Syrenerne synger på sidste vers i haver og hegn, men du kan stadig nå at lave den smukke syrensaft med smag af forår og blomster.
Sidste år lavede jeg verdens smukkeste saft, lavendelsaften, som med vores lavendler blev lysende pink. Lavendelsaften smager ikke parfumeret, som man skulle tro, men blot dejligt krydret af blomsterne. Det samme gør sig gældende med syrensaften.
Selvom du plukker de mørkeste syrener, bliver saften ikke rigtig lilla, men blot rødlig. Derfor har jeg brugt lidt lilla pastafarve for at fremhæve og understrege farven på blomsterne.
Snyd? Jovist. Eller måske ikke mere snyd, end at vi bruger makeup til at understrege vores egen skønhed. Vi spiser og drikker også med øjnene, ikke?
Lilla syrensaft er bare mere fortryllende end en blegrød en;-)
Syrensaft med lunken sukkerlage
Min gamle opskrift på syrensaft var lavet, ligesom man laver hyldeblomstsaft og rosensaft: Med kogende vand hældt over sukkeret og blomsterne.
Den svenske blogger og fotograf Linda Lomelino bruger en anden metode til syrenerne. Hun lader sukkerlagen køle af til lunken, før den hældes over blomsterne, fordi det bedre bevarer den fine blomsterduft. (Und dig selv at tage et kik på Lindas meget smukke billeder på hendes blog og ved syrensaftopskriften i særdeleshed.) – Derudover tilsætter hun et par blåbær for at give farve til saften.
Lad saften trække i køleskabet i mindst to døgn, før du sier den. Du kan godt lade den trække op til fire dage, men så skal den heller ikke stå længere.
Pluk syrenerne væk fra vejen
Når du skal bruge syrener eller andre blomster i saft, er det altid vigtigt, at du ikke plukker syrenerne i nærheden af befærdede veje.
Ryst blomsterklaserne, før du tager dem med hjem. Så undgår du både de visne blomster og evt. insekter, der måtte være i blomsterne. Du får nemlig mest smag i saften, hvis du ikke skyller syrenblomsterne.
Pluk helt udsprungne syrener. – Og pluk alle blomsterne af, når du kommer hjem, så der ikke kommer hverken stilk eller blade med i din saft. Sæt dig fx i en solstråle på græsplænen eller terrassen, og pluk blomsterne af over en bakke, før du lægger dem i en skål. Dermed kan du også sortere evt. visne blomster fra.
Alle syrenblomster er spiselige. De kan også bruges til at pynte en dessert med som på denne rabarbertrifli med mascarponecreme.
Pynt din saft med syrenblomster og isterninger ved servering.
Syrensaft
Ingredienser
- 1½ liter udsprungne syrenblomster (løse hoveder, ikke sammenpresset)
- 1 kg sukker
- 1 liter vand
- 2 tsk citronsyre
- Evt lidt lilla pastafarve
- 1½ tsk flydende Atamon
Sådan gør du
- Kog vand og sukker op, til sukkeret er smeltet. Lad det afkøle, til det er lunkent.
- Bland blomster og citronsyre i en stor skål eller gryde (ikke aluminium) og hæld det lunkne sukkervand over. Bland evt lidt lilla pastafarve i saften, så den bliver flottere i farven. Tilsæt Atamon.
- Skålen dækkes godt til med husholdningsfilm eller et tætsluttende låg og trækker i køleskabet i mindst to døgn.
- Hæld saften gennem en finmasket si. Tryk let med en ske, så du får al saften med. Hæld saften på Atamon-skyllede flasker. Opbevar flaskerne på køl.
- Fortynd din saft med isvand efter behov eller gå all-in på sommerdrinks og fortynd med Asti eller andet med bobler i – eller brug saften som base for en longdrink med saft, gin/vodka og danskvand.
Jeanett Krohn Rasmussen
Hej Lene:0)
Tusind tak for en skøn hjemmeside med masser af skønne opskrifter og et hav af inspiration!
Jeg har bare lige et par spm. mht. hvor meget der bli’r ud af denne portion, og opbevarer man den på køl hele tiden, efter den er lavet?
Mange venlige hilsner
Jeanett Krohn Rasmussen
Lene Tranberg
Hej Jeanett:-)
Beklager det sene svar.
Opskriften på syrensaft giver ca. to liter saft.
Når flaskerne skylles i atamon og der er er atamon i saften, er det ikke nødvendigt at opbevare saften på køl, før flasken er åben.
Saften kan fryses ned i fryseposer, og du kan også henkoge saften i flaskerne så den holder længere.
God fornøjelse.
Kh Lene