Jeg har aldrig mødt en vandbakkelse, jeg ikke kunne li’. Men nu har jeg mødt en, som smager 100 gange bedre end alle de andre! Denne vandbakkelse er en choux au craquelin – og ikke en Mariebolle som først antaget. Der er nemlig forskel på de to.
En choux au craquelin er en vandbakkelse med en skive småkagedej (altså smør, sukker og mel) ovenpå, som krakelerer, når den bages og bagefter fyldes vandbakkelsen med en lækker, blød creme.

Er det ikke Marieboller?
En Mariebolle er med en skive mørdej ovenpå (altså en dej, hvor der er æg i). Toppen krakelerer stadig, men den har en lidt anden struktur.
Der er lidt navneforvirring, når man søger på Marieboller, for der dukker også opskrifter op, hvor der er småkagedej på toppen. Nu kender du forskellen på de to og kan gøre dig klog på forskellen;-)
Der findes mange fløjlsbløde cremer, som man kan fylde i vandbakkelser, men denne slår dem alle! Det er en Earl grey te-creme med en lille smule vanillesukker i. Jeg har ALDRIG smagt noget så lækkert.
Det har været mig umuligt at finde ud af, hvorfor der er noget, der hedder Mariebolle på dansk. Hvis du ved det, må du meget gerne skrive det til mig, så jeg kan tilføje det til indlægget. Jeg hader løse ender… En choux au craquelin er naturligvis fransk, det giver næsten sig selv.

Da jeg googlede choux au craquelin, dukkede der en Youtube-video op med en vandbakkelse fyldt med Earl grey te-creme. Brugeren hedder Honeykki. Hun er koreaner, og videoen viser egentlig bare, hvordan hun gør – men der er kun naturlige (stille) lyde med et fuglefløjt engang imellem.
Hendes opskrift er fra Marianne Magnier-Moreno, en fransk kogebogsforfatter – og jeg har ændret en lille smule på den.
Prøv dig frem
Choux au craquelin kan varieres på uendelige måder. Cremen indeni kan være tilsmagt med alt muligt. Du kan blande Krakelerede vandbakkelser med blåbærskum med blåbærsyltetøj i som her. Det kan være lemon curd, du vender i. Chokolade, karamel, nougat, vanille. Ja, altså, fyld dine vandbakkelser med din yndlingssmag, men fyld dem endelig helt op:-)
Vil du have en lækker vanillecreme at fylde i, kan du prøve den, jeg brugte i mine Napoleonskager. Du kan godt undvære husblassen, for cremen behøver ikke blive stående på samme måde.
Derudover er der store muligheder med småkagelåget. Jeg har brugt almindeligt hvidt sukker til mørdejen, men hvis du bruger farin i stedet, bliver smagen mere karamelagtig og krakeleringerne bliver mørkebrune.
Du kan putte farve i dejen, eller knust, frysetørret hindbærstøv? Lad din fantasi få frit spil og prøv dig frem med, hvilken variant, du bedst kan li’. Men prøv endelig min opskrift som det allerførste! De er altså VILDT gode! Som i de bedste nogensinde! 🙂

Vandbakkelser er ikke så svære
Det er ikke svært at bage vandbakkelser. Det er dog vigtigt at overholde de få regler, der er: Åbn ikke ovnen før tid, og lad være med at lave dejen for tynd. Ja, det var stort set det…
Når du først har taget på at bage dejen godt af og ikke putte for meget æg i dejen, så gælder det blot om at være tålmodig og holde øje med vandbakkelserne gennem ovnlågen.
Hvis du åbner lågen for tidligt, falder dine vandbakkelser sammen. Det gør de også, hvis du tager dem for tidligt ud. Der er både lys i ovnen og glas i lågen, så der er absolut ingen grund til, at du skal åbne ovnen under bagningen!
Bag dejen af i gryden, til den er glat, blank og gennemvarm. At “bage den af” vil sige, at du skal røre den med en grydeske i gryden over blusset. Dejen skal være samlet, gennemvarm og begynde at sætte tynde skorper af i bunden af gryden. Det tager i hvert fald et par minutter.
Tag derefter gryden af blusset, hæld dejen over i en skål og lad den køle et par minutter, før du begynder at ælte æggene i. Du kan enten piske med en håndmixer eller i røremaskinen med K-spaden. Når du tilsætter æggene (jeg hældte æg i ad tre omgange), skiller dejen lidt, og så skal du røre, indtil den er helt samlet igen, før du hælder mere æg i.
Hvor meget æg?
Hvor meget æg skal der i? Min mor ville have sagt “passende”, og det er helt korrekt, men måske ikke så brugbart, når man ikke ved, hvornår passende er nok.
Dejen skal være så fast, at du kan køre en finger igennem og så bliver dejen stående. Den skal ikke flyde sammen. Men den skal også være blød nok til at være medgørlig og nem at sprøjte ud af en pose. I min opskrift passede det med, at jeg brugte to æg i str. M/L. Hvis du pisker æggene let med en gaffel, er det nemmere at dosere dem, når de kommer i dejen.
Vil du have en formel for vandbakkelsesdejen, så de altid lykkes, skal du læse min opskrift på eclairs og den perfekte vandbakkelse. Den tager udgangspunkt i æggenes vægt og tilpasser resten af ingredienserne efter det.

Choux au craquelin er hurtige fastelavnsboller
Det tager ikke lang tid at lave choux au craquelin i forhold til gammeldags fastelavnsboller. Der er ingen hævetid, og cremen skal alligevel køle ned, før den kan fyldes i bollerne.
Jeg har i mange år haft et lidt anstrengt forhold til smør i kager, især i mørdej. Men for mig har det været lidt ligesom at lære at spise oliven. Min mund har skullet vænne sig til det. Der er smør i mine choux au craquelin. Du bestemmer selv, om du bruger smør eller margarine. Kagerne skal nok lykkes, uanset hvad du bruger.
Du skal ikke fylde vandbakkelserne for tidligt. Så bliver de bløde. Man kan godt bage vandbakkelser dagen før, men de smager allerbedst nybagte. Hvis du er nødt til at bage dem dagen før, kan du lægge et tørt viskestykke over, når de er kølet af og stille dem i et køligt rum. Hvis de er bløde, når du skal bruge dem, kan du sætte dem i en 200° varm ovn et par minutter, til de er sprøde igen.
Alternativt kan man sprøjte dejen ud på bagepapir og fryse dem ned til senere bagning. Du behøver ikke tø vandbakkelserne op, før du sætter dem i ovnen. De skal bare bage et par minutter ekstra.
Fik jeg nævnt, at du er NØDT til at bage de her choux au craquelin? 😀

Choux au craquelin med Earl Grey te-creme
Ingredienser
EARL GREY TE-CREME
- 2½ dl. mælk
- 2 breve Earl grey te
- 3 æggeblommer
- 50 g sukker
- 20 g Maizena
SMÅKAGEDEJ – CRAQUELIN
- 70 g blødt smør
- 80 g sukker
- 80 g mel
VANDBAKKELSER
- 1,2 dl. vand
- 50 g smør
- 75 g mel
- 2 æg, str. M/L
TIL CREMEN
- 1½ blad husblas
- 2½ dl. piskefløde
- 2 spsk. sukker
- 1 tsk. vanillesukker
Sådan gør du
START MED TE-CREMEN
- Bring mælken i kog i en lille gryde sammen med tebrevene. Sluk under gryden og lad teen trække i fem minutter i den varme mælk. Tryk mælken ud af tebrevene, før de kasseres.
- Imens pisker du æggeblommerne godt med sukkeret. Sigt Maizenaen ned i æggene og bland det godt uden at piske. Der må ikke være klumper af Maizena. Varm te-mælken op til kogepunktet igen og hæld den varme mælk ned i skålen til æggene, mens du pisker.
- Hæld nu cremen tilbage i gryden og bring det i kog under stadig omrøring. Lad cremen koge sagte i et minuts tid eller to under kraftig piskning. Først bruser den op, og så bliver den tyk. Pas på, det ikke brænder på. Sigt evt. cremen over i en skål, så klumper sies fra. Dæk cremen til med husholdningsfilm helt ned på overfladen og sæt den i køleskabet. Lad te-cremen afkøle helt.
SMÅKAGEDEJ
- Rør den bløde smør godt med sukkeret. Sigt melet i og rør til en samlet dej. Fyld dejen i en frysepose og rul den ud til 2 mm tykkelse inde i posen. Buk enden af posen om og læg dejen i fryseren, mens du laver vandbakkelsesdejen.
VANDBAKKELSER
- Varm ovnen op til 190° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en bageplade med bagepapir.
- Varm vand og smør op i en lille gryde, indtil smørret er smeltet og blandingen koger. Tag gryden af varmen. Sigt melet i på én gang og rør dejen jævn. Sæt gryden over varmen igen. Der røres grundigt, til dejen er glat og blank – og gennemvarm. Det tager et par minutter.
- Æggene piskes sammen med en gaffel. Dejen hældes over i en skål, og æggene tilsættes lidt ad gangen, mens der piskes godt mellem hvert æg. – Brug håndmixer eller røremaskine.
- Fyld dejen i en engangssprøjtepose, klip spidsen af og afsæt 12 runde kager med en diameter på ca. 5 cm. på bagepapiret.
- Tag småkagedejen ud af fryseren. Udstik 12 cirkler med en diameter på 4 cm og læg en skive dej ovenpå hver vandbakkelse.
- Sæt straks vandbakkelserne i ovnen og bag dem i 30-35 minutter, til de er gyldne, og den krakelerede top er lysebrun. Åbn endelig ikke ovnen undervejs. Glæd dig over, at dine vandbakkelser (forhåbentlig) er store, flotte og runde:-)
- Lad dine choux au craquelin afkøle på en rist.
EARL GREY TE-CREME TIL FYLD
- Læg husblassen i blød i koldt vand i 20 minutter. Sæt en lille gryde med vand over. Tryk husblassen fri for vand og læg den i en skål sammen med tre spsk. fløde. Smelt husblassen over vandbad. Bland den godt med den lille smule fløde og tag den af varmen. Lad husblassen afkøle til højest lillefingervarmt.
- Pisk resten af fløden sammen med sukker og vanillesukker, til den danner bløde toppe. Den må ikke piskes helt stiv, men der må heller ikke være upisket fløde i bunden af skålen.
- Pisk din kolde te-creme godt igennem, så den bliver blød og ensartet. Når husblassen er afkølet lidt, tager du en spiseskefuld flødeskum og rører ud i husblassen. Det sænker temperaturen, så du undgår trævler i cremen. Tjek, at blandingen ikke er varmere end håndvarm. Ellers kan du røre lidt tecreme ud i husblasblandingen. Hæld husblassen i tecremen i en stråle, mens du pisker, til det er blandet godt.
- Vend ¼ af flødeskummet i te-cremen, så alt bliver blandet godt. Fortsæt med at vende flødeskummet i ad et par omgange, indtil al flødeskummet er blandet i. Vend med lange tag med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af flødeskummet.
- Fyld cremen i en sprøjtepose, som du har klargjort med en sprøjtetyl, fx en med et rundt hul på 5 mm i diameter. Skær et hul med en spids kniv i bunden af hver choux au craquelin og fyld cremen i. Fyld bollerne helt op. Du kan mærke, når de bliver fyldte, fordi vandbakkelserne nærmest spiler lidt ud fra presset af cremen.
- Sæt vandbakkelserne på et fad og server dem kort efter.
Noter

Hej Lene
Kan man bare disse dagen før og så fylde dem kort før servering ? Og hvis ja, hvordan opbevarer man dem bedst indtil da, så de stadig er sprøde på toppen ?
Mvh
Rikke
Hej Rikke:-)
En vandbakkelse er altid bedst friskbagt, MEN… Jeg har bagt disse choux au craquelin dagen før. Jeg lagde et tørt viskestykke over, da de var kølet af og satte dem i et køligt rum. På selve dagen lunede jeg vandbakkelserne nogle minutter i ovnen, til de var sprøde igen, før jeg fyldte dem. Det gik rigtig fint:-)
God fornøjelse med dem!
Kh Lene
Hej
Tak for en god side ❤️ Og nu mit spørgsmål !
Kan dejen til vandbakkelser laves dagen før, og så bare sprøjte dem ud/ bage dem næste morgen ? Jeg er nemlig kommet til at love at lave en 100 vandbakkelser til fastelavn & det ville jo være dejlig nemt hvis dejen var lavet
Ha en dejlig dag Vh Iver
Hej Iver:-)
Du kan sagtens lave dejen dagen før. Enten kan du lægge den på køl i sprøjteposen, så de skal sprøjtes ud og bages, men hvis du har plads i køleskabet, kan du også sprøjte dem ud på forhånd.
Endelig er det også en mulighed at sprøjte vandbakkelserne ud, fryse dem ned og bage dem fra frost. Du behøver ikke tø dem op først, de skal bare have et minut eller to ekstra i ovnen:-)
God fornøjelse med dem!
Kh Lene
Hej Lene,
Så fik jeg kastet mig ud i vandbakkelser, og du har ret – det er ikke så svært, men…. mine smager af så at sige ingenting. Jeg er med på, at en vandbakkelse ikke smager af al verden, men det er som at række tungen ud af vinduet – kan det være fordi, at jeg har bagt dem for længe?
Min småkage var ret pink, da jeg puttede demi ovnen – allerede da de havde bagt 20 min var farven lysebrun. Hvordan får jeg knald på den småkage, har du en ide om det?
Tak for en god og udførlig opskrift
Hej Gitte:-)
Det hjælper på farven, hvis du sætter pladen længere ned i ovnen, for så bruner toppen ikke så meget.
Hvis du samtidig skruer lidt ned for varmen og bager i længere tid, får toppen heller ikke så meget (brun farve).
Nej, en vandbakkelse smager af stort set ingenting i sig selv. Det er derfor den er så alsidig mht fyld, hvor den både kan bruges til det salte og det søde køkken:-) Lav fyld, der smager af meget, så er det det, din kage smager af.
Rigtig god bagelyst!
Kh Lene
Kan det passe der hverken skal salt eller sukker i choux-dejen?
Hej Marie:-)
Ja, det er helt korrekt. Du kan godt putte lidt sukker i, hvis du vil, men normalt er en vandbakkelsesdej “uden smag”.
God bagelyst!
Kh Lene