Efteråret er fyldt med varme krydderier og masser af græskar. Når du først har bagt en portion græskarcookies, kan du ikke få nok og må bage en mere.
Opskriften her har nogle år på bagen og trængte til nye billeder. Derfor var det heldigt, at der lå et par poser med græskarpuré i fryseren fra forleden, da jeg bagte græskarboller formet som små græskar.
De her græskarcookies er nemme og hurtige at lave – hvis du altså har græskarmos i fryseren. Så der skal du starte først:-) Opskriften på græskarmosen står i bunden af indlægget efter opskriften på selve småkagerne
Græskarcookies
Græskarcookies har en krakeleret overflade. Den kommer, fordi dejen rulles i flormelis, før den kommer på bagepladen. Når kagerne hæver i ovnen, krakelerer de og får det fine mønster. Dejen er meget blød, så du skal ikke forvente at kunne trille dem til kugler i hånden.
Man kan godt sætte dejen i køleskabet en times tid, så den bliver fastere, men det gjorde jeg ikke. Jeg tog blot en skefuld dej, skrabede den af skeen med en finger ned i skålen med flormelis og vendte den rundt. Ikke det store problem.
Du bestemmer størrelsen. Jeg brugte en spiseske og fik 24 store kager. De skulle bage i 14 minutter. Hvis du bruger en teske, skal de måske kun bage 10 minutter. Du kan teste, om de er bagt på samme måde som med en muffin. Stik en tandstikker i kagen og se, om der følger dej med op.
Du kan endda bruge dejen til at bage græskarmuffins af. Så skal de bare bage 20-25 minutter i stedet for.
Husk, at græskarcookies flyder ud i ovnen. Du skal derfor ikke sætte dem for tæt. Græskarcookies er bløde indeni. Lidt som en muffin med et blødt indre og en sprød yderside. Men de er usandsynligt lækre og smager helt fantastisk af de varme krydderier. Selvom der er natron i dejen, skal du ikke tilsætte kærnemælk eller citronsaft. Græskar har nemlig en lav pH-værdi, så natronen tager syren herfra.
Græskartærtekrydderi
Græskartærtekrydderi eller pumpkin pie spice mix er en blanding af kanel, muskatnød, nelliker, allehånde og ingefær, som du nemt selv kan blande. Måske har du allerede krydderierne i skabet? Der er i hvert fald ingen grund til at købe krydderiet i små glas i dyre domme.
Græskartærtekrydderi bruges traditionelt i de amerikanske pumpkin pies (deraf navnet). Du skal ikke lade dig begrænse til at bage med det til halloween. Krydderiblandingen vil klæde dine julesmåkager eller julemuffins.
Som sagt: Én kage er ikke nok. Du kan sagtens spise et par stykker. Der bliver 24-48 stk. af portionen alt efter, hvor store du laver dem.
Græskarcookies
Ingredienser
- 115 g blødt smør
- 300 g sukker
- 200 g græskarmos (se nedenfor)
- 1 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 300 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk vanillesukker
- 1 spsk græskartærtekrydderi (se nedenfor)
- 100 g flormelis
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 190° (alm. ovn, ikke varmluft). Gør et par bageplader klar med bagepapir.
- Rør smør og sukker i røremaskinen eller med håndmixer, til det er blandet godt. Tilsæt græskarpuréen og derefter ægget, mens du rører godt imellem hver.
- I en skål blander du mel, natron, bagepulver, vanillesukker og græskartærtekrydderi, gerne med et piskeris, så du er sikker på, det er jævnt fordelt. Sigt blandingen ned til de våde ingredienser og rør godt, så alt er blandet.
- Hæld flormelisen i en skål. Tag en skefuld dej, skub den ned i flormelisen med en finger, vend den rundt, så dejklumpen er godt dækket af flormelis på alle sider, og sæt den på en bageplade. Fortsæt, indtil du har brugt al dejen. Du bestemmer størrelsen på kagerne. Jeg brugte en stor teske, men du kan lige så vel bruge en spiseske.
- Bag dine græskarcookies midt i ovnen i 11-14 minutter alt efter størrelse. Mærk evt. efter med en trætandstikker, om de er bagte, eller om der hænger dej ved.
Noter
Græskarmos
Ingredienser
- 1 græskar, fx Hokkaido eller Crown Prince
Sådan gør du
- Græskarret vaskes grundigt og bages i ovnen i et ildfast fad ved 200° (alm. ovn, ikke varmluft) i en time, eller til det er mørt.
- Græskarret deles, og kernerne fjernes sammen med stilk og blomst. Skrab kødet af skallen med en ske. Græskarkødet moses med en gaffel eller blendes, indtil konsistensen er jævn.
- Afkøl og frys det ned i passende portioner, hvis du ikke skal bruge det med det samme.
Græskartærtekrydderi
Ingredienser
- 3 spsk stødt kanel
- 1½ tsk stødte nelliker
- 2 tsk stødt ingefær
- 1½ tsk stødt allehånde
- 2 tsk fintrevet (eller stødt) muskatnød
Sådan gør du
- Bland alle krydderierne i et lille glas med låg. Opbevares tørt og mørkt.
Morten
De smager super godt :O) Også selvom der hverken er flødeskum eller crème i ;O)
LT
🙂 Ja, det er de nemlig. Lad os se, om der er nogen tilbage, når I kommer hjem;-)
Dorte Krogh
Mums, hvor er de bare gode Lene og ikke mindst flotte med den krakelerede overflade, rigtig fin ide. Og så dufter det jo i hele køkkenet. Jeg har da også lige fået lavet græskarpure til mange cookies og suppe nu, lavede pure af 2 store græskar, de har vokset sig dobbelt så store i år, må være pga vejret og det megen regn. Men det gør bestemt ikke noget med de dejlige opskrifter, du lægger ud. Tak for opskriften.
P.S. Synes altså, at du burde melde dig til bagedysten
LT
Kære Dorte:-)
Tak for din søde besked. Jeg synes også selv, de smager helt vildt godt, nærmest som honninghjerter, selvom der ikke er honning i. Det må være krydderierne og den bløde konsistens, der gør det.
Jeg kommer aldrig til at deltage i Bagedysten;-) Vi deltog i et haveprogram for nogle år siden, hvor jeg svor ALDRIG at gøre det igen:-D Desuden er jeg sikker på, det vil være rigtig dårligt for mit stressniveau…
Ha’ en dejlig aften!
Kh Lene
Ellen Brandt
Første gang jeg har lavet dem idag..
Skal laves igen imorgen til Teori på Køreskolen..
Som altid LENE – En super opskrift, og de fosvinder som Dug for solen
TAK for endnu en fantastisk Kage-oplevelse..
Camila christensen
De smager super godt og har lavet den mange gange et godt tip er at tage karmel chokolade i kagen, det smager super godt og giver lige det ekstra.
Lene Tranberg
Hej Camilla:-)
Det lyder lækkert med karamelchokolade i småkagerne.
Tak for tippet.
Kh Lene