Et gammeldags rosinbrød som du kunne købe det hos bageren. Nogle steder kan du stadig købe det. Måske smager det endda, som du husker det.
Bag om Bagvrk
Der findes en gruppe på Facebook, som hedder Bag om Bagvrk. Den er naturligvis for fans af Bagvrk, men alle medlemmer er velkomne til at vise billeder af deres bagværk og inspirere både mig og andre.
Du er velkommen til at ansøge om medlemsskab og svare på de to spørgsmål for at blive lukket ind i gruppen.
Forleden bagte Cathrine havreboller i gruppen, mens jeg var i gang med sandwichboller. Hun spurgte: “Måske kunne du en dag trylle et rosinbrød frem?”
Gammeldags rosinbrød
Straks jeg læste hendes spørgsmål, fik jeg en uendelig stor lyst til rosinbrød. Du ved, et saftigt og sødt ét, med bløde rosiner, lidt kardemomme, penslet med æg og drysset med sukker. Luftige, men små skiver. Med tandsmør på.
Jeg bagte rosinbrødet i går. I dag er der ikke mere. Ca. 1/3 af det blev hængt i en pose på naboens dørhåndtag. De var ikke hjemme.
Vi har et ældre nabopar, og vejen til deres hjerter går uden tvivl igennem maven, så derfor går jeg af og til ind med et brød eller et par kager, når jeg har bagt noget, jeg tror, vil falde i deres smag.
Resten af brødet blev spist med smør, og i dag blev de sidste skiver ristet.
Hvis ret skal være ret, er mit brød ikke et rosinbrød. Vi havde nemlig ingen rosiner, men trangen til brød var større end tålmodigheden til at vente på, at vi fik indkøbt nogle. Derfor blev mit brød bagt med tørrede tranebær.
Fremgangsmåden er den samme, om du vælger rosiner eller tranebær. Udblød dem, så de bliver store og bløde i brødet. Pensl brødet med æg og drys med perlesukker eller almindeligt sukker.
Der er ikke så meget mere at sige om rosinbrød. Andet end at du skal bage det. Nu.
Har du lyst til at bage andre brød, kunne det være det her yoghurtbrød eller gammeldags, bløde fødselsdagsboller?
Rosinbrød
Ingredienser
- 60 g rosiner
- Kogende vand
- 1¼ dl mælk
- 20 g gær
- 1 spsk honning
- 1 spsk sukker
- 1 sammenpisket æg, str. M/L (gem 2 spsk til pensling)
- 275 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 12%
- ½ tsk groft salt
- ¼ tsk kardemomme
- 25 g blødt smør, stuetemperatur
- Perlesukker
Sådan gør du
- Overhæld rosinerne med kogende vand, så det dækker, og lad dem trække i 30 minutter.
- Smuldr og rør gæren ud i mælken. Pisk ægget sammen, og gem to spsk til at pensle brødet med. Tilsæt honning, sukker og æg.
- Bland mel med salt og kardemomme, før du ælter ⅔ af det ind i dejen. (Brug K-spaden i røremaskinen, så bliver det hurtigere fordelt. Skift til dejkrogen, når resten af melet hældes i.) Tilsæt det bløde smør og ælt det ind i dejen, før du hælder resten af melet i.
- Ælt dejen i 10-12 minutter ved lav-medium hastighed, til din dej er blød, blank og smidig. Hæld vandet fra rosinerne gennem en sigte, og ælt dem ind i dejen det sidste minuts tid af æltetiden.
- Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og lad dejen hæve i 45 minutter til dobbelt størrelse.
- Hæld dejen ud på et let meldrysset bord. Ælt dejen kort igennem, og form det til en tyk pølse.
- Smør en brødform på 2 liter grundigt med smør. Læg dejen ned i formen, klip 4-5 dybe hak med en saks, pensl med resten af ægget, og drys godt med perlesukker.
- Dæk formen til med et rent viskestykke, vredet hårdt op i varmt vand, og lad rosinbrødet hæve i endnu 45 minutter.
- I det sidste kvarter af hævetiden varmer du ovnen op til 180° (alm. ovn, ikke varmluft). Sammen med ovnen varmer du et varmebestandigt fad op i bunden af ovnen. Jeg bruger en steaktallerken af støbejern, men det kan også være ovnens bradepande.
- Sæt brødformen på risten i nederste rille i ovnen. Hæld 2 spsk. vand ind i det varme fad, så der dannes damp, og luk straks ovnlågen.
- Bag dit brød i 35-40 minutter, til det er gennembagt og gyldent. Åbn kort ovnlågen 10 minutter inde i bagetiden, så dampen kan slippe ud.
- Lad dit rosinbrød afkøle fem minutter i brødformen, før du vender det ud, og lader det afkøle helt på en bagerist.
Ann-christina
Godt klokken er næsten midnat, for ellers så skulle der bages rosinbrød NU. Jeg kan virkelig smagde det, men aller bedst, så kommer der SÅ mange dejlige minder om min Far❤️Han elskede rosinbrød, det vil jeg virkelig glæde mig til, at bage imorgen eftermiddag. Tak for dine dejlige opskrifter, forsat god weekend Knus Ann-christina
Lene Tranberg
Hej Ann-Christina:-)
Ja, det er utroligt, som duft eller smag kan sætte minder i gang<3
Også dejlig weekend til dig:-)
Knus Lene
Anne Mette
Nem opskrift
Jeg undlader kardemomme, da vi spiser brødet til salt og røget pålægPrøv det
Lene Tranberg
Hej Anne Mette:-)
Det vil jeg prøve. Tak for tippet:-)
Kh Lene