Panna cotta er en italiensk flødedessert. Navnet betyder faktisk bare ‘kogt fløde’. Det er en af de allernemmeste desserter at lave, og den findes i mange varianter fra den helt klassiske uden noget til panna cotta med frugtkompot af en slags. Det er fint nok at lave en frugtgrød eller gele at komme ovenpå, men når jeg tænker vanille, vil jeg helst kombinere den med jordbær. Altså, friske jordbær.
Panna cotta
Du kan lave desserten nogle timer før eller dagen i forvejen. Derfor er det også en nem dessert at lave til mange, fx hvis du skal lave en dessertbuffet, men du skal naturligvis have plads i køleskabet til de mange glas. Hvis du laver det i små glas med låg, kan du dog stable dem i køleskabet, og så er det pludselig ikke så besværligt.
Der er ikke æg i, og derfor er opskriften også let at gange op eller ned, så du kan lave det antal portioner, du skal bruge. Jeg brugte flydende vanille til min panna cotta, men hvis du bruger hele vanillestænger, skal du bruge en hel stang til en portion som denne og skrabe kornene ud, før du koger fløden op sammen med sukker og vanillestang.
En anden lækker creme dessert er den klassiske creme brulee med knasende karamel på toppen.
Panna cotta
Ingredienser
Panna cotta
- 4 dl piskefløde
- 3 blade husblas
- 75 g sukker
- 1½ tsk flydende vanille
Jordbærtop
- 300 g jordbær
- 80 g sukker
- 1 blad husblas
- Et par mynteblade til pynt
Sådan gør du
Panna cotta
- Udblød husblassen i koldt vand i 20 minutter.
- Bland fløde, sukker og vanille i en lille gryde og varm det op, indtil sukkeret er smeltet. Det må kun lige nå kogepunktet. Tag gryden af blusset. Knug husblassen fri for vand og opløs den i den varme fløde.
- Hvis du ikke vil have vanillekornene til at ligge i bunden af desserten, skal du lade fløden afkøle, indtil den begynder at sætte sig, før du fylder den i dessertglassene. Rør rundt en gang imellem, så kornene bliver fordelt. Det er dog ikke nødvendigt, det er helt op til dig.
- Sæt glassene på køl et par timer, indtil fløden er fast.
Jordbærtop
- Imens renser du jordbærrene og skærer dem i mindre stykker. Bland dem med de 80 g sukker, og lad blandingen trække i en times tid. Udblød husblassen i koldt vand i 20 minutter.
- Si sukkerlagen fra jordbærrene og over i en lille gryde. Knug vandet fra husblassen og smelt den i sukkerlagen. Køl den af, så den er håndlun.
- Fordel de delte jordbær over den faste panna cotta og hæld jordbærgeléen ned mellem jordbærrene. Sæt desserten på køl, indtil jordbærtoppen er fast.
Marianne
Hej Lene. Hvor har du købt de søde glas?
LT
Hej Marianne:-)
Jeg købte dem hos et firma, der hed Mojoo for 8-9 år siden. De er vist desværre ikke i produktion længere:-( Det var egentlig beregnet til rødvin, men vi bruger dem mest som whiskey- eller dessertglas:-)
Kh Lene
Marianne
Tak for hurtig svar. Det var ærgeligt, at de ikke er i handlen mere.Må nok en tur til isenkræmmeren og se om de har noget specielt.Desserten bliver ligesom lidt mere spændende, når “indpakningen” er unik.Kh Marianne
Yvonne
Hej. Når jeg sier saften fra jordbærrene over i en gryde, skal saften så koge, og afkøle til den er hånd lun, og skal husblasen så over i når den er lun.
Måske spørger jeg lidt dum, men synes ikke for mig det fremgår helt klart.
Lene Tranberg
Hej Yvonne:-)
Tak for dit spørgsmål.
Jeg skal have kigget på min beskrivelse, så, for jeg hader selv, når der er tvivl om, hvad man skal;-)
Når du har siet saften fra jordbærrene, lægger du husblassen over i og varmer op, til husblassen smelter. Det skal ikke koge, bare være så varmt, at husblassen kan smelte.
God fornøjelse:-)
Kh Lene
Yvonne
Tak for dit svar Lene!