Blommechutney er genialt tilbehør til asiatiske retter eller grillmad. Hvis du laver den her i sensommeren, kan du gemme smagen helt til næste år.
Blommebarndomsminder
Da jeg var barn, besøgte jeg naturligvis min moster og onkel. De boede i et stort hus med store træer i den lille have – men heldigvis kunne de leje nabogrunden af kommunen. Her var der store frugttræer. Bl.a. et blommetræ med verdens bedste blommer, gul Reine Claude.
Jeg ville allerhelst besøge Grethe og Egon om sommeren, når blommerne var modne, og jeg kunne spise hundredevis af dem. Og det gjorde ikke noget, for der var rigeligt. Deres træ eksisterer ikke mere. Træet er fældet, og der er i dag parkeringsplads.
Jeg har langt om længe fået mit eget Reine Claude træ, og i år har det båret masser af blommer. De er allesammen blevet spist direkte fra træet, for sådan smager Reine Claude allerbedst. Defor vil jeg anbefale dig nogle andre blommer til denne blommechutney. De gule, søde, saftige blommer er simpelthen for gode:-)
Blommechutney er nemt
Der findes andre blommesorter. Både nogle, som er sure, nogle, som er søde – og nogle som bare er vandede. Du kan bruge alle slags. Du smager bare din blommechutney til, om den skal være mere syrlig eller mere sød og justerer efter det.
Du kan også sagtens lave chutney af blommer, som du har frosset ned. Det er selvfølgelig nemmest, hvis du nåede at tage stenen ud af blommen, før de røg i fryseren, men ellers må du sortere dem fra undervejs.
Blommechutney er krydret og lækkert til godt kød. Det går fint sammen med indisk. Eller rijstaffel i stedet for mangochutney. Du kan justere smagen med dine yndlingskrydderier. Hvis du ikke bryder dig om chili, springer du bare cayennepeberen over.
Andre rigtig gode opskrifter på bloggen er blommemarmeladen med rosmarin og vanille, blommesaft eller de syltede, grønne blommer.
Blommechutney
Ingredienser
- 1 stort løg
- 1 fed hvidløg
- 1 stort æble eller to små
- 1200 g blommer uden sten
- 3 dl eddike
- 150 g sukker
- 1 tsk stødt allehånde
- 1 spsk salt
- 1 tsk sennepsfrø
- 1½ tsk stødt ingefær
- ½ tsk cayennepeber
- 3 tsk rød Melatin
- 3 spsk sukker
- Evt. Atamon
Sådan gør du
- Pil løg og hvidløg. Tag kernehuset ud af æblet. Hak løg, hvidløg og æble fint i foodprocessoren.
- I en stor gryde blandes udstenede blommer, æble-løg-blandingen, sukker, eddike og alle krydderier. Det bringes i kog og simrer for svag varme i en time, til det er kogt jævnt.
- Smag på din blommechutney, om den er, som du kan li’ den. Bland Melatin og sukker og rør det i chutneyen. Lad chutneyen koge et par minutter, til den er tyknet.
- Tag gryden fra varmen og rør evt. Atamon i efter anvisningen på flasken. Din blommechutney må nu ikke koge mere.
- Hæld blommechutneyen på skoldede glas, som du straks lukker til.
Skriv et svar