Knus småkagerne i foodprocessoren, til de er fine krummer. Riv limeskallen fint på et rivejern, og bland det i sammen med farin og smeltet smør.
Beklæd bunden af en 22 cm springform med bagepapir og fordel krummerne i den. Pres massen godt ud til kanterne og pres det sammen med bagsiden af en ske. Sæt springformen i køleskabet, mens du laver moussen.
Mousse
Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter. Kog de frosne blåbær op sammen med sukker og limesaft. Lad det simre for svag varme i 10 minutter.
Hak den hvide chokolade fint og hæld den i en skål. Purér blåbærrene med en stavblender og passér dem gennem en finmasket sigte, så kerner og skal sorteres fra.
Halvdelen af de varme blåbær hældes over den hvide chokolade. Lad det stå et par minutter, før du rører i det, så den hvide chokolade begynder at smelte. Rør i det, indtil al chokoladen er smeltet.
Knug husblassen fri for væde og lad det smelte i den anden halvdel af blåbærrene. Når husblas og chokolade er smeltet, blandes de to masser sammen, røres glat og afkøles til det er håndvarmt.
Pisk flødeskummet næsten stift. Vend creme fraichen sammen med fløden, og bland ca. 1/3 over i blåbærmassen. Rør godt til det er jævnt. Vend forsigtigt blåbærmoussen sammen med flødeskummet, så du bevarer så mange luftbobler som muligt.
Tag bunden ud af køleskabet, befri den for papir og læg den på dit serveringsfad. Rengør ringen fra springformen og fór den med en strimmel kageplast, som du sætter rundt om kagebunden, så den sidder tæt til. Hæld moussen i formen og sæt den på køl i mindst tre timer, gerne natten over.
Fjern ringen fra springformen. Træk forsigtigt kageplasten af, mens du skærer langs kanten med en skarp kniv.
Hvis der er ujævnheder i moussens kant, kan du glatte dem ved at dyppe en lille paletkniv af metal i varmt vand et øjeblik, tørre den og glatte moussen med den.
Pynt
Lav fine spåner af den hvide chokolade og drys det langs kanten af kagen. Sæt de friske blåbær helt tæt i et sirligt mønster.
Noter
Blåbærmoussekagen skal opbevares i køleskabet, men kan fryses ned, når den er samlet.
Tags Blåbær, Hvid chokolade, Mousse, Småkager
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!