Smuldr gæren i yoghurten og bland det godt. Tilsæt salt, sukker, durummel og det bløde smør og ælt det helt glat. Tilsæt resten af melet lidt ad gangen, og ælt derefter, til dejen slipper skålens sider og er glat og smidig. Det tog 8 minutter, før jeg var tilfreds. Dejen er meget blød og en smule klistret, når den er færdig.
Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik, og stil den til hævning et lunt sted i 45 minutter, til dejen har nået dobbelt størrelse. (Jeg hæver dej i min ovn ved 37°.)
Formning af yoghurtbrød
Skrab dejen ud på et let meldrysset bord. Fold dejen ind over sig selv fra alle fire sider. Stram dejen op ved at trække og samle dejens hjørner på midten og derefter samle de nye hjørner på midten. Vend dejen med samlingen nedad og drej den hen over bordet med en hånd og bordskraberen, mens du strammer overfladen op. (Se evt. videoen i opskriften på gulerodsbrødet.)
Vend dejen om igen med samlingen opad, og fold en tredjedel af dejen ind over midten, og fold den anden yderste tredjedel ind over, så du får et aflangt brød. Vend dejen om med samlingen nedad, og stram dejen op ved at lade hænderne glide ned over brødets sider og stramme overfladen. Dyp om nødvendigt hænderne i lidt mel, så du ikke hænger for meget i.
Hæld de lyse birkes i et aflangt fad. Læg brødet med overfladen nedad i fadet med birkes og tryk det let ned, så birkesdrysset kommer til at sidde godt fast. Træk brødets sider godt op og saml dem på midten.
Smør en 3 liters brødform godt med smør. Læg dit yoghurtbrød ned i formen med birkessiden opad. Træk lidt i enderne, så formen fyldes ud. Skær en lang ridse i brødet på langs af formen, ca. en centimeter ned i dejen.
Dæk atter formen til med fryseposen og fastgør den med en elastik. Sæt brødet til hævning et lunt sted i 45 minutter. Dejen når op over kanten af formen, når det er færdighævet.
Hvis jeg hæver brød i ovnen, lader jeg det stå der, indtil der er 15 minutter tilbage af hævetiden. Så tager jeg forsigtigt brødet ud, varmer ovnen op, og når brødet er færdighævet, er ovnen varm.
Bagning af yoghurtbrød
Ovnen opvarmes til 210° (alm. ovn, ikke varmluft). Sæt et lille varmefast fad ind i bunden af ovnen, når du tænder den, så det bliver lige så varmt som ovnen. Jeg bruger en steaktallerken i støbejern.
Fjern fryseposen og sæt forsigtigt brødet på en rist i den nederste rille i ovnen. Hæld ½ dl vand i steaktallerkenen, og luk ovnen med det samme, så dampen bliver derinde. Bag dit yoghurtbrød i ca. 30 minutter.
Åbn kort ovnlågen, når brødet har fået 15 minutter, så evt. overskydende damp lukkes ud. Når brødet er gennembagt, er kernetemperaturen 90°, hvis du måler med et stegetermometer. (Mit brød fik 28 minutter i ovnen.)
Læg et (tørt) viskestykke over dit yoghurtbrød og lad det afkøle i formen i fem minutter, før du vender det ud af formen og pakker det ind i det tørre viskestykke. På denne måde bevarer du fugtigheden i brødet, så det holder sig friskt og blødt i længere tid.
Hvis du hellere vil have en sprød skorpe, tager du brødet ud af formen efter et par minutters afkøling og lader det afkøle helt på en bagerist uden viskestykke.
Noter
Yoghurtbrød kan naturligvis fryses ned, hvis du ikke får spist det hele inden for et par dage.Hvis du ikke har durummel, kan du erstatte det med hvedemel.
Tags Dansk Klassiker, Formbrød, Gærdej, Morgenbrød
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!