• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Boller & brød / Sprøde solsikkeboller bagt med gær – den perfekte bolle til dit morgenbord

Sprøde solsikkeboller bagt med gær – den perfekte bolle til dit morgenbord

31. august 2023 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Sprød skorpe, saftigt indre og en smag af ristede solsikkekerner… Solsikkebollerne er bagt med gær og kan både koldhæves eller bages efter få timer. Den perfekte bolle til dit morgenbord.

Vil du hellere bage solsikkestykker med surdej, finder du opskriften på dem her.

Solsikkeboller udvalgt høj Bagvrk.dk

Rustikke solsikkeboller skal bages med lidt damp

De rustikke solsikkeboller skal blot hakkes ud af dejen og sættes på et stykke bagepapir, før de bages på et brandvarmt bagestål, en bagesten eller evt en bageplade, som er varmet op sammen med ovnen.

Der skal en lille smule damp til, for at bollerne ikke danner skorpe for tidligt i ovnen, men i stedet hæver godt op.

Solsikkeboller bagt med gær Bagvrk.dk

Du må ALDRIG hælde vandet direkte ind i bunden af din ovn. Du risikerer nemlig, at ovnbunden slår sig og bliver skæv, så ovnen med tiden bliver utæt.

Sæt et lille fad af støbejern (de er af og til på spot-tilbud i fx Netto) eller evt en lille bradepande af metal ind i bunden af ovnen og varm det op sammen med ovn og bagestål.

Når du hælder vand i fadet og lukker lågen med det samme, giver det den mængde damp, dine boller har brug for.

Åbn kort ovnlågen efter fem minutters bagetid, så skorpen kan blive sprød på dine solsikkeboller.

Solsikkeboller bagt med gær krumme Bagvrk.dk

Den våde dej og coil fold

Dejen er våd og klistret, så den kan give dig det luftige indre med store huller, som ligner en surdej. Til gengæld skal den blot røres sammen med en ske og ikke æltes på maskine.

Dannelsen af det stærke glutennetværk sker med en teknik, der kaldes coil fold. Når dejen løftes op, strækkes glutenstrukturen ud. Den løsnes, når dejen foldes henover sig selv, og der dannes et fint og stærkt glutennetværk.

Glutenstrukturen holder på den luft, gæren eller surdejen danner, så dit brød bliver luftigt med store huller – i modsætning til en almindelig æltning i fx røremaskine, der danner et ensartet glutennetværk med mange små, mere ensartede huller.

Du kan se, hvordan jeg gør i videoen nedenfor.

Tryk på billedet for at starte videoen.

Vil du bage andre nemme grovboller, så prøv fibersnegle eller grovboller med kerner.

Solsikkeboller udvalgt Bagvrk.dk

Sprøde solsikkeboller bagt med gær

Nemme solsikkeboller, der kan langtidshæves eller bages efter få timer.
5 fra 2 stemmer
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 15 minutter min
Tilb. tid 19 minutter min
Hæve- og hviletid 2 timer t 40 minutter min
Samlet tid 3 timer t 14 minutter min
Ret Brød, Morgenmad
Køkken Bagværk
Antal 16 stk.
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 75 g solsikkekerner
  • 1½ dl kogende vand
  • 75 g groft fuldkornshvedemel
  • 1½ dl kogende vand
  • 3½ dl vand
  • 10 g gær (5 g hvis du vil koldhæve)
  • 500 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 12%
  • 1½ tsk groft salt
  • 3 spsk smagsneutral olie, fx rapsolie

Drys

  • ca. 150 g solsikkekerner

Sådan gør du
 

  • Overhæld solsikkekernerne med kogende vand. Gør det samme med fuldkornshvedemelet i en anden skål. Lad det trække en time.
  • Sigt vandet fra solsikkekernerne og lad dem dryppe af.
  • Hæld vandet i "fuldkornsgrøden" og opløs gæren heri. Tilsæt de øvrige ingredienser og bland dejen, til den er ensartet.
  • Hæld dejen i en gennemsigtig skål med låg, som er smurt med lidt olie indeni. Sæt en streg på skålen, hvor dejen går til, så der kan holdes øje med hævningen. Lad dejen hvile i 20 minutter.
  • Lav et coil fold som vist i videoen i blogindlægget. Lad dejen hvile i yderligere 20 minutter.
  • Lav endnu et coil fold. Læg låg på skålen og lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. en time. (Alternativt stilles dejskålen i køleskabet efter sidste coil fold i 8-12 timer.)
  • Imens varmes ovnen op til 260° (alm. ovn, ikke varmluft) med bagestål (se under tips, hvis du ikke har et bagestål) på risten i nederste tredjedel af ovnen og fx en støbejernstallerken i bunden af ovnen. Klargør et stykke bagepapir.
  • Når dejen er færdighævet, hældes et lag solsikkekerner ud på bordet i et område lidt større end skålen.
  • Hæld forsigtigt dejen ud på solsikkekernerne, så der bevares flest mulige luftlommer i dejen, drys rundhåndet med solsikkekerner på toppen af dejen.
  • Dyp dejskæreren i koldt vand, så den ikke hænger i dejen og stik 16 solsikkeboller ud af dejen. Løft dem forsigtigt over på bagepapiret.
  • Lad bagepapiret med bollerne glide ind på bagestålet med hjælp fra en bagespade eller bageplade. Hæld ½ dl vand ind i støbejernstallerkenen og luk straks ovnlågen.
  • Efter 5 minutters bagetid skrues ned til 220°. Ovnlågen åbnes kort for at overskydende damp kan slippe ud. Bollerne bages i yderligere 13-14 minutter, til de er sprøde og gyldne.
  • Lad bollerne køle af utildækket på en bagerist.

Noter

Solsikkeboller er fryseegnede i op til tre måneder.
Har du ikke et bagestål, kan du fint bruge en bagesten eller en tyk bageplade, du varmer op sammen med ovnen. Bagetiden forlænges ved bagepladen, fordi den ikke ophober så meget varme som stålet.
Hæld ALDRIG vand direkte ind i bunden af din ovn. Du risikerer, at den slår sig, bliver skæv og med tiden utæt.
I stedet for en støbejernstallerken (som du af og til kan finde på Nettos spothylder), kan du også bruge en lille bradepande i metal. Brug ikke et fad af glas, da det risikerer at springe, når du hælder vand i.
 
Tags Grovboller, Morgenmad, Solsikkekerner, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!
Følg mig på Instagram.

Tags: Bagestål, Billig, Brunch, Dansk klassiker, Gær, Gærbrød, Gærdej, Koldhævet, Morgenmad, Nem opskrift, Solsikkekerner

Previous Post: « Fristende chokoladesmåkager: Én bid, og du er afhængig;-)
Next Post: Finskbrød – skøn opskrift på den klassiske julesmåkage »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Hanne Nielsen

    31. august 2023 kl. 20:47

    5 stars
    De bedste og nemmeste boller nogensinde.
    Det er fint, at man både har muligheden for at hæve almindeligt og i køleskabet.
    De er virkelig lækre og sprøde.
    Hilsen Hanne

    Besvar
    • Lene Tranberg

      14. september 2023 kl. 21:48

      Hej Hanne:-)
      Det glæder mig meget, at du også er vild med bollerne. Tak:-)

      Kh Lene

      Besvar
  2. Bente

    6. april 2024 kl. 11:50

    5 stars
    Morgenbrødet i dag 👌 lækre boller (med græskarkerner – havde ikke solsikkekerner)

    Besvar
    • Lene Tranberg

      6. april 2024 kl. 18:01

      Hej Bente:-)
      Tusind tak for alle stjernerne og din søde besked.
      Ha’en dejlig weekend!

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Napolitansk pizza – den bedste pizzadej til…
  • Jordbærtærte som Lagkagehusets – verdens…
  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Majsstykker – gule, sprøde, lækre morgenstykker
  • Gulerødder med baconsvøb – en lækker, lille tapasret

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme