Blåbær har ikke længere en sæson i butikkerne i Danmark. Det er kun et spørgsmål om, hvor i Verden de kommer fra. Om sommeren er det almindeligt, at de kommer fra Polen, om vinteren flyves de ind fra Chile eller Peru. Derfor kan du lave denne blåbærmoussekage hele året.
En blåbærmoussekage
Selve moussen er lavet med frosne blåbær, mens kagen er pyntet med friske bær. Kagen blev transporteret (frossen) til Berlin, så den bare skulle pakkes ud og pyntes lige før, gæsterne kom.
Jeg fik bugt med de sidste klejner i denne bund. Citronskallen i klejnerne fungerer rigtig godt som modspil til de søde blåbær, så hvis du ikke har flere klejner på lager, vil jeg anbefale dig at bruge en neutral, lys småkage og tilsætte noget revet limeskal for at få den rigtige smag frem.
Vanillekranse vil blive for søde, hvis du udelukkende bruger dem, men ellers har du ret frie tøjler. Jeg kan bedre lide at bruge småkager end Digestive kiks til bunden. Digestives bliver ret grove i krummen, når de bliver knust (i forhold til småkager), og så er smagen for salt til det, vi skal bruge dem til her.
En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu
Jeg serverede denne blåbærmoussekage for nogle “ukendte løbevenner”, som vi har lært at kende gennem Instagram. Du ved, en fremmed er en ven, du bare ikke har mødt endnu. Hvis du åbner dit hjem og dig selv op for andre, får du meget mere ud af det, end det du giver.
Jeg skriver mig mine kloge ord bag øret, for jeg er ikke selv for god til det. Men det er en af de ting, jeg gerne vil blive bedre til. Vi havde fem hyggelige timer sammen, og jeg blev klogere på mange ting.
Bloggens spæde start
Opskriften her er tudsegammel. Februar 2017, hvor bloggen kun var 5 måneder gammel. Siden er der kommet mange flere opskrifter til. Er du ude efter en moussekage, kan du fx bage min Piña Colada lagkage, hyldeblomstkagen eller den smukke forårslagkage.
Blåbærmoussekage
Ingredienser
Bund
- 360 g småkager, lyse med neutral smag
- 3 spsk brun farin
- Skal af en halv lime, fintrevet
- 140 g smeltet smør
Blåbærmousse
- 400 g frosne blåbær
- 185 g sukker
- 3 spsk limesaft
- 5 blade husblas
- 120 g hvid chokolade, finthakket
- 3½ dl fløde
- 180 g creme fraiche 18%
Pynt
- 100 g hvid chokolade
- 250 g friske blåbær
Sådan gør du
Bund
- Knus småkagerne i foodprocessoren, til de er fine krummer. Riv limeskallen fint på et rivejern, og bland det i sammen med farin og smeltet smør.
- Beklæd bunden af en 22 cm springform med bagepapir og fordel krummerne i den. Pres massen godt ud til kanterne og pres det sammen med bagsiden af en ske. Sæt springformen i køleskabet, mens du laver moussen.
Mousse
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter. Kog de frosne blåbær op sammen med sukker og limesaft. Lad det simre for svag varme i 10 minutter.
- Hak den hvide chokolade fint og hæld den i en skål. Purér blåbærrene med en stavblender og passér dem gennem en finmasket sigte, så kerner og skal sorteres fra.
- Halvdelen af de varme blåbær hældes over den hvide chokolade. Lad det stå et par minutter, før du rører i det, så den hvide chokolade begynder at smelte. Rør i det, indtil al chokoladen er smeltet.
- Knug husblassen fri for væde og lad det smelte i den anden halvdel af blåbærrene. Når husblas og chokolade er smeltet, blandes de to masser sammen, røres glat og afkøles til det er håndvarmt.
- Pisk flødeskummet næsten stift. Vend creme fraichen sammen med fløden, og bland ca. 1/3 over i blåbærmassen. Rør godt til det er jævnt. Vend forsigtigt blåbærmoussen sammen med flødeskummet, så du bevarer så mange luftbobler som muligt.
- Tag bunden ud af køleskabet, befri den for papir og læg den på dit serveringsfad. Rengør ringen fra springformen og fór den med en strimmel kageplast, som du sætter rundt om kagebunden, så den sidder tæt til. Hæld moussen i formen og sæt den på køl i mindst tre timer, gerne natten over.
- Fjern ringen fra springformen. Træk forsigtigt kageplasten af, mens du skærer langs kanten med en skarp kniv.
- Hvis der er ujævnheder i moussens kant, kan du glatte dem ved at dyppe en lille paletkniv af metal i varmt vand et øjeblik, tørre den og glatte moussen med den.
Pynt
- Lav fine spåner af den hvide chokolade og drys det langs kanten af kagen. Sæt de friske blåbær helt tæt i et sirligt mønster.
Skriv et svar