Du går aldrig galt i byen med en mandelbund, en blød mousse og friske bær. Uanset om du skal bruge kagen som dessert eller til kaffen. Sådan en kage er min sommerlagkage.
I fredags havde vi gæster for første gang i over to måneder, når man ser bort fra familien.
Da Danmark lukkede ned, havde vi en aftale med et vennepar, at de skulle komme til middag. Det blev naturligvis aflyst og udsat på ubestemt tid. Først nu fandt vi det sikkert at invitere igen.
Sommerlagkage med rabarber og bær
Du skal ikke lade dig begrænse af, at det hedder en sommerlagkage. Du kan bage den, når som helst du har lyst til en lille mundfuld solskin. Rabarberne kan sagtens være fra fryseren.
Der er ikke nogen svære trin i kagen, hvis du bare følger opskriften. Der er husblas i moussen, men fordi den opløses i den varme rabarbersaft, kan du lykkes med det, selvom du aldrig har arbejdet med husblas før.
En mandelbund med marcipan giver en stabil bund med masser af smag. Rabarberkompotten er den faste del af de kogte rabarber. Rabarbermoussen lægges ovenpå og holder på bærrene, du pynter kagen med. Kort sagt: En sommerlagkage med smag af solskin.
Opskriften på bunden er også brugt i min hyldeblomstkage, hvis du har brug for variation eller et andet tema end rabarber.
Husk, der er forskel på rabarbers syrlighed. Derfor kan du smage din rabarbermousse til med lidt flormelis, hvis du vil have den sødere, når du har blandet den med flødeskummet.
Pynt din sommerlagkage med bær. Ikke alene er det farvestrålende og ser fint ud, men når du læsser masser af bær på kagen, giver det forskellige oplevelser på tungen.
Brug de bær, du har ved hånden: Jordbær. blåbær, hindbær, brombær eller ribs vil alle give et forskelligt farvespil til kagen.
Har du for mange friske rabarber, så skær dem i mindre stykker og frys dem ned. På den måde kan du altid bage en sommerlagkage eller en Bedstefars skæg kage i en håndevending.
Sommerlagkage med rabarber og friske bær
Ingredienser
Mandelbund
- 75 g mandler, blendet til mel
- 25 g marcipan, fintrevet
- 15 g kartoffelmel
- 10 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold) (eller Maizena, hvis kagen skal være glutenfri)
- ½ tsk bagepulver
- 2 æggehvider (æg str. M/L)
- 65 g sukker
Rabarberkompot og -mousse
- 250 g rabarber, rensede og i mindre stykker
- 150 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 1 spsk vand
- 3 blade husblas
- 2 dl piskefløde
Til pynt
- 125 g blåbær
- 400 g jordbær i kvarte
Sådan gør du
Mandelbund
- Blend mandlerne meget fint i en minihakker eller foodprocessor. De skal ikke smuttes først.
- Varm ovnen op til 150° (almindelig ovn, ikke varmluft). Læg tilklippet bagepapir i en lagkageform med en diameter på 25 cm. Smør siderne godt med smør.
- Mandelmel, marcipan, kartoffelmel, mel og bagepulver blandes godt i en skål. I en helt ren skål piskes æggehviderne stive. (Vend skålen på hovedet, så du er sikker på, de er helt stive.) Tilsæt sukkeret en skefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk i yderligere et par minutter, efter det sidste sukker er pisket ind.
- Vend ¼ af marengsmassen godt med de tørre ingredienser, før du vender resten af marengsen i ad to omgange. Vend det forsigtigt med lange tag med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af marengsen.
- Fordel dejen i formen og glat den ud med en dejskraber. Bag mandelbunden i nederste tredjedel af ovnen i ca. 30 minutter.
- Lad kagebunden køle af i formen i 5 minutter. Tag den ud, fjern bagepapiret, og lad den køle helt af på en rist.
Rabarberkompot og -mousse
- Læg husblassen i blød i koldt vand i minimum 15 minutter.
- I en lille gryde blandes rabarberstykker, sukker, vanillesukker og vand. Bring det i kog og lad det simre i 8-10 minutter, indtil rabarberen er mør, og let falder fra hinanden.
- Hæld rabarberne i en sigte og lad saften dryppe ned i en skål. Pres let på kompotten, så al saften kommer fra. Gem rabarberkompotten.
- Knug vandet af husblassen, læg den i den varme saft, så husblassen opløses. Bland det godt. Lad rabarbersaften køle af, til den når stuetemperatur, og begynder at blive tyk.
- Pisk fløden til bløde toppe. Den må ikke blive for stiv, men der må heller ikke være flydende fløde i bunden.
- Rør først en spiseskefuld af fløden ud i den afkølede saft. Bland det godt. Vend resten af fløde i saften ad et par omgange. Brug lange tag med en dejskraber. Er rabarbermoussen meget syrlig, kan du smage den til med flormelis. Sæt moussen i køleskabet i minimum en halv time, til den har sat sig.
Samling og pynt
- Skyl jordbær og blåbær, og lad dem tørre på et rent viskestykke. Del jordbærrene i kvarte. Lad nogle af de grønne blade blive siddende på som pynt.
- Læg mandelbunden på serveringsfadet. Fordel rabarberkompotten ovenpå bunden, helt ud til kanten.
- Rabarbermoussen fordeles med en dejskraber henover kompotten. Lad en lille kant være fri hele vejen rundt. Når du pynter kagen med bærrene, presses moussen lidt længere ud.
- Stil kagen i køleskabet indtil en halv time før servering, så bærrene når at temperere lidt.
Jette Sørensen
er bunden ikke lidt tynd, jeg vil vist hellere have lidt mere bund skal jeg så lave dobbelt, af bunden
eller syntes du der er nok bund
Hilsen Jette
Lene Tranberg
Hej Jette:-)
Jeg synes, bunden er passende, men hvis du gerne vil have en tykkere, skal du endelig fordoble den.
Måske er jeg farvet af at have en mand, som gerne vil have så lidt kagebund og så meget creme som muligt;-)
Kh Lene
Kirsten Sihm
Mums hvor ser den lækker ud ..
Jeg har dog en datter der ikke bryder sig om marcipan.. Ville den kunne laves uden marcipan eller vil den så mangle noget der holder kagebunden sammen..?
Kh Kirsten
Lene Tranberg
Hej Kirsten:-)
Du kan kopiere bunden fra den her i stedet. Der er ikke marcipan i.
https://bagvrk.dk/hyldebaerkage/
God bagelyst og god sommer!
Kh Lene
Cecilie
Hej Lene,
Hvor længe i forvejen kan man lave kagen? Jeg gad godt at lave den to dage før fødselsdagsfest, men ved ikke, om bund og mousse når at blive kedelig? (Jeg ville selvfølgelig vente med at samle bund og mousse)
Lene Tranberg
Hej Cecilie:-)
Moussen skal lægges på, mens den stadig er blød, for ellers lægger den sig ikke så pænt.
Jeg ville ikke lave den tidligere end dagen før, men du kan godt bage bunden tidligere og evt fryse den ned.
Rabarberne kan også koges et par dage før og sies, men selve moussen må du vente med;-)
God fødselsdag:-)
Kh Lene