Kender du en ølbrygger eller et mikrobryggeri, skal du prøve at få fat i noget mæsk. Det kan du nemlig bruge til at bage det lækreste mæskbrød med. Brødet er saftigt og fuld af smag.
Hvad er mæsk?
Mæsk eller mask er et overskudsprodukt fra ølproduktion, som mange bare kasserer, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal bruge det til. Det skal du benytte dig af. Måske har du en kollega eller en onkel, som går og brygger sit eget øl. Spørg, om du må få en portion.
Mæskning er en brygproces i ølbrygningen, hvor man blander valset bygmalt og varmt vand. (Maltet byg er korn, som har fået lov at spire, spireprocessen stoppes, og kornet tørres.) Når bygmalten blandes med det varme vand, frigives enzymer, som omdanner stivelsen i kornet til sukkerstoffer. Sukkerstofferne giver gæren noget at leve af, og det hele giver naturligvis smag til øllet. Når væsken (urten) sies fra bygmalten, ender man med de valsede kerner, som stadig har masser af smag.
Min mand og svoger satte et bryg over for et par uger siden, og vi fik en stor portion mæsk med hjem: Godt 3 kg. Mæsken blev pakket i mindre portioner og frosset ned. Så kan det holde sig temmelig længe, og der er masser af tid til at finde på opskrifter, hvor vi kan få brugt det.
Mæskbrød
Når du dufter til brødets krumme, kan du dufte den dybe malt. Brødet er mørkt med de små stykker knust byg, men det er lækkert og saftigt.
Dejen kan også sagtens bruges til at bage mæskboller af.
Et mæskbrød er især velegnet til sandwiches, til ostebord, morgenmad – eller som madbrød. Forestil dig en grydefuld lækkerier, måske endda langtidssimret i øl, hvor du dypper brødet i. Det er gudespise.
Du kan ikke helt sætte genbrugsmærket på en opskrift på den her, men det kan i hvert fald kaldes upcycling. – Hvor man tager noget, som ikke har nogen værdi og bruger det til noget, som kan bruges til noget andet, og dermed får en værdi:-)
Afsted og find en ølbrygger i dit netværk, så du kan komme i gang med at bage mæskbrød! De er derude.
Vil du bage andre lækre grovbrød, skulle du prøve det her 6-kornsbrød eller Nicolines grovbrød.
Mæskbrød
Ingredienser
- 3 dl lunkent vand
- 25 g gær
- 150 g mæsk
- 10 g mørk sirup
- 1 tsk groft salt
- 525 g Valsemøllen stenformalet øko hvedemel
Sådan gør du
- Smuldr og rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt mæsk, sirup, salt og halvdelen af melet og ælt det godt sammen.
- Tilsæt resten af melet og ælt dejen i 12-15 minutter. Dejen er blød og smidig.
- Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik og lad dejen hæve ved stuetemperatur i en time.
- Smør en brødform på B12xH8xL30 cm godt. Drys let med mel på bordet og skrab dejen ud. Form brødet, som du kan se i videoen i den her opskrift. Skær skrå snit i toppen af dit brød, før du dækker formen til med fryseposen igen. Lad brødet hæve i 45 minutter.
- De sidste 15 minutter af hævetiden varmer du ovnen op til 190° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt brødet ind på risten i nederste tredjedel af ovnen og bag det i 35 minutter. Tag brødet ud af formen og bag det yderligere 10 minutter.
Skriv et svar