Napoleonskager er en klassiker, som efterhånden er svær at finde hos bageren. Derfor kan du nu bage dem selv.
Da jeg var barn, blev der altid sendt en filmklassiker i TV om søndagen. Jeg er helt sikker på, at det var på DR, for indtil TV2 startede, var DR den eneste TV-kanal, vi kunne se. Det var gamle Tarzanfilm med Johnny Weissmüller eller Easter Parade med Judy Garland og Fred Astaire. Vi blev bænket omkring sofabordet med forskellige kager – og nogle gange med napoleonskager.
Napoleonskager
Jeg kan godt li’ napoleonskager. Faktisk er det en af mine yndlingsflødekager. Sprød, flaget butterdejsbund. Hindbærsyltetøj og vanilleflødecreme. Ganske umuligt at spise pænt, men nøj, den smager godt.
Min mand har plaget om flødekager i flere måneder. Bevares, jeg bager da mange udmærkede kager, men intet slår en kage med flødeskum og syltetøj i hans optik. Men hvad han desværre ikke har luret, er, at når jeg har fået en kage til at lykkes, er det sjældent, jeg bager den igen. Så vil jeg hellere finde en ny kage at bage. Og se, om den kan lykkes.
Er det så slut med napoleonskager nu? Måske. Men der findes så mange andre flødekager, så måske kan han få lov at sætte tænderne i en anden slags en dag. Nu har vi fået flødekager to gange på en uge, så der kommer en naturlig pause, mens vi ruller julebag ud den næste måneds tid.
Der måtte to forsøg til, før jeg syntes, opskriften var lige i øjet. I den første portion var konditorcremen med flødeskum og vanillecreme så blød, at kagerne nærmest måtte støbes. (Der er husblas i til at holde på formen.) Og hindbærsyltetøjet lå under flødecremen… Ikke godt nok, når man gerne vil have pæne kager, vel?
I dag er der lidt mere husblas i. Og cremen er sprøjtet ud som en kant først, hvorefter jeg har fyldt hindbærsyltetøj ned bag dæmningen, fyldt op med mere creme og lagt låget på.
Jeg skulle måske have glattet dutterne ud med en paletkniv, så siderne blev glatte. For når jeg kigger på billederne, ligner det en række tænder. Bee Gees-kager… En tilbagekrænget overlæbe og alt for store tænder… Nå, never mind, I forstår, hvad jeg mener;-)
Hjemmelavet vanillecreme
Vanillecremen er hjemmelavet og nem at gå til. Til gengæld sprang jeg over et lavt gærde og brugte købt, frossen butterdej. Det er nemt at have med at gøre, for det skal ikke rulles eller foldes. Jeg får sprøde bunde med et minimum af indsats. Jeg vil hellere bruge kræfterne på en lækker vanilleflødecreme.
Napoleonskager er ikke en dansk opfindelse. Kagen skal være firkantet og have mindst to lag butterdej og fyld af kagecreme, flødeskum, hindbærsyltetøj og glasur på toppen. Måske stammer napoleonskager fra Napoli i Italien. Måske er det en fordanskning af det franske ‘napolitain’, som betyder ‘fra Napoli’.
Måske er kagen skabt af Napoleons kok, Marie-Antoine Carême. Uanset hvad navnet skyldes, så smager denne variant præcis, som jeg synes, en napoleonskage skal smage:-)
Andre flødekager
Gå ikke glip af de fantastiske gåsebryst, Othellolagkagen eller de klassiske fastelavnsboller med konditorcreme.
Napoleonskager
Ingredienser
Bund
- 4 plader frossen butterdej
- 2 spsk flormelis
Vanillecreme
- ¼ vanillestang eller 1 tsk. vanillesukker
- 2½ dl mælk
- 3 æggeblommer
- 75 g sukker
- 20 g Maizena
Derudover
- 3 blade husblas
- 2½ dl piskefløde
- 8 tsk hindbærsyltetøj
Pynt
- 1 æggehvide
- Flormelis
- Frysetørret hindbær
Sådan gør du
Start med vanillecremen
- Flæk vanillestangen på langs, skrab kornene ud, og bring stang og korn i kog med mælken. Kom æggeblommerne i en skål og pisk dem godt med sukkeret, til blandingen bliver lysere. Sigt maizenaen i, og bland det uden at piske. (Hvis du bruger vanillesukker, kan du bare blande det i æggeblandingen sammen med sukkeret.)
- Hæld den kogende mælk i æggeblandingen under piskning. Hæld det hele tilbage i gryden og bring det i kog under stadig omrøring. Lad cremen koge sagte i et minuts tid under kraftig piskning. Pas på, det ikke brænder på.
- Sigt cremen over i en skål, så vanillestangen sigtes fra. Dæk cremen til med husholdningsfilm helt ned på overfladen og sæt den i køleskabet. Lad vanillecremen afkøle helt.
Bag bundene
- Læg butterdejspladerne adskilt på køkkenbordet, og lad dem tø op i 20 minutter. Varm ovnen op til 200° (alm. ovn, ikke varmluft). Marker med en kniv, så hver plade kan deles i fire stykker, når de er bagt. Sigt flormelis henover butterdejen.
- Læg et stykke bagepapir henover dejen, sæt en bageplade ovenpå, så de ligger i pres, og bag dem midt i ovnen i 13 minutter. Fjern bagepladen og det øverste bagepapir og bag butterdejen i endnu 4-6 minutter, til den er gylden og sprød. Flyt straks butterdejspladerne over på en bagerist, så dampen kan slippe væk, og lad dem afkøle helt.
Creme og flødeskum
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter. Sæt en lille gryde med vand over. Tryk husblassen fri for vand og læg den i en skål sammen med tre spsk. fløde. Smelt husblassen over vandbad. Bland den godt med den lille smule fløde og tag den af varmen. Lad husblassen afkøle til højest lillefingervarmt.
- Pisk resten af fløden, til den danner bløde toppe. Den må ikke piskes helt stiv.
- Pisk den afkølede vanillecreme godt igennem, så den er glat. Når husblassen er afkølet, hældes den i vanillecremen, mens du pisker, til det er blandet godt. Vend nu ¼ af flødeskummet i vanillecremen, til cremen er jævn. Fortsæt med at vende resten af flødeskummet i ad et par omgange. Vend det nænsomt med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af flødeskummet.
- Fyld konditorcremen, som det nu er, i en sprøjtepose med en rund tyl med en diameter på 10-12 mm. Læg sprøjteposen i køleskabet, til cremen har sat sig, så den er nem at sprøjte ud, uden at den vælter.
Glasur og pynt
- Skær butterdejspladerne i hver fire stykker med en skarp, tung kniv efter de markeringer, du lavede tidligere. Du har nu 16 rektangulære butterdejsplader, 8 bunde og 8 låg.
- Pisk æggehviden til let skum med et håndpiskeris og tilsæt flormelis en spiseskefuld ad gangen, indtil du har en tyktflydende glasur. Du kan godt lægge glasuren på halvdelen af butterdejsstykkerne med en ske, hvis du vil.
- Hvis du vil være mere nøjagtig, skal du hælde glasuren i en frysepose, klippe et hjørne af og lægge glasur på. Tegn først en stribe rundt i kanten af kagen og fyld derefter glasur ind i midten. Glat det med en ske, som du dypper i lidt vand. Drys med lidt frysetørret hindbær. Jeg lagde også et par rød skovsyre-blade på.
- På alle underdelene af butterdej sætter du nu en mur med den kolde, stive konditorcreme rundt langs kanten. Fordel en teskefuld hindbærsyltetøj bag hver mur og fyld op med resten af konditorcremen.
- Læg nu det pyntede låg på kagen og server dine napoleonskager.
Skriv et svar