Pita betyder flad på græsk. Et pitabrød er derfor et fladbrød. Pitabrød er et hvedebrød bagt med gær i en meget varm ovn, hvor brødet puster sig op. Når det køler af, falder det lidt sammen igen, så der opstår en lomme indeni.
Det her er en af mine mest læste opskrifter overhovedet, og det er der ikke noget at sige til. Pitabrødene er intet mindre end fantastiske:-)
Det var første gang, jeg prøvede at bage pitabrød selv. En af de få gange jeg har smagt et pitabrød, som ikke var et købe-pitabrød, var en sommer for nogle år siden, da vi spiste på en egyptisk restaurant i Berlin. Der fik vi et pitabrød, som var helt papirstyndt, men stort som et møllehjul. (Næsten.)
Alle har smagt pitabrød. Vi, der voksede op i 80’erne og 90’erne, har fået det et utal af gange. Med skinketern, kyllingestykker, tun eller små frikadeller. Måske var det første gang, jeg fik pita, da jeg spiste på Jacobs BarBQ i Vestergade i Aarhus, kort efter jeg var flyttet hjemmefra i ’89?
Husker du emballagen fra Jacobs pita? Med den gule bue på? Hvis jeg skulle købe pitabrød i dag, ville jeg stadig kigge efter dem. Men Hatting overtog Jacobs pita i 1999, så jeg er helt sikker på, emballagen ikke ser sådan ud mere.
Køfte og bagestål
Vi fik køfte i vores pitabrød. Det er en krydret kødbolle fra Tyrkiet, som smager helt forrygende. August sværmer for köfte, når der er Havnekulturfest her i Odense. Havnen fyldes op med aktiviteter og madboder fra alverdens lande.
Du finder den nemme opskrift på køfte lige her.
Det tager et par timer at lave rigtig gode pitabrød. Hvis du ikke har tiden, så vent til en dag, du har – eller nøjes med Hattings.
Jeg bager mine brød på Bagestålet. Hvis du ikke har sådan ét, skulle du tage og ønske dig et, for det bliver bare 100 gange nemmere at bage flutes, pizza og naanbrød med et stykke stål i ovnen. (Jeg har tidligere skrevet et indlæg om bagestålet lige her.)
Man kan godt bage pitabrød på en bageplade, som man varmer op sammen med ovnen, men den bliver bare ikke lige så varm som et stål. Derfor skal brød, der bages uden stål, have længere tid.
Jeg bagte pitabrødene to gange, hvis det nu bare var begynderheld med den første portion. Det er utroligt tilfredsstillende at sidde foran ovnen og kigge på, at en flad dejskive svulmer op på fire minutter. Samtidig kan jeg nyde at være tilstede i nuet – og hvis jeg kigger væk, går jeg glip af det mest spændende;-)
Videoen
Jeg har klippet lidt billeder sammen til dig, så du kan se, hvordan jeg spænder dejen op, når den er delt i otte. Jeg elsker at forme dej! Jeg holder allermest af at stramme dej op til brød, fordi jeg drejer den mellem mine hænder hen over bordet og kan se, at den bliver stram, og at der kommer tydelige luftbobler i spænd lige under overfladen. Det sker også, når man triller boller.
I videoen viser jeg, hvordan jeg altid triller boller, så her er guldtip nr. 1 til at få flotte runde boller;-)
Bemærk i øvrigt, at jeg først drysser lidt mel på bordet, når jeg skal rulle pitabrødene ud, og kun ganske lidt. Når jeg strammer dejen op, gør jeg det på et rent bord, så friktionen strammer dejen, når jeg har den mellem hænderne.
Der skal dog så meget mel på bordet, at dejen ikke hænger fast. River du dejen i stykker under udrulningen, fiser luften ud, hvor hullet er. Pitabrødene vil ikke kunne puffes rigtigt op.
Vigtigt!
Når du arbejder med dejen og ruller pitabrødene ud, er der én regel, som er supervigtig: Hold oversiden opad på alle tidspunkter! Når du strammer overfladen op, så luftboblerne skubbes ud mod overfladen (og samlingen vender nedad), kan det ikke nytte noget, at du vender dejen om og ruller ud med samlingen opad.
Det får du ikke flotte og spændstige brød ud af. De skal såmænd nok hæve op og blive hule, men overfladen på dine brød bliver ikke særlig pæn. Når du nu gør dig så stor umage og bager pitabrød selv, så kan du lige så godt give det sidste og vende dejen rigtigt, ikke? 😉
Pitabrød
Ingredienser
- 4 dl lunkent vand
- 25 g gær
- 1 tsk sukker
- 1 tsk groft salt
- 1 spsk olivenolie
- 600 g Manitoba mel
Sådan gør du
- Smuldr og opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt sukker, salt, olie og halvdelen af melet og bland det godt. Tilsæt resten af melet ad et par omgange og ælt dejen i ca. 12 minutter, i starten ved lav hastighed og derefter lidt hurtigere.
- Dæk skålen til med en opklippet frysepose og fastgør den med en elastik. Stil dejen til hævning et lunt sted i en time. Jeg bruger min ovn til at hæve i og sætter temperaturen på 37°.
- Når dejen har hævet, skrabes den ud på et rent bord, som ikke er drysset med mel. (Vi vil ikke have mere mel i dejen end højst nødvendigt, for så får du boller i stedet for hule pitabrød.) Stræk og fold dejen et par gange, før du deler den i 8 lige store stykker.
Et pitabrød tager den tid, et pitabrød skal tage
- Tril dejstykkerne til boller (se i videoen, hvordan jeg gør) og læg dem under et hårdtopvredet viskestykke. Lad bollerne hæve på bordet i 20 minutter.
- Rul alle bollerne ud til 5 mm tykkelse på et meget let meldrysset bord. Vend dem en kvart omgang engang imellem, så er det nemmere at få dem runde. Hold hele tiden det, der var oversiden af bollerne, opad, så du får pæne, glatte pitabrød.
- Tænd for ovnen med bagestålet i andennederste rille på 260° varmluft og lad det blive gennemvarmt. Det tager ca. 45 minutter. (Har du ikke et bagestål, kan du læse efter opskriften, hvordan du så skal gøre.)
- Dæk pitabrødene til med det fugtige viskestykke og lad dem hvile 20 minutter, før du ruller dem ud til 5 mm tykkelse igen.
- Dæk dejskiverne til med viskestykket en sidste gang og lad dem hæve færdigt i 15 minutter.
Bagningen
- Bag nu pitabrødene på bagestålet i ca. 4 minutter. Den pæne, glatte overflade skal selvfølgelig vende opad. Dine pitabrød skal puffe helt op som balloner. Du skal ikke vende dem undervejs. (Du vender jo heller ikke dine boller på hovedet, når de er halvvejs, vel?)
- Før du putter næste hold brød i ovnen, skal du lade stål og ovn varme op igen i 10 minutter, så stålet er rygende varmt, når de sidste fire brød skal bages.
- Når pitabrødene er færdigbagte (gyldne under bunden og lyse på oversiden) lader du dem køle af på en bagerist under det fugtige viskestykke. På den måde bevarer du fugten og smidigheden inde i brødet.
- Hvis du ikke spiser brødene, så snart de er kølet af, kan du fryse dem ned – eller lægge dem i en frysepose. Du må ikke mase dem ned i posen, der er stadig luft inde i brødene. – Og i fryseren må de ikke blive mast, for så revner de naturligvis under presset.
Sådan varmer du pitabrød op igen
- Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Skyl pitabrødene ganske kort under vandhanen og læg dem på en rist. Varm brødene i ovnen i 4-5 minutter. Pak dem ind i et tørt viskestykke, så de holder sig bløde, indtil de skal spises.
Noter
Hvis du ikke har et bagestål
Ikke alle er så heldige at have et bagestål. Du kan godt bage pitabrød på en almindelig bageplade, men de får ikke det samme varmeboost som fra stålet, så de skal nok bage i 10-12 minutter.
Du skal varme din bageplade op sammen med ovnen, så den er rygende varm og lade bagepapiret med pitabrødene glide over på den varme plade.
På den måde kan ovnen begynde at varme dejen op med det samme uden at skulle spilde energi på at varme bagepladen op først. Ligeledes lader du plade og ovn varme op i 10 minutter igen efter det første hold pitabrød, ligesom med bagestålet.
Lene E jensen
Pitabrød fra bagværk. Dk
Hanne B pedersen
Hej Lene…
Jeg har før prøvet at lave dine lækre pitabrød og de er bare helt fantastiske, men jeg vil høre om du tror de kan laves i en fuldkorns udgave, hvis ja hvad skal jeg skifte ud med hvad???
Kh Hanne
LT
Hej Hanne:-)
Det er jeg glad for at høre:-)
Jeg har ikke selv prøvet at bage dem med fuldkorn, mest fordi jeg synes, de blev så gode, men også fordi jeg var bange for, at de blev ligeså tørre, som dem man køber;-D
Jeg ville skifte en del af melet ud med hvid hvede fuldkornsmel, fx halvdelen. Man kunne også bruge det hvedemel med fuldkorn, som Finax har lavet. Jeg mener, det er 30% fuldkornsmel, der er i det.
Lad mig endelig vide, hvordan det gik:-)
Kh Lene
Susanne
De skal prøves. Og jeg har tænkt mig at putte nogle fibre i i form
Af hvid hvede og fiber Husk i. Jeg er den lykkelige ejer af et bagestål, og har bagt pita på det før. Der var nogle der blev flotte men andre, der ikke blev hule. Det må så ligge i optrækningen.
Vi kan desværre ikke give Jacob besked. Han døde allerede tilbage i 90erne. Derefter overtog Simson, hans bror, butikken i Vestergade. Den er så lukket for nogle år siden.
Lene Tranberg
Hej Susanne:-)
Ja, jeg besøgte restauranten i Vestergade tilbage i ’89. (Og et par gange derefter.) Det var meget eksotisk, når man kom fra det mørke vestjylland;-)
Rigtig god bagelyst!
Kh Lene
Jannie
Hvor har du købt dit bagestål? Ca. pris??
LT
Hej Jannie:-)
Jeg har købt det hos Bagestålet og er supertilfreds Det koster 625,- inkl to kombiplader og en bordskraber. Det er ikke til at slide op, så hvis man deler det ud over 20-30 år, er det ret billigt;-)
https://bagestaalet.dk/pages/butik
Kh Lene
Lisbeth Skaalum
Hej Lene
Tusind tak for en virkelig god og udførlig opskrift. Pitabrødene blev perfekte
Katrine
Mine er lige kommet ud af ovnen. Hold k*** hvor er de gode! Det kan være, jeg udskifter min sædvanlige go-to opskrift, og det sker meget sjældent
LT
Fantastisk, Katrine Ja, jeg synes også, de var ret lækre, så det glæder mig meget, at jeg ikke er ene om det:-)
Tusind tak for din tilbagemelding:-)
Kh Lene
Lise Kyneb
Virkelig fantastiske pita. Altid den opskrift vi bruger. Datteren bager dem som regel. ❤️❤️
Lene Tranberg
Tak, Lise:-)
Kh Lene
louise
Kan man bruge tipo 00 mel
LT
Hej Louise:-)
Det er jeg helt sikker på, du kan. Jeg bruger selv Tipo 00 til mine pizzadeje og der får jeg samme smidighed som her.
God fornøjelse og god weekend:-)
Kh Lene
Ellen
Jeg har fået et bagestål i julegave og skulle selvfølgelig lave dine fantastiske pitabrød men glæden blev kort de var en hård tom skal. Har jeg rullet dem for tyndt ud eller bagt dem for længe eller??? Jeg har bagt efter din opskrift før og ved at de er supergode så det skal fungere på mit bagestål.
Mvh Ellen
Lene Tranberg
Hej Ellen:-)
Tillykke med bagestålet.
Mit gæt er, at de har fået for lang tid i ovnen. Når du har prøvet at bage dem før uden bagestål, skal de have nogle minutter kortere, end du plejer, for bagestålet indeholder meget mere varme;-)
Hold øje med dem i ovnen. De kan hurtigt få for meget varme på stålet.
Rigtig god bagelyst og godt nytår!
Kh Lene
Josephine
Hej Lene,
Jeg har intet bagestål, men til gengæld har jeg en pizzasten. Tror du, den vil kunne bruges til pitabrød? Den kan jo også blive vældig varm
LT
Hej Josephine:-)
Det er jeg sikker på, du kan:-) God fornøjelse med dem og god dag!
Kh Lene
Kim Mogensen
Hi Lene
Prøv i stedet for en plastik pose og elastik, at anvende en badehætte (nej ikke den gammeldagstype i gummi), som dem man bruger i badet, når håret ikke skal vaskes.
Kim
Lene
Hej Kim:-)
Det er også en god idé.
Kh Lene
Trine
Kan jeg lave pitadejen aften før, som koldhævede?
Lene Tranberg
Hej Trine:-)
Jeg må desværre blive dig svar skyldig, da jeg ikke har prøvet at koldhæve dem.
– Men det vil jeg tro, du kan, hvis du blot reducerer gæren.
God bagelyst.
Kh Lene
Ulla larsen
Kan man bruge alm mel
Lene
Hej Ulla:-)
Ja, det kan du godt, men brug mel med et højt proteinindhold pr. 100 g (12-13 g pr. 100 g).
Der skal et stærkt glutennet til at gøre brødene hule, og det får man med mel med høje glutental.
God fornøjelse med dem:-)
Kh Lene
Sebastian
Hej Lene.
Jeg har en surdej ståne og så vil jeg høre om man kunne komme det i denne her opskrift? og ja hvornår skal det så kommes i?
Mvh
Sebastian
Lene
Hej Sebastian:-)
Er det en surdej, som du frisker op ca. 4 timer, før du bager med den (uden gær), eller er det en tynd surdej, du bruger sammen med gær for at give smag?
Du kan godt bruge surdej i stedet for gær. Jeg kan bedst li’, hvor jeg starter med at røre surdejen ud i det meste af vandet, før jeg blander melet i og putter salt og det sidste vand i til sidst.
Du skal holde øje med din dej engang imellem, for den skal sandsynligvis hæve lidt længere end gærdejen, men det finder du ud af hen ad vejen.
God fornøjelse med projektet;-) Lad mig endelig høre, hvordan det går!
Kh Lene
Anne-Grethe
Kan jeg tilsætte lidt bageenzymer i disse?
Lene
Hej Anne-Grethe:-)
Ja, det kan du sagtens. Det ved jeg, der er flere, der har gjort.
Kh Lene
Britta Ludvigsen
Jeg har lige prøvet din opskrift, men desværre var dejen alt den klistret til at rulle pænt ud. Den blev for ujævn i tykkelsen og hævede derfor ikke godt op. Kan jeg have kommet for lidt mel i?
Lene Tranberg
Hej Britta:-)
Du kan godt bruge lidt mere mel. Der er jo forskel på mel, og nogle gange kan dejen suge mere end andre.
Du skal bare sørge for, at dejen stadig er smidig og elastisk, for ellers kan pitabrødene ikke hæve op.
Du kan også bruge lidt mere mel, når du ruller dem ud, så dejen ikke hænger fast i bordet og bliver revet i stykker.
Rigtig god bagelyst!
Kh Lene
RL
Hvordan får du dem ind i ovnen på bagestålet, når du ikke bruger bagepapir?
Lene
Hej:-)
Jeg lægger dem bare på med fingrene:-) Og tager dem af med en pizzaspade.
Kh Lene
Elsebeth
Har man hverken den ene eller den anden specielle bageplade, så er der også denne perfekte metode:
Tænd for grillen med risten til bradepanden midt i ovnen. Sådan lærte min nabo Radhia fra Marokko mig at bage pitabrød for over 20 år siden. Hun lagde/kastede dem ind på risten og bagte dem en ad gangen; derefter kom de i et gammelt dynebetræk (hun bagte mange hver gang!). Hun sad på gulvet, så hun hele tiden kunne holde øje med dem gennem ruden.
Lene
Hej Elsebeth:-)
Det lyder som den perfekte måde at bage med nærvær;-)
Ha’ en dejlig aften!
Kh Lene
Mads Thiessen
Fantastisk god opskrift. Bliver super gode og luftige, selv uden bagestål. Mange tak for det – hele familien var vilde med dem. 🙂
Lene Tranberg
Hej Mads:-)
Tusind tak for din søde besked:-) Ha’ en skøn weekend!
Kh Lene
Mette
Tusinde tak for en fantastisk opskrift. Vi brugte Bagestålet. De blev perfekte kæmpe hul til fyld. Hele familien var i himlen.
Lene Tranberg
Kære Mette:-)
Tusind tak for din søde besked:-) Det glæder mig meget at høre.
Ha’ en skøn aften!
Kh Lene
Ulla
Tak for super opskrift, ikke mindst filmen. Jeg har længe bøvlet med at få luftige pitabrød og nu lykkedes det endelig, til trods for manglende bagestål (brugte bagesten) og helt almindeligt hvedemel.
Lene Tranberg
Hej Ulla:-)
Tak for din søde kommentar:-)
Man behøver ikke altid alt det store grej for at få det til at lykkes. Ihærdighed og øvelse belønnes også:-D
Kh Lene
Sophie
Sikke en fed opskrift med en god beskrivelse af hvordan man får lækre luftige pitabrød!
Jeg vil blot tilføje at de også blev gode da jeg udskiftede 1 dL af vandet med A38.
Jeg brugte endvidere både bageenzymer og udskiftede manitobamel med tipo 00 (som du havde skrevet til nogle af de andre kommentarer – det er fedt at du tager dig tid til at svare os!).
Næste gang jeg bruger din opskrift vil jeg personligt foretrække hvis der kommer en del mere salt i end opskriften siger, men første forsøg blev lækkert alligevel!!
Kh Sophie
Lene Tranberg
Hej Sophie:-)
Tak for din søde besked.
Jeg bruger også tit kærnemælk eller andre surmælksprodukter i gærbrød, fordi det giver så god en smag;-)
Jeg vil altid gerne svare på spørgsmål. Det lærer jeg nemlig også selv noget af. – Og hvis nogen tager sig tid til først at læse min opskrift og derefter skrive en kommentar, har de bestemt også fortjent at få et svar. Alt andet ville være ekstremt uhøfligt:-)
Ha’ en dejlig aften!
Kh Lene
Else
Tak for opskrift.
Tænk jeg havde Manitoba mel i skabet, og de blev vellykkede.
Jeg varmede bageplade godt op, og trak bagepapir med brød på pladen.
Men jeg put nogle af dem i fryser.
Så jeg vil gerne vide om du optør , eller kommer du dem frosne i ovnen igen???
Hilsen Else
Else
Tak for opskrift.
Havde heldigvis Manitoba mel på lager.
Vil spørge efter frys. Tør du dem op eller kommer de frosne i ovnen???
Hilsen Else
Lene Tranberg
Hej Else:-)
Hvor dejligt, at de lykkedes så fint for dig.
Jeg plejer at tø dem op i fryseposen på køkkenbordet, køre dem under vandhanen en gang og lune dem i ovnen.
Rigtig god fornøjelse:-)
Kh Lene
Julie
Vi skal ALDRIG mere købe færdiglavede pitabrød. Din opskrift er fantastisk og de smager vidunderligt. Har aldrig smagt så gode pitabrød. Tak!
Lene Tranberg
Hej Julie:-)
Tusind tak for din søde besked<3
Hvor er det dejligt at høre:-D
Kh Lene
Karina
Hvor lang tid lader du dem hæve første gang i ovnen? Nu har vi fået en ovn der bedre kan justeres i grader.
Kanon god opskrift vi har brugt mange gange med stor succes.
Har også anbefalet den til mange andre.
Mvh Karina
Lene Tranberg
Hej Karina:-)
Tusind tak for din søde tilbagemelding:-)
Jeg lader den bare hæve det, der står i opskriften, når jeg hæver i ovnen.
God bagelyst med den nye ovn:-)
Kh Lene
Mette Puggaard
Vil jeg kunne få et okay resultat, hvis jeg bruger alm hvedemel og tilsætter lidt gluten (pulver) ?.
Lene Tranberg
Hej Mette:-)
Ja, det kan du saftens:-)
Kh Lene
Michael
kan dejen holde sig i køleskabet? Evt. hvor længe tror du?
Lene Tranberg
Hej Michael:-)
Du kan godt lade den stå nogle timer, hvis det er;-)
Kh Lene
Hobbybageren
hvordan vil du anbefale med dobbelt Portion?
Lene Tranberg
Hej Thomas:-)
Jeg vil bare fordoble portionen og sørge for at arbejde med dejen i samme rækkefølge, som den blev trillet til boller og rullet ud.
God bagelyst!
Kh Lene
Thea
Hej
Tænker at lave dine pitabrød i aften. Men har ingen manitoba mel, hvilket mel ville jeg kunne bruge i stedet for?? Pizzamel??eller bare almindeligt hvedemel?
Venlig hilsen
Thea
Lene Tranberg
Hej Thea:-)
Du kan godt bruge andre meltyper, men for at få det bedste resultat, skal du bruge en mel, som har minimum 11 g protein pr. 100 g. Jeg ville foretrække pizzamelet, hvis det har højt nok gluten-/proteinindhold.
God fornøjelse;-)
Kh Lene
Jesper
Mega gode pitabrød, men jeg døjede lidt med at få dem til at puffe op – nogle tips? Kun 2 ud af de 8 lykkedes.
Det eneste jeg gør anderledes er jeg bruger surdej, tip 00 mel (12g protein) og lader dem stå i køleskabet over natten.
Lene Tranberg
Hej Jesper:-)
Der er et par steder, det kan gå galt med pitabrød. Jeg har også forsøgt mig med surdejspita, men de blev ikke lige i øjet – og alt for store.
Når du ruller dejen ud, skal du have så meget mel på bordpladen og flytte dejen rundt, så den ikke hænger fast. Hvis dejen rives i stykker, kan de ikke puffe op. (Ligesom hvis der er hul i en ballon.)
Hvis pladen/stålet/stenen ikke er varm nok eller ikke får lov at varme nok op mellem bagningerne, kommer der ikke varme nok til dejen, så den kan puffe op.
Hvis der er for mange i ovnen ad gangen, suger den kolde dej al varmen fra pladen/stålet/stenen, så der ikke kommer varmeboost nok. (Det vil altid være at foretrække at bruge bagestål eller evt. en bagesten, da de kan lagre mere varme end en almindelig bageplade. Især hvis din bageplade er af aluminium, går det stærkt med at den bliver kold.)
Jeg håber, det lykkes dig at få bagt perfekte pitabrød næste gang;-) God fornøjelse med det!
Kh Lene
Nikolaj
Perfekt. Fantastisk dej at arbejde med og de blev godt rummelige “på trods af” alm. mel og alm. bageplade.
Vores ovn har det desværre med at slukke hvis den bliver for varm, så vi kan ikke holde den på mere end 240C varmluft, men det gik fint alligevel. Lod en almindelige bageplade varme op sammen med ovnen, lagde pitaerne på et stykke bagepapir, og trak dem over på den varme plade da de havde hævet færdigt. Med 6-8 minutter i ovnen blev de enormt gode. Bliver helt sikker bogmærket som min go-to pita opskrift. Mange tak for det.
Lene Tranberg
Hej Nikolaj:-)
Tillykke med resultatet:-) Det er så fedt, når mine opskrifter også lykkes i andres køkkener.
Ha’ en dejlig weekend!
Kh Lene
Ella
Fantastisk opskrift
Lene Tranberg
Hej Ella:-)
Tusind tak for din besked.
Kh Lene
Klaus Kongsbak
Kære Lene
Jeg har lige prøvet din fine opskrift og det lykkedes sørme at få stort luftrum i Pita brødene, lige til de revnede – kan du mon komme med et bud på hvad der gik galt ?
Jeg glæder mig nu alligevel til at spise dem i aften 🙂
Hilsen Klaus
Lene Tranberg
Kære Klaus:-)
Når et pitabrød revner, er det oftest, fordi dejen er blevet for tør. Enten fordi der er kommet for meget mel i, eller fordi pitabrødene ikke har været dækket godt nok til under hævningen.
Det kan også skyldes for kort efterhævning.
Håber, det lykkes næste gang:-)
Kh Lene
Janne Nørgaard
Simpelthen de bedste pitabrød, vores dreng på 5 År har aldrig tidligere været vild med pitabrød og altid kun spist max en. Igår spiste han to store pitabrød med fyld som vi voksne, og betroede at det jo nærmest smagte som burger:-)
Så tak for en god og nem opskrift.
Lene Tranberg
Kære Janne:-)
Hvor er det fantastisk at høre. Større ros kan man vist ikke få af en 5-årig<3
Tusind tak for din søde besked:-)
Kh Lene
Andy
Tak for en fantastisk opskrift. Den er under mine favoritter fra nu af 🙂 Jeg justerede og smed halv gær og halv surdej i. Og brugte Tipo0 Hvedemel i stedet for Manitoba. Sikke en smag og elastitet. Forresten, så rullede jeg dem ikke, synes, at det er synd for alle de fine luftbobler, så forsøgte med tricket at forme dem som en lille pizza ved at trække i dejen og skubbe luften med sig. De blev mega flotte, store, luftige og lækre! Men ellers, så fulgte jeg opskriften 😉 Synes faktisk slet ikke, at de behøver at blive varmet inden servering, for de er så lækre i sig selv.
Jeg kan ikke poste billede her af resultatet, men der er et billede på dette link: https://share.icloud.com/photos/0s-_8OQ6i7m30oJyYh-QJu8-g
MUMS! Tak 🙂
Lene Tranberg
Hej Andy:-)
Tak for din besked og billedet af dine pitabrød. De ser virkelig lækre ud:-)
Fortsat god bagning!
Kh Lene
Aviaja Sørensen
Når du brugte halv surdej, hvor mange gram surdej brugte du så ?
Anders D
Hej Lene
Det er bare en super lækker opskrift.
Jeg vil dog hører hvorfor du bruger varmluft fremfor over/undervarme?
Det er mest fordi jeg tænker at de på pizzeriaer jo normalt kun bruger over/undervarme i deres pizzaovne og det samme gør jeg i min egen ovn når jeg bager pizzaer, boller eller surdejsbrød. Har dog ikke gjort det med mine pitabrød, da jeg er bange for de ikke bliver lige så gode som de gør med varmluft. Så jeg vil hører om du havde en god forklaring på det?
Lene Tranberg
Hej Anders:-)
Normalt bager jeg altid med over-/undervarme, fordi min ovn bager uens ved varmluft, så de inderste boller/småkager bliver mørke, før resten bliver bagt.
Til gengæld er det en fordel med luftstrømmen ved pitabrød, fordi varmen bliver hvirvlet rundt om brødene og næsten tvinger dem til at hæve op. Jeg synes ikke, jeg fik den samme effekt, da jeg prøvede med almindelig over-/undervarme.
Håber, det besvarede dit spørgsmål? Ellers må du endelig spørge igen;-)
Kh Lene
Andy
Jeg har taget 80-100 gram. Flere gange nu. Og super hver gang 🙂
Stinna
Virkelig god opskrift. Selvom min dej var virkelig klistret og jeg derfor nok brugte lidt mere mel på bordet, så endte de med at være helt perfekte og smagte skønt. Bestemt ikke sidste gang jeg laver hjemmelavet pita.
Stinna
Jeg brugte forresten over-og undervarme. Havde ikke læst opskriften ordentligt ha ha. Men de blev helt perfekte.
Lene Tranberg
Kære Stinna:-)
Haha, ja, sådan kan det gå;-) Bare ovn og stål er ordentligt varmt, skal det hele nok gå.
Tusind tak for din søde besked<3
Kh Lene
Tina
Hej! Det ser mega lækkert ud 🙂 Kan man mon lave dem dagen før? VH Tina
Lene Tranberg
Hej Tina:-)
Du kan sagtens bage dem dagen før. Læg dem i en frysepose, så du bevarer fugten i dem. Skal de opbevares i længere tid, ville jeg fryse dem ned.
God bagelyst!
Kh Lene
John Jensen
Det er en god opskrift
Har prøvet et par stykker
Det her er den bedste og de første der har poppet op
Susanne
YES ;o) endelig lykkedes det for mig at bage pitabrød med hul i !!
Tak for god opskrift og fantastisk forklaring.
Jeg har to gange tidligere prøvet en anden opskrift, som bare endte som store boller. Men første forsøg med din opskrift lykkedes :o) Jeg er fan.
Dbh Susanne
Lene Tranberg
Kære Susanne:-)
Hvor er det fedt, at det lykkedes dig at få hule pitabrød:-) Jeg kan godt huske min lille jubeldans foran ovnen, første gang jeg bagte pitabrød, som puffede op, som de skulle:-)
Tak for din glade besked<3
Kh Lene
Ellen
Tusind tak for hjælpen jeg prøver igen. – og også godt nytår til dig og dine.
Thea
Hejsa!
Kan dejen langtidshæve? Skal nemlig lave en stor omgang som skal bruges torsdag til frokost i en vuggestue, så tænker tiden måske kan blive knap hvis jeg går i gang torsdag morgen.
Lene Tranberg
Hej Thea:-)
Jeg har ikke prøvet det, men det burde den kunne. Prøv med 10-15 g gær:-)
Rigtig god bagelyst!
Kh Lene
Ellen
Hej Lene
Så tog jeg mig sammen og gjorde et nyt forsøg – og tog pitabrødene ud efter ca. 4 min. De er bare så perfekte og jeg glæder mig vildt til pitabrød med hjemmelavet kebab til aften.
Tak for dit godt råd og dine supergode opskrifter. Jeg har brugt rigtig mange af dem men dine drømmekagemuffins med marcipan tager kegler hver gang.
Lene Tranberg
Kære Ellen:-)
Hvor er du sej, at de lykkedes så fint. Giv dig selv et stort skulderklap fra mig:-)
Og tak for den søde ros<3
Kh Lene
Annette Roed Sørensen
Jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Det mislykkedes totalt. En halv søndag er spildt og jeg gør det aldrig igen.
Lene Tranberg
Hej Annette:-)
Det er altid træls, når noget mislykkes:-(
Det kræver lidt øvelse at håndtere en dej, som skal være smidig og puffe op som pitabrød skal.
Jeg håber, du har succes med andre bageopskrifter:-)
Kh Lene
Hanna
Hej.
Jeg har forsøgt mig med at bage disse pitabrød, men som nogle af de andre i kommentarsporet er jeg ikke helt lykkes med at få dem til at poppe. Har det noget at sige, om den bliver rullet jævnt ud, så den er lige tyk over det hele? Nogle af mine er tykkere rundt i kanten.
Lene Tranberg
Hej Hanna:-)
Ja, pitabrød kan godt drille lidt, hvis de ikke er lige tykke. Hvis du oplever at dejen trækker sig sammen, så kanten bliver tykkere, så prøv at lade dejen hvile lidt. Så slapper glutenstrengene af og dejen trækker sig ikke sammen.
Det kan også skyldes for meget mel i dejen eller for kort æltning, men omvendt skal dejen ikke være så blød, at den hænger fast i bordet under udrulningen.
Øvelse gør heldigvis mester, så du skal nok lære det efter et par bagninger. Jeg hepper på dig;-)
Kh Lene
Tine
Hej Lene
Efter et par mislykkede forsøg, hvor brødene ikke blev hule fik jeg knækket koden. For for mig var der en kode at knække, for at brødene bliver hule indeni. Det kræver, at man ruller dem helt ud over dejkanten. Så de ikke er tykke i kanten. Når jeg sørger for dette, så popper de op, som de skal – et tip til jer, der bøvler med at få dem hule :-).
Tak for min nu yndlingsopskrift på hjemmelavede pitabrød – børn og voksne elsker dem.
Dbh. Tine
Lene Tranberg
Hej Tine:-)
Ja, det er rigtigt, at dejen skal rulles flad hele vejen, også på kanten. Det må jeg hellere præcisere i opskriften.
Tak for at gøre mig opmærksom på, hvordan den kan forbedres:-)
Ha’ en dejlig dag.
Kh Lene
Anne
Har du erfaringer med at fryse pitaerne ned ? Eller bage dem 1-2 dage før de skal bruges ?
Glæder mig til at afprøve opskriften til mine gæster i weekenden
Lene Tranberg
Hej Anne:-)
Ja, pitabrødene kan sagtens bages i forvejen og fryses ned. Pak dem i fryseposer med så god plads, at de ikke bliver klemt i fryseren.
God bagelyst.
Kh Lene
Tine
Hej Lene
Har ikke prøvet din opskrift endnu. Jeg har altid elsket Jacobs pitabrød fordi det var grahams pita, vil jeg kunne komme grahamsmel i? Hvis ja, hvor meget vil du mene jeg skal bruge? Tak for en meget udførlig video, :o)
Mvh. Tine
Lene Tranberg
Hej Tine:-)
Beklager det meget sene svar.
Du kan sagtens erstatte noget af hvedemelet med grahamsmel. Prøv med 100 g grahamsmel. Det bør fint kunne lykkes.
Måske skal du tilsætte 1-2 spsk vand ekstra, men prøv dig lidt frem:-)
God bagelyst.
Kh Lene
Karina
Fantastisk opskrift
Har brugt den mange gange med lækre pitabrød som resultat.