Mangler du en lille, nem snack til velkomstdrinks eller foran TV’et? Gør det noget, hvis der er vitaminer i? Og du samtidig får tyndet ud i ukrudtet i haven? Velkommen til ukrudtschips for begyndere:-)
Ukrudtschips
Her er endnu et afsnit i føljetonen om ukrudtsbekæmpelse under overskriften: If you can’t beat them, eat them! Måske har du læst om mit brydebrød med skvalderkål eller min skvalderkålspesto? Det er forår og ukrudtet vokser som, nå ja, ukrudt.
Kender du bloggen Mad med glød? Anette skriver om vegetariske retter, og tager nogle dejlige billeder af sin mad. Jeg blev opmærksom på Anette på Instagram, hvor hun havde delt en lille video, hvor hun spiser ukrudtschips, som knasede så vidunderligt, når hun spiste dem.
Jeg har fået lov at dele opskriften med jer, hvor jeg beskriver min version af Anettes vilde chips.
Du kan bruge al slags spiseligt ukrudt og andre spiselige planter til disse chips. Jeg bryder mig ikke meget om løvstikke/maggiurt, men som chips fungerer den rigtig fint.
Prøv med skvalderkål, mælkebøtter, brændenælder, løvstikke, ramsløg. Eller hvad med myntechips til sommerens mojitos? Eller bronzefennikel, som smager af lakrids? Der er uendelige muligheder!
Bagetiden kan variere lidt alt efter størrelsen og tykkelsen på dine urter og blade, men regn med mellem 10 og 15 minutter. Jeg brugte løvstikke, mælkebøtter og skvalderkål, og gav dem 12 minutter.
Bladene skal være sprøde, men selvfølgelig ikke sorte. Pluk bladene med lidt stængel på, og hvis det er brændenælder skal du bruge de øverste skud og friske blade, så du ikke får de tørre, kedelige, store blade med. Jeg fik brugt for meget urtesalt på den første portion, der skal virkelig ikke ret meget til.
Lad os komme i gang!
Prøv også skvalderkålpesto, ramsløgpesto eller brydebrød med skvalderkål.
Ukrudtschips
Ingredienser
- Blade af forskelligt ukrudt
- 2 spsk olivenolie
- Lidt urtesalt
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 150° varmluft.
- Skyl bladene grundigt og tør dem godt mellem to viskestykker.
- Hæld olivenolie og lidt urtesalt i en skål, bland bladene godt med krydderolien og bred dem ud på 1-2 bageplader med bagepapir. Bladene må godt røre hinanden, men må ikke ligge for tæt.
- Tør bladene i ovnen i 10-15 minutter. Smag på dem efter 10 minutter. De skal være sprøde og knasende.
Skriv et svar