• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Boller & brød / Yoghurtbrød med durummel – holder sig friskt i flere dage

Yoghurtbrød med durummel – holder sig friskt i flere dage

1. maj 2021 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Hvidt brød kan noget helt særligt. Især hvis det kan holde sig friskt og lækkert i flere dage. Det kan det her yoghurtbrød.

Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.

Jeg er fan af surmælksprodukter i brød. Det forlænger holdbarheden betragteligt, så i stedet for at blive tørt, holder det på fugtigheden og bliver ved med at være blødt og lækkert i flere dage. Der var en rest yoghurt til overs fra nogle naanbrød og chiliflûtes. Derfor bagte jeg et (næsten) klassisk franskbrød med birkes på. Et yoghurtbrød – fordi der er yoghurt i.

Du kan sagtens bruge andre surmælksprodukter end yoghurt. Hvis du bruger skyr, skal du fortynde den med mælk eller vand, så konsistensen bliver tyndere.

Jeg stod i dilemmaet, om jeg skulle cykle hen til Netto (i strid modvind) for at købe et brød, eller om jeg skulle bage et selv og udnytte hævetiden til at læse i den spændende politi-roman-serie, jeg var i gang med. Serien hedder Mørketid og foregår under besættelsen. Den er skrevet af Ole Frøslev.

Da opskriften blev skrevet den første onsdag i maj 2018, blev historien endnu mere livagtig, da luftsirenerne startede kl. 12. Som du nok har regnet ud, tog jeg den nemme løsning og rørte et brød sammen.

Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.

Yoghurtbrød

Mit yoghurtbrød er lidt anderledes, for jeg puttede durummel i sammen med det lyse hvedemel. Durummel er den lysegule, italienske hvedesort, som man også laver pasta af. Når man mærker på melet, mærker det som småbitte gryn og ikke blødt som almindeligt hvedemel.

Durummel er rigtig godt til at “rulle pizzaer ud i”, så de ikke hænger fast i bordet eller hænderne. (Alle og enhver ved jo, at jeg ALDRIG lader en kagerulle komme i nærheden af min pizzadej, men jeg former dem på bordet;-D)

Durummel har et højt proteinindhold, men danner et svagt gluten-net, så for at forbedre brødets hæveevne, skal det blandes med hvedemel, så der er noget, der “stiver dejen af”.

Jeg bagte mit yoghurtbrød i en 3 liters brødform, men strammede brødet godt op først. Hvis du er i tvivl om, hvordan man gør, så se den video, jeg lavede, da jeg lavede mit gulerodsbrød. – Det er sådan man (jeg) gør.

Jeg tester altid, hvordan brødet er dagen efter bagning, før jeg deler opskriften. Så ved jeg nemlig, hvordan det er at gemme. Skorpen blev selvfølgelig blød af at ligge i en frysepose, men selve krummen var lige så blød, let og luftig, som den var i går. Mit yoghurtbrød holder sig fint frisk i et par dage.

Jeg lagde oversiden af brødet ned i et fad med lyse birkes. Det er en nem måde at fordele birkesfrøene, så de ikke bare triller af brødet igen, når de drysses på.

Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.

Hævning i ovn

Når man hæver brød i ovnen, står brødet i et beskyttet klima, mens det hæver. Min ovn kan indstilles til lave temperaturer, så når ovnen står på 37°, får gæren optimale betingelser for at hæve.

Kan din ovn ikke gå så langt ned, er der flere ting, du kan gøre.

  • Sæt ovnen på 50° og sluk den efter 5-8 minutter, før du sætter brødet ind til hævning.
  • Er ovnen ikke med LED-lys, kan du tænde ovnlyset uden at tænde for ovnvarmen.
  • Lad brødet hæve ved stuetemperatur, men vær opmærksom på, at det skal hæve lidt længere, end når det står lunt i ovnen

Ikke mere snak. Vi skal i gang med opskriften.

Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.

Yoghurtbrød med durummel og birkes

Lækkert, saftigt brød, som holder sig friskt i flere dage.
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 20 minutter min
Tilb. tid 30 minutter min
Hævetid 1 time t 30 minutter min
Samlet tid 2 timer t 20 minutter min
Ret Brød
Køkken Bagværk, Dansk
Antal 1 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 3 dl yoghurt naturel eller andet surmælksprodukt
  • 25 g gær
  • 1 tsk groft salt
  • 2 tsk sukker
  • 100 g durummel
  • 50 g blødt smør
  • 325 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 12%
  • 1 spsk lyse birkes til drys

Sådan gør du
 

  • Smuldr gæren i yoghurten og bland det godt. Tilsæt salt, sukker, durummel og det bløde smør og ælt det helt glat. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt derefter, til dejen slipper skålens sider og er glat og smidig. Det tog 8 minutter, før jeg var tilfreds. Dejen er meget blød og en smule klistret, når den er færdig.
  • Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og stil den til hævning et lunt sted i 45 minutter, til dejen har nået dobbelt størrelse. (Jeg hæver dej i min ovn ved 37°.)

Formning af yoghurtbrød

  • Skrab dejen ud på et let meldrysset bord. Fold dejen ind over sig selv fra alle fire sider. Stram dejen op ved at trække og samle dejens hjørner på midten og derefter samle de nye hjørner på midten. Vend dejen med samlingen nedad og drej den hen over bordet med en hånd og bordskraberen, mens du strammer overfladen op. (Se evt. videoen i opskriften på gulerodsbrødet.)
  • Vend dejen om igen med samlingen opad, og fold en tredjedel af dejen ind over midten, og fold den anden yderste tredjedel ind over, så du får et aflangt brød. Vend dejen om med samlingen nedad, og stram dejen op ved at lade hænderne glide ned over brødets sider og stramme overfladen. Dyp om nødvendigt hænderne i lidt mel, så du ikke hænger for meget i.
  • Hæld de lyse birkes i et aflangt fad. Læg brødet med overfladen nedad i fadet med birkes og tryk det let ned, så birkesdrysset kommer til at sidde godt fast. Træk brødets sider godt op og saml dem på midten.
  • Smør en 3 liters brødform godt med smør. Læg dit yoghurtbrød ned i formen med birkessiden opad. Træk lidt i enderne, så formen fyldes ud. Skær en lang ridse i brødet på langs af formen, ca. en centimeter ned i dejen.
    Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.
  • Dæk atter formen til med fryseposen og fastgør den med en elastik. Sæt brødet til hævning et lunt sted i 45 minutter. Dejen når op over kanten af formen, når det er færdighævet.
    Yoghurtbrød med durummel og birkes. En grundopskrift fra Bagvrk.dk.
  • Hvis jeg hæver brød i ovnen, lader jeg det stå der, indtil der er 15 minutter tilbage af hævetiden. Så tager jeg forsigtigt brødet ud, varmer ovnen op, og når brødet er færdighævet, er ovnen varm.

Bagning af yoghurtbrød

  • Ovnen opvarmes til 210° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt et lille varmefast fad ind i bunden af ovnen, når du tænder den, så det bliver lige så varmt som ovnen. Jeg bruger en steaktallerken i støbejern.
  • Fjern fryseposen og sæt forsigtigt brødet på en rist i den nederste rille i ovnen. Hæld ½ dl vand i steaktallerkenen, og luk ovnen med det samme, så dampen bliver derinde. Bag dit yoghurtbrød i ca. 30 minutter.
  • Åbn kort ovnlågen, når brødet har fået 15 minutter, så evt. overskydende damp lukkes ud. Når brødet er gennembagt, er kernetemperaturen 90°, hvis du måler med et stegetermometer. (Mit brød fik 28 minutter i ovnen.)
  • Læg et (tørt) viskestykke over dit yoghurtbrød og lad det afkøle i formen i fem minutter, før du vender det ud af formen og pakker det ind i det tørre viskestykke. På denne måde bevarer du fugtigheden i brødet, så det holder sig friskt og blødt i længere tid.
  • Hvis du hellere vil have en sprød skorpe, tager du brødet ud af formen efter et par minutters afkøling og lader det afkøle helt på en bagerist uden viskestykke.

Noter

Yoghurtbrød kan naturligvis fryses ned, hvis du ikke får spist det hele inden for et par dage.
 
Hvis du ikke har durummel, kan du erstatte det med hvedemel.
Tags Dansk Klassiker, Formbrød, Gærdej, Morgenbrød
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!

Tags: Billig, Birkes, Brød, Brunch, Dansk klassiker, Durum, Familiefavorit, Formbrød, Gær, Gærbrød, Gærdej, Morgenmad, Nem opskrift, Yoghurt

Previous Post: « Salamirose. Sådan laver du stjernen på dit tapasbord
Next Post: Churromuffins – en nyfortolkning af de klassiske churros »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Hanne Camilla Dyrnes

    4. december 2020 kl. 10:45

    Hei, jeg skal prøve å bake dette brødet, for det ser nydelig ut. Men bruker du virkelig en 3-liters brødform? Det høres så stort ut. Blir det så luftig?

    Og så ser jeg at du skriver: Skorpen blev selvfølgelig blød af at ligge i en frysepose, Jeg oppbevarer brød i linpose, da slipper jeg at skorpen blir bløt og det får aldri mugg. Det kan bli tørt, men vi har det jo sjelden så lenge. Jeg fryser i frysepose og tiner det etterpå i fryseposen, men så legger jeg det i en linpose (evt etter å ha frisket opp skorpen 2 minutter i varm stekeovn).

    Tusen takk for den nydelige juleboken. Jeg har lyst til å printe den ut, men jeg har ikke farveskriver her på hjemmekontoret, så det må vente.

    Besvar
    • Lene Tranberg

      4. december 2020 kl. 10:50

      Hej Hanne:-)
      Ja, det er bagt i en 3 liters brødform og derfor ret stort. Mit så ud nøjagtig som på billedet;-)
      Jeg har endnu ikke prøvet at opbevare brød i en stofpose. Jeg har overvejet det nogle gange, men er bare aldrig nået videre…
      Tak for de rosende ord om julebogen:-) Jeg er også selv ret begejstret for den, så at andre også kan li’ den, gør mig uendeligt glad<3

      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  2. Kristina

    18. oktober 2021 kl. 20:31

    Hej.
    Tak for mange gode opskrifter!
    Har du prøvet at koldhæve dette brød? Tænker om man kan gøre, som gør med dit ciabatta brød – vil det fungere?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      18. oktober 2021 kl. 21:41

      Hej Kristina:-)
      Det har jeg ikke prøvet, men hvis du bruger samme teknik som til ciabatta, burde det kunne lade sig gøre:-) Lad mig endelig vide, hvordan det går;-)
      Kh Lene

      Besvar
  3. Jesper

    22. januar 2022 kl. 10:52

    Hej

    God opskrift

    Jeg skar 1 dl yoghurt fra og tilsat en dl hjemmelavet rugsurdej.
    Det kan godt anbefaledes det blev brødet ikke dårligere af.

    Hilsen Jesper

    Besvar
    • Lene Tranberg

      24. januar 2022 kl. 12:35

      Hej Jesper:-)
      Det lyder også lækkert med surdej i brødet.
      Ha’ en dejlig dag!

      Kh Lene

      Besvar
  4. Lene Klysner

    16. februar 2026 kl. 13:09

    Hej Lene kan man bruge ymer istedet for yoghurt? kh.lene

    Besvar
    • Lene Tranberg

      17. februar 2026 kl. 12:32

      Hej Lene:-)
      Ja, det kan du sagtens.
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar
  5. Line Lassen

    30. juni 2026 kl. 11:08

    Hej Lene.
    Kan jeg bruge kærnemælk eller tykmælk?
    Hvad med bageenzymer?

    Mvh
    Line

    Besvar
    • Lene Tranberg

      20. juli 2026 kl. 16:34

      Hej Line:-)
      Beklager det sene svar.
      Ja, det kan du fint gøre. Også bageenzymerne, men jeg synes ikke det er nødvendigt her, fordi du får et let og luftigt brød alligevel, men det er jo en smagssag.
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Hindbærsnitter – små, mundrette kager uden snit
  • Fristende chokoladesmåkager: Én bid, og du er afhængig;-)
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Ciabattabrød – opskrift på hurtigt eller…
  • Verdens bedste blommemarmelade med rosmarin og…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme