt. En nem opskrift fra Bagvrk.dk.

Da jeg læste i Aarhus, havde jeg et fritidsjob hos en af byens bedste bagere, Schweizerbageriet i M.P. Bruunsgade. Derfor har jeg både solgt rundstykker til Kronprins Frederik, som kom forbi sammen med livvagterne på morgenløbeturen – og valnøddelagkage til Flemming ‘Bamse’ Jørgensen. Men jeg lærte også at varme hveder;-) De skal have ca. 5 minutter i en 200° varm ovn. Så er de sprøde udenpå, men bløde indeni. Helt perfekte.

Hveder

Du ved godt, hvorfor man spiser hveder aftenen før Store Bededag, så derfor går vi hastigt videre til opskriften på disse sunde(re) hveder. Jeg brugte fuldkornsspeltmel fra Gestus, men du bruger bare det, du kan få fat i. Der bliver 12 stk. af portionen.

Kunne du have lyst til også at bage fluffy chokoladeboller, hvor de hæver med damp ligesom hvederne, så finder du min opskrift på dem her.

Hveder

Hveder med fuldkornsspeltmel

  • 2½ dl. mælk
  • 25 g gær
  • 2 æg, stuetemperatur
  • 1 tsk. salt
  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk. kardemomme
  • 150 g fuldkornsspeltmel
  • 50 g blødt smør
  • ca. 425 g hvedemel

Lun mælken, til den er lillefingervarm, og rør gæren ud i den. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og rør fuldkornsspelten i. Ælt det bløde smør i, og tilsæt hvedemelet ad et par omgange, indtil dejen slipper skålens sider og er blød og smidig.

Dæk skålen til, fx. med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter.

Drys bordpladen let med mel, ælt dejen kort igennem og del den i 12 lige store boller. (Det svarer til ca. 90 g pr. bolle.) Stram bollen op ved først at samle de fire hjørner og trække dem op på midten, og derefter samle de fire sider op på midten og samle dem. Vend bollen med samlingen nedad, og tril den på bordet med en hul hånd. Sæt bollerne med 2-3 cm afstand i en lille bradepande, ca. 25×38 cm, som er beklædt med bagepapir. Jeg pensler ikke mine hveder, men hvis du vil pensle dem, vil jeg anbefale dig at gøre det, inden de sættes til hævning.

Hveder

Stil bradepanden ind på risten i den øverste halvdel af den KOLDE ovn, stil et ildfast fad ind i bunden af ovnen, og hæld en liter kogende vand i fadet. Luk ovnlågen, og lad hvederne efterhæve i 45 minutter. Hvederne hæver op og vokser sammen.

Hveder

Tag forsigtigt bradepanden med hvederne ud af ovnen, og stil dem på køkkenbordet. Tag også fadet med vand ud. Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt bradepanden ind i den nederste tredjedel af ovnen, og bag dine hveder i ca. 12 minutter.

Lad hvederne afkøle under et tørt viskestykke på en bagerist.

Hveder med fuldkornsspelt. En nem opskrift fra Bagvrk.dk.

Hveder er fryseegnede og kan på Store Bededagsaften ristes i ovnen som beskrevet ovenfor.

4 Replies to “Hveder med fuldkornsspeltmel – et must til Store Bededag”

    1. Hej Carrsten:-)
      Det kan du have ret i. Det er vist også alt for længe siden, min surdej for alvor har været på nyt og spændende arbejde;-)
      Kh Lene

  1. Hej Lene
    Jeg har netop lavet denne dej, og jeg fandt den knap så smidig som mange af dine andre gærdeje. Jeg er vant til fuldkorn og spelt, men mon dette alligevel har skylden? Jeg har brugt fuldkornsspelt fra Skærtoftmølle.
    Jeg har ingen røremaskine, og ælter derfor alle deje rigtig meget i hånden – det giver gode arme og brystmuskler 😉 – men det plejer at blive suverænt alligevel. Snart skal hvederne bages, mon ikke de bliver gode alligevel 🙂

    1. Hej Josephine:-)
      Jeg er også ved at bage hveder;-) Du har ret, dejen er lidt mindre våd, end mange af mine andre deje, men jeg synes nu nok, at den var smidig. Det kan være, at din spelt fra Skætoftmølle suger lidt mere væske under hævningen, end den spelt, jeg har brugt, og at det er det, der gør forskellen.
      Jeg krydser fingre for, at de bliver gode:-) Ha’ en dejlig dag!
      Kh Lene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *