• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Boller & brød / Surdejshveder – Luftige hvedeknopper bagt med surdej. En traditionsrig favorit

Surdejshveder – Luftige hvedeknopper bagt med surdej. En traditionsrig favorit

27. april 2026 af Lene Tranberg

Forudbestil Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Der er kun kort tid til Store Bededag, men jeg MÅ bare nå at dele den her opskrift med dig. Bløde, luftige surdejshveder!

Surdejshveder Udvalgt billede Bagvrk.dk højformat

Brød bagt med surdej har en helt særlig, dyb smag. Men du kan sagtens bage lette, sødlige boller med surdej. Det er ikke kun forbeholdt syrlige, tunge madbrød.

Surdejshveder

Skorpen på surdejshveder karamelliserer, og overfladen dækkes med små luftblærer/blister.

Surdejshveder efter bagning. Store og sammenbagte. Bagvrk.dk

Du skal selvfølgelig være forberedt på, at dejen er længere om at udvikle sig i forhold til en gærdej. Det ved du allerede, hvis du har bagt med surdej før. Ellers vil jeg foreslå dig at læse dette indlæg om surdejsbrød for begyndere eller min opskrift på briocheboller bagt med surdej.

Jeg tilpassede min bagning til min dagsrytme ved at lave dejen i går eftermiddag, lade den overnatte i køleskabet, og så bage hvederne her til formiddag. Dejen skal hvile minimum to timer i køleskabet, for at den er nem at forme til fine, runde boller.

En smuk og lækker krumme, hvor hvederne brækkes fra hinanden. Bagvrk.dk

Vil du hellere bage hveder med gær, finder du min opskrift lige her.

Med armene over hovedet:-)

Det er ikke kun, fordi mine surdejshveder lykkedes, jeg sidder med armene over hovedet i dag. Jeg fik nemlig en besked fra en gammel skoleveninde på Messenger.

Lis’ kollega er begyndt at nørde med surdej, og hun nævnte bloggen for ham. Hertil svarede han:

“Uha, den side kender jeg og alle surbrødsnørder. Hun er ret kendt i Danmark, og hun er virkelig god!”

Behøver jeg sige, at den besked gangede mit humør med 1.000 i dag? Oveni glæden over solskin og surdejshveder? Af hjertet tak<3 😀

Surdejshveder tæt på Bagvrk.dk

De varme hveder

Min metode til at varme hveder på den helt rigtige måde, lærte jeg hos Schweizerbageriet i Aarhus, da jeg havde studiejob der.

Ovnen varmes op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft), hvederne skæres over, og lægges på risten med skærefladen opad. De lunes i ca. 5 minutter, og bliver helt perfekte: Sprøde udenpå og bløde indeni.

Damphævning udenfor ovnen

Har du en ovn, som er lidt utæt, så ovnen slår sikringerne, når du hæver med damp i den? Eller skal du bage mange hveder, så du ikke både kan hæve i ovnen og bage i den samtidig? Så er der hjælp at hente her.

Du kan fx bruge køkkenvasken til at hæve i. Andre hæver hvederne i (den rene) opvaskemaskine med et fad i bunden. Du kan også bruge en stor plastickasse/bedroller, som bradepanden kan være i, men tjek lige at plastickassen har symbolet med en kniv og en gaffel under bunden, så du ikke risikerer, at den afgiver giftige stoffer til dine hveder.

Sådan hæver du i køkkenvasken:

Damphævning af hveder udenfor ovnen
I bunden af vasken stilles et ildfast fad sammen med mindst tre glas eller krus, der kan tåle varmen.
Damphævning af hveder udenfor ovnen
Fyld kogende vand i fadet og de krus, der står i fadet, og sæt bradepanden ovenpå.
Damphævning af hveder udenfor ovnen
Fyld kogende vand i fadet og de krus, der står i fadet, og sæt bradepanden ovenpå.
Damphævning af hveder udenfor ovnen
Dæk vasken til med fx bageplader eller låget fra en stor plastickasse, så dampen bliver derinde.
Damphævning af hveder udenfor ovnen
De færdighævede hveder klar til ovnen.
Surdejshveder Udvalgt billede Bagvrk.dk

Surdejshveder

Surdejshveder – hvedeknopper bagt med surdej. Perfekt til Store Bededag.
5 fra 1 stemme
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 45 minutter min
Tilb. tid 24 minutter min
Hvile- og hævetid 5 timer t 45 minutter min
Samlet tid 6 timer t 54 minutter min
Ret Brød
Køkken Bagværk
Antal 12 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 300 g kold mælk
  • 140 g bageklar surdej (se noter nederst)
  • 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 50 g sukker
  • 1 tsk groft salt
  • 1 spsk stødt kardemomme
  • 550 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 11-12%
  • 50 g blødt smør, stuetemperatur

Sådan gør du
 

Kl. 16

  • Bland mælk, surdej, æg og sukker godt sammen. Brug et håndpiskeris, så det hele blandes godt.
  • Bland mel, salt og kardemomme, og tilsæt det til røreskålen. Ælt dejen med dejkrogen på den langsomste indstilling i 3-4 minutter, indtil alt melet er vådt. Dæk skålen til, og lad dejen hvile i 10 minutter.
  • Start røremaskinen på middel hastighed. (På min KitchenAid hedder hastigheden 4.) Lad dejen ælte i 5-6 minutter, indtil den slipper skålens sider, men stadig klæber til bunden. Dejen er nu mere glat.
  • Skru lidt ned for hastigheden, og tilsæt smørret et stykke ad gangen. Lad smørret blive æltet helt ind i dejen, før du tilsætter den næste klump. Det tager i alt ca. 10 minutter. Dejen er nu endnu mere glat.
  • Smør en condibøtte med et tyndt lag olie, og skrab dejen over i den. Læg låget på, og lad dejen hvile på køkkenbordet i 30 minutter.

Kl. 17.15

  • Stræk og fold dejen. Det gør du ved at fugte din hånd, tage hånden ind under en af dejens sider, trække den op og folde den ind over dejen. Drej skålen med dejen og gentag, til du har strukket og foldet alle fire sider. Sæt låg på, og lad dejen hvile endnu 30 minutter.

Kl. 17.45

  • Gentag stræk og fold. Sæt låg på condibøtten, og stil den i køleskabet i minimum 2 timer.
  • Du kan nøjes med at lade dejen hvile de to timer. Når dejen er kold, er den nemmere at arbejde med. Du kan også lade dejen hvile i køleskabet til dagen efter, som jeg gjorde.
  • Hvis du fx rører dejen sammen om aftenen, kan du sætte den i køleskabet før sengetid, og bage hvederne næste dag. Jo længere dejen hviler, jo dybere bliver smagen af surdej.

Kl. 9.00

  • Læg bagepapir i en lille bradepande på 23×33 cm. Det gøres lettest ved at gøre bagepapiret vådt, og vride det op som en klud. Så bliver papiret blødt og nemt at få helt ud i hjørnerne.
  • Drys bordet let med mel og skrab dejen ud på det. Vej dejen af i 12 klumper på ca. 100 g. Stram bollerne op, og tril dem til enartede, runde boller under en hul hånd. Dyp kun hånden let i mel, når du former bollerne.
  • Dæk bollerne til, og lad dem hæve en time på køkkenbordet. (Jeg bruger plastlåget til min lille bradepande til at holde på fugten.)
    Runde surdejshveder før efterhævning Bagvrk.dk

Kl. 10.15

  • Sæt ovnens store bradepande ind i bunden af ovnen. Sæt risten ind i øverste tredjedel. Stil den lille bradepande med hvederne på risten, og hæld en liter kogende vand i bradepanden i bunden. Luk ovnlågen, og hæv hvederne over damp i 45 minutter.

Kl. 11.00

  • Skift det kogende vand i den nederste bradepande ud til en ny liter kogende vand, og lad hvederne efterhæve endnu 45 minutter. Hvederne hæver op, og vokser sammen.
    Surdejshveder efter hævning, klar til ovnen Bagvrk.dk

Kl. 11.45

  • Tag forsigtigt bradepanden med hvederne ud af ovnen, og stil dem på køkkenbordet. Tag også fadet med vand ud.
  • Varm ovnen op til 250° (alm. ovn, ikke varmluft) med et varmebestandigt fad i bunden. Jeg bruger en grilltallerken af støbejern, fordi den både tåler den høje varme og det kolde vand, jeg tilsætter for at skabe damp.
  • Skru varmen ned til 220°. Sæt risten med dine surdejshveder ind i nederste tredjedel af ovnen. Hæld en spiseskefuld vand i fadet af bunden til at skabe mere damp.
  • Bag hvederne i alt i ca. 24 minutter. Åbn kort ovnlågen efter 10 minutter for at lukkke dampen ud.
  • Dæk hvederne til med et tørt viskestykke, og lad dem afkøle helt på en bagerist.

Noter

Bageklar surdej:
4-6 timer, før du skal bage, rører du 125 g mel, 125 g lunkent vand (28°) og 125 g surdejskultur godt sammen. Dæk den til, og lad den stå 4-6 timer, til den har fordoblet sin størrelse, og en skefuld af den kan flyde i et glas lunkent vand. Du skal bruge 140 g til hvederne. Resten er din nye surdejskultur.
 
Surdejshveder er fryseegnede i op til 3 måneder. 
 
Hveder kan lunes på Store Bededags aften, og skal have 5 minutter i en 200° varm ovn. Så er de sprøde udenpå, men bløde indeni. Helt perfekte.
Tags Boller, Dansk Klassiker, Forår, Surdej
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!

Tags: Bagerbrød, Bagværk, Billig, Boller, Børnevenlig, Dansk klassiker, Kardemomme, Nem opskrift, Store Bededag, Surdej, Surdejsbrød, Tradition

Previous Post: « Pesto med et twist: Ramsløgpesto giver den klassiske opskrift et frisk pust. Pluk ramsløg i skoven!
Next Post: Hveder med fuldkornsspeltmel – Nemme varme hveder, der også vil varme dit hjerte »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Christina

    5. maj 2020 kl. 15:41

    Det ser alt, ALT for lækkert ud – men uden surdej, må det vist blive bageren der står for at lave hveder til os ‍♀️
    Ps. Top sej messengerbesked

    Besvar
    • Lene Tranberg

      5. maj 2020 kl. 16:27

      Tak, Christina:-)
      Jeg har altså også en ret nem opskrift med gær, hvis det er;-)
      https://bagvrk.dk/hveder

      Kh Lene

      Besvar
  2. Karina

    5. maj 2020 kl. 16:23

    Hmm… jeg må vist få kigget på det forbudte land af surdej igen

    Besvar
    • Lene Tranberg

      5. maj 2020 kl. 16:28

      Hej Karina:-)
      Ellers må du prøve min opskrift med gær i stedet;-)
      Kh Lene

      Besvar
    • Mette Neland

      5. maj 2023 kl. 6:31

      Synes du bør tage det med condibøtten ud, og i stedet skrive beholder med låg.
      Der er stor mistanke til hormonforstyrrende stoffer i plastik, som specielt nok er et problem når en dej står i kassen så længe som den gør. Jeg bruger en glasskål til min surdej, det er faktisk ret rart, idet det står fast på bordet når jeg folder dejen.

      Besvar
      • Lene Tranberg

        6. maj 2023 kl. 9:34

        Hej Mette:-)
        Tak for din kommentar.
        Du har ret, det kan nemt omformuleres til gennemsigtig beholder med låg:-)
        Dog er condibøtterne fødevaregodkendte, så de burde ikke kunne afgive sundhedsskadelige stoffer.

        Ha’ en dejlig dag:-)

        Kh Lene

        Besvar
  3. Lotte

    7. maj 2020 kl. 9:43

    Det ser så lækkert ud, jeg har bare taget den nemme løsning og bestilt:)

    Besvar
    • Lene Tranberg

      7. maj 2020 kl. 9:52

      Hej Lotte.
      🙂 Det er bestemt også en fin løsning;-)
      Kh Lene

      Besvar
  4. Mette

    7. maj 2020 kl. 10:12

    Jeg er i gang med din opskrift nu. Er meget spændt!
    Jeg skal snart sætte dem i ovnen – skal der virkelig kun én spsk vand til at skabe damp?
    Dbh Mette

    Besvar
    • Lene Tranberg

      7. maj 2020 kl. 10:42

      Hej Mette:-)
      Ja, en spsk er nok, for der er allerede et tyndt lag vand på hvederne fra de to gange damphævning.
      Kh Lene

      Besvar
  5. Pia

    7. maj 2020 kl. 21:27

    Det lyder omstændigt, men de ser godt nok gode ud. Jeg har i en uge haft mel stående blandet, så jeg snart kan opstarte min første surdej. Måske jeg skulle komme i gang i morgen haha 🙂 Skønt med lidt anerkendelse fra en uventet kant 🙂 Kh Pia

    Besvar
    • Lene Tranberg

      8. maj 2020 kl. 14:43

      Hej Pia:-)
      Ja, rosen var dejlig at tage imod;-)
      Du må se at få tid til din surdej, men ellers må du “nøjes” med gærdej, som bestemt også kan noget rigtig godt;-)
      Kh Lene

      Besvar
  6. Cecilie

    17. april 2021 kl. 11:02

    Hej Lene! 🙂

    Jeg skal for første gang bbage hveder med surdej, sidste år brugte jeg din opskrift på hveder med fuldkornsmel. I den opskrift skal hvederne ikke først hæve en time på bordet, og så have to omgange med damp. Er det muligt, at gøre på samme måde med surdejshvederne, eller hvordan forholder det sig?

    Jeg nyder meget, at bage efter dine udførlige opskrifter, og har endnu ikke prøvet en opskrift, jeg ikke synes var god!

    Besvar
    • Lene Tranberg

      17. april 2021 kl. 11:08

      Hej Cecilie:-)
      En surdej er længere tid om at udvikle sig end en dej med gær.

      Du får klart det bedste resultat ved at lade dejen få ro til at hæve og lade den tage den tid, det tager.
      Det giver mere smag og en bedre struktur, end hvis du skynder på den ved at bruge mere surdej end i opskriften.

      Tak for din søde besked. Det glæder mig meget, at du kan li’ mine opskrifter:-)

      Kh Lene

      Besvar
  7. Iben Dinesen

    26. april 2021 kl. 10:20

    Hej Lene,
    Jeg er ikke så erfaren med surdej endnu, men tænker at prøve din opskrift. Er det korrekt forstået, at ovnen ikke skal være tændt, når man sætter kogende vand ind i en bradepande af to omgange til hævning over damp? Så er det bare den damp, som kommer fra det kogende vand til at starte med?
    Kh Iben

    Besvar
    • Lene Tranberg

      26. april 2021 kl. 10:21

      Hej Iben:-)
      Ja, det er helt korrekt forstået. Ovnen skal være kold, når du hæver dine hveder, så det er varmen og dampen fra det kogende vand, der får dem til at hæve.
      Rigtig god bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  8. Lotte Fensbo

    28. april 2021 kl. 18:51

    Når du hæver i ovnen, hvilken temperatur er ovnen på?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      28. april 2021 kl. 21:19

      Hej Lotte:-)
      Så er ovnen slukket. De får kun varme fra dampen fra det kogende vand;-)

      Kh Lene

      Besvar
  9. Claus Vesterheden

    29. april 2021 kl. 10:26

    Hej Lene
    Tak for en meget fin opskrift. Desværre er 1 spsk. Kardemomme lige i overkanten til vores smag. Næste gang nøjes jeg med 1. Tsk.

    Mvh. Claus

    Besvar
    • Lene Tranberg

      29. april 2021 kl. 10:31

      Hej Claus:-)
      Det er også helt OK at skrue ned for kardemommen, hvis man ikke er så vild med det, som jeg er;-)
      Ha’ en dejlig dag!

      Kh Lene

      Besvar
  10. Christina

    29. april 2021 kl. 13:40

    Hej
    Kan man ælte den i hånden når man ikke har ræremaskine?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      29. april 2021 kl. 13:55

      Hej Christina:-)
      Ja, det kan du sagtens. Det tager bare lidt længere tid.
      Alternativt kan du folde og strække dejen undervejs, som du sikkert allerede gør med dine surdeje;-)

      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  11. Heidi

    29. april 2021 kl. 19:20

    5 stars
    Sidste år bagte jeg din gærversion, denne gang blev det til surdejshveder. Begge er virkelig gode! Det tog lidt tid med surdejshvederne og jeg nåede det næsten ikke til aftensmad, men de smagte så godt og tror de vil stadig være friske i morgen. Dem skal laves igen. Tak endnu en gang for alle dine fine opskrifter!

    Besvar
    • Lene Tranberg

      30. april 2021 kl. 21:15

      Hej Heidi:-)
      Tak for din søde besked:-)
      Ja, det tager lidt længere tid med surdej, men det er al ventetiden værd;-)

      Kh Lene

      Besvar
  12. Maria

    2. maj 2021 kl. 19:02

    Har lige lavet dejen til surdejshveder… Det er da den lækreste dej at arbejde med !
    Er spændt på resultatet i morgen.
    Bagte dine hveder med gær igår.. de er SÅ lækre
    Tak for super gode og udførlige opskrifter ❤️

    Besvar
    • Lene Tranberg

      3. maj 2021 kl. 14:08

      Hej Maria:-)
      Tak for din søde besked.
      Jeg håber, surdejshvederne blev, som du ønskede dem:-)
      Kh Lene

      Besvar
  13. Helle

    4. maj 2022 kl. 12:02

    Hej Lene
    Din opskrift på hveder med gær er en af mine helt store favoritter, men i år vil jeg prøve surdejsversionen. Jeg kunne dog godt tænke mig en lidt grovere version. Tror du, jeg kan bruge hvid hvedemel i stedet for almindeligt hvedemel?

    Besvar
  14. Elisabeth Rasmussen

    15. maj 2023 kl. 14:38

    Hvederne smagte helt fint. Desværre slog hfi-relæet fra, da jeg tændte for ovnen efter endt hævning. Vi ventede tålmodigt i 24 timer, før vi tændte for ovnen igen og så var alt tørt og godt igen. Næste år bliver der damphævet i køkkenvasken!

    Besvar
    • Lene Tranberg

      24. maj 2023 kl. 9:47

      Hej Elisabeth:-)
      Beklager det sene svar.
      Træls, at dampen gjorde ovnen så fugtig, at det trak ud i strømstikket.
      Det gør du helt sikker aldrig igen.

      Ha’ en dejlig dag.

      Kh Lene

      Besvar
  15. Anne

    30. april 2026 kl. 10:33

    Hej og tak for dejlige opskrifter 🤗 jeg har været en klovn og slet ikke fået æltet smørklumperne ud. Så nu ligger de som klumper i dejen. Dejen er nu strammet op og står en time på køkkenbordet og hæver. Skulle jeg have æltet dejen igen og fået klumperne ud? Eller går det når de skal damphæve i ovnen og smører smelter? Vh. Anne 🤓

    Besvar
    • Lene Tranberg

      30. april 2026 kl. 10:43

      Hej Anne:-)
      Hvis din dej kun er i gang med at hæve på køkkenbordet inden formning, ville jeg ælte dejen igennem, indtil smørret er fordelt ind i dejen og starte hævetiderne forfra.
      Er du længere i processen, ville jeg sige pyt og lade smørret smelte i ovnen:-)
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Napolitansk pizza – den bedste pizzadej til…
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Hindbærsnitter – små, mundrette kager uden snit

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme