Amerikanske pandekager er en lækkerbisken på alle tidspunkter af døgnet. En eftermiddagssnack. Som dessert med is. I madpakken. De små, tykke pandekager gør sig også godt til en brunch.
Der er ikke noget bedre end at starte en langsom søndag med morgenmadshygge. Når man tager sig tiden til at lave en lækker morgenmad, starter dagen bedre, og familien elsker at blive forkælet.
Forslag til topping
Bløde, amerikanske pandekager kan serveres med et hav af forskellige toppings:
- Frisk frugt og bær.
- Sirup, honning og Nutella.
- Æblebåde, som er vendt på panden og drysset med kanelsukker.
- Flødeskum, is, vanilleskyr eller creme fraiche.
- Hakkede nødder og mandler.
- Tørret frugt.
- Hakket chokolade eller en chokoladesauce.
- Syltetøj eller fx. jordbærsauce.
Amerikanske pandekager
Det er nemt at lave de små, buttede pandekager. De er lækre og bløde, fordi der er kærnemælk i dejen.
Du behøver ikke fedtstof på panden, for der er også olie i dejen, men vil du gerne have det, så brug smør til bagningen. Det gør pandekagerne endnu bedre.
Bag dem endelig på lav til medium varme, så de ikke bliver for mørke.
Du får ca. 50 amerikanske pandekager med en diameter på 6 cm ud af portionen.
Variationer over et kendt tema
Vi kan godt li’ pandekagerne lige ud ad landevejen. Hvis du gerne vil variere smagen på dem, skulle du prøve nogle af de her varianter:
- Tilsæt vanille, kardemomme, kanel eller andre krydderier til dejen.
- Mos et par modne bananer og bland dem i dejen.
- Smid en håndfuld blåbær, hindbær eller jordbær i mindre stykker i.
- Hak din yndlingschokolade og bland det i.
- Put lidt pastafarve i dejen, hvis du fx vil servere grønne pandekager
Har du mere lyst til tynde pandekager, bør du prøve den her opskrift.
Amerikanske pandekager
Ingredienser
- 185 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 60 g sukker
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- ¼ tsk fint salt
- 1 æg, str. M/L
- 3 dl kærnemælk
- 4 spsk neutral olie
Sådan gør du
- Bland alle de tørre ingredienser i en skål. Pisk dem gerne med et piskeris, så du er sikker på, at bagepulver og natron er godt fordelt i mel og sukker.
- I en anden skål pisker du æg, kærnemælk og olie, indtil det er godt blandet.
- Bland nu de våde ingredienser i de tørre lidt ad gangen, mens du sørger for at røre det godt sammen, så der ikke er klumper i.
- Varm en pande med teflonbelægning op til lav til medium varme. Smelt en lille klat smør på panden. Hæld en klat dej på panden. Når overfladen begynder at boble (men ikke helt har sat sig), vender du pandekagen om.
- Når de amerikanske pandekager er færdigbagte, holder du dem varme under stanniol. Lav små stabler med pandekager og hæld jeres yndlingstopping ud over.
Skriv et svar