Lun mælken, til den er lillefingervarm og rør gæren ud i den. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og rør fuldkornsspelten i.
Ælt det bløde smør i, og tilsæt hvedemelet ad et par omgange. Ælt dejen, indtil den slipper skålens sider og er blød og smidig. Det tager ca. 10 minutter.
Dæk skålen til, fx. med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter.
Drys bordpladen let med mel, ælt dejen kort igennem og del den i 12 lige store boller. (Det svarer til ca. 90 g pr. bolle.)
Stram bollen op ved først at samle de fire hjørner og trække dem op på midten, og derefter samle de fire sider op på midten og samle dem godt.
Vend bollen med samlingen nedad, og tril den på bordet med en hul hånd. Sæt bollerne med 2-3 cm afstand i en lille bradepande, ca. 25x38 cm, som er beklædt med bagepapir.
Jeg pensler ikke mine hveder, men hvis du vil pensle dem, vil jeg anbefale dig at gøre det, inden de sættes til hævning.
Stil bradepanden ind på risten i den øverste halvdel af den KOLDE ovn, stil et ildfast fad ind i bunden af ovnen, og hæld en liter kogende vand i fadet. Luk ovnlågen, og lad hvederne efterhæve i 45 minutter. Hvederne hæver op og vokser sammen.
Tag forsigtigt bradepanden med hvederne ud af ovnen, og stil dem på køkkenbordet. Tag også fadet med vand ud.
Varm ovnen op til 220° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt bradepanden ind i den nederste tredjedel af ovnen, og bag dine hveder i ca. 12 minutter.
Lad hvederne afkøle under et tørt viskestykke på en bagerist.
Noter
Hveder er fryseegnede i op til tre måneder.Hveder kan lunes på Store Bededagsaften, og skal have ca. 5 minutter i en 200° varm ovn. Så er de sprøde udenpå, men bløde indeni. Helt perfekte.
Tags Boller, Dansk Klassiker, Forår, Grovboller
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!