Er du (også) vild med texmexkøkkenet, men synes, at de købte tortillas kan være lidt “pap-agtige” og usmidige? Så skulle du prøve at bage dem selv. Det er slet ikke svært selv at lave hvedetortillas.
Texmex krydderi til tacos og burritos
Gennem tiden har vi købt uanede mængder tortillas og poser med texmexkrydderi, for ‘mexicanske pandekager’ er blevet en sikker klassiker i vores familie, ligesom ‘spaghetti og pølser’ var det i min bandom.
Et hurtigt kig på nettet afslører, at min favoritblanding, Taco Spice Mix fra Santa Maria koster kr. 12,50 for en pose. Det bliver til en hel del gennem årene, især når vi har alle krydderierne i skuffen i forvejen.
Det kan ikke betale sig at lave en stor portion af krydderiblandingen og have den stående i et glas. Det er hurtigt og nemt at putte krydderierne i, når du laver kødet, i stedet for at risikere, at det blandede krydderi står og bliver kedeligt i glasset.
Hvedetortillas
Købte tortillas er ikke så smidige, som jeg ønsker dem. Uanset, om vi køber de allerstørste af dem, så kan de ikke rumme den mængde fyld, jeg gerne vil have i. (Begrænsningens kunst er svær.)
Købte hvedetortillas kan ikke holde sig lukkede, når der først er fyld i, så jeg plejer at vende dem med samlingen nedad, bare for at have en smule styr på det.
Derfor ville jeg prøve at bage mine egne tortillas. Jeg konsulterede min bedste Texmex-kogebog af Jonas Cramby, ‘Texmex fra bunden’.
Det var ikke uden en vis skepsis, at jeg afprøvede opskriften, for brød med bagepulver plejer at blive tørt på et øjeblik efter bagning. Men som jeg så ofte bruger det, gør et fugtigt viskestykke underværker til at holde brød og boller friskt.
De store luftbobler i hvedetortillas falder sammen, når de køler af, så resultatet af opskriften var store, smidige tortillas, klar til at blive fyldt.
Bagestål eller stegepande
Det er virkelig nemt at bage hvedetortillas. Hvis du ikke har et bagestål, kan du bare bruge en varm, tør pande. Det virker på samme måde.
Jeg lod mig bare ikke begrænse af pandens størrelse, jeg kunne lave mine tortillas lige så store, som jeg kunne rulle dem ud:-)
Bagestålet blev lagt på wok-blusset på komfuret, så det blev supervarmt. Derefter var det en smal sag at lægge dejen på stålet og vende mine hvedetortillas, når de havde fået nok.
Har du lyst til en anden virkelig lækker type kød i dine tortillas, skal du lave Carnita taco – svinekam kogt i cola. Det smager lidt henad pulled pork, men meget bedre.
Hvedetortillas og texmexkrydderi
Ingredienser
Hvedetortillas
- 420 g hvedemel, gerne med glutenindhold på 12%
- 1/2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk fint salt
- 25 g koldt smør
- 3 dl varmt vand
Texmexkrydderi
- 2 fed presset hvidløg
- 1 tsk stødt spidskommen
- 1 tsk oregano
- 1/2 tsk cayennepeber
- 1 tsk stødt koriander
- 1/2 tsk stærk paprika
- 1 tsk groft salt
- 1/2 tsk mørk kakao
- 1/2 tsk sukker
- Til 500 g hakket oksekød og 1 dl vand
Sådan gør du
- Bland mel, bagepulver og salt, så det er godt fordelt. Tilsæt smør i små stykker og bland det, til det har konsistens som fint sand.
- Hæld vandet i lidt ad gangen, indtil du har en smidig dej.
- Ælt dejen grundigt i 3-5 minutter, indtil dejen slipper skålens sider, og er blød og smidig. Dæk skålen til med et hårdtopvredet viskestykke og lad dejen hvile i 20 minutter.
- Del dejen i 8 lige store stykker, og tril dem til boller. Rul dejen ud, en kugle ad gangen, på et let meldrysset bord. Rul ud, så tyndt du kan, og drys med mel, når dejen begynder at klistre fast.
- Flyt på dejen hele tiden ved at dreje den, hver gang du har rullet. Det gør det nemmere at få pandekagen rund, og du kommer ikke til at stå i en skæv stilling.
- Lad dine tortillas hvile på køkkenbordet i 10 minutter. VarmD bagestålet eller en tør pande op.
- Rul dine tortillas ud igen, så de bliver endnu tyndere, og bag dem ca. 30 sekunder på hver side på det varme stål/den varme pande.
- Læg pandekagerne i en stak på en bageplade med bagepapir, og læg det fugtige viskestykke henover, så de bevarer smidigheden. Boblerne i hvedetortillas bliver bløde og giver efter, når de køler af.
- Opbevaring til senere sker bedst i en frysepose på køkkenbordet, hvis du ikke spiser dem indenfor et par timer. Hvedetortillas er også fryseegnede i fryseposer.
Texmexkrydderi og kødfyld
- Brun det hakkede oksekød i lidt olie. Tilsæt krydderiblandingen sammen med 1 dl vand og lad det simre, til vandet er kogt ind.
- Serveres med hvedetortillas, guacamole, pico de gallo tomatsalsa, revet cheddar, strimlet salat, agurk i tern, majs fra dåse, creme fraiche, tomat i både og finthakket rødløg… (Du kan godt se, jeg er nødt til at bruge store tortillas, ikke?)
Sophie
Virkelig god opskrift. Bruger den igen og igen!
Lene Tranberg
Hej Sophie:-)
Tusind tak for din besked og alle stjernerne. Det glæder mig meget:-)
Ha’ en dejlig weekend.
Kh Lene