Midsommer cupcakes

Spejderne holder midsommerfest hvert år. Ikke lige til Skt. Hans, men som regel weekenden før. Der er masser af aktiviteter: Svævebane, tombola, luftgynge, pandekagebagning, fællesspisning – og naturligvis en café med kagebod. Alt er drevet af frivillige kræfter, ledere og forældre. Mit beskedne bidrag i år blev kage til kageboden, naturligvis. Når jeg tænker på midsommer, tænker jeg på stemningsfulde bål med hekse, den lyse nat, der blunder og snobrød. Min barndoms snobrød, som tog en evighed at bage, når man insisterede på, at det skulle være gennembagt og ikke bare sort udenpå og råt indvendigt, er afløst af nye tiders skumfiduser og Mariekiks. Derfor fik jeg ideen til disse lejrbåls- eller midsommer cupcakes.

Bunden skulle være “jord” i form af den saftigste chokolademuffin, jeg kunne finde på, og ovenpå ville jeg lave et lejrbål i frosting med små Mariekiks og miniature skumfiduser. Jeg havde forestillet mig, at man problemfrit kunne få Mariekiks i flere størrelser, men det endte med at jeg bagte dem selv og skrev et indlæg om det. – Og du kan sagtens bruge almindelige Mariekiks, hvis du vil;-)

Midsommer cupcakes

Denne chokolademuffin kunne godt få et indlæg helt for sig selv. Den er supernem at bage, den er svampet, fordi der er creme fraiche i, og der er (naturligvis) hele chokoladestykker i. Lejrbålet er en hindbær-mascarpone-frosting, så man også får en oplevelse, når man spiser kagen og tror, den smager af bål(?) eller bare smørcreme. De bittesmå skumfiduser er nuttede og mest til pynt, men de hører sig til ved et lejrbål eller resterne af et Skt. Hans bål ved midsommer.

Hvis du ikke kan li’ smørcreme, eller vil have en endnu nemmere topping, så farv glasuren ind i tre farver (rød, gul og orange) og lav et marmoreret mønster i glasuren på toppen. Jeg lavede nogle af kagerne med glasur, så de blev mere børnevenlige at spise, selvom jeg er overbevist om, at det er børnene, der går efter de flotteste cupcakes i morgen. Desværre er jeg der ikke selv til at se det. Der bliver 12 cupcakes af portionen.

Midsommer cupcakes

Midsommer cupcakes

Cupcakes

  • 80 g blødt smør
  • 115 g sukker
  • 80 g brun farin
  • 1½ tsk. vanillesukker
  • 2 æg, str. M
  • 140 g creme fraiche 9%
  • 0,8 dl. mælk
  • 2½ spsk. kaffe
  • 150 g mel
  • 25 g mørk kakao
  • 1½ tsk. natron
  • 50 g mørk chokolade

Frosting

  • 225 g blødt smør
  • 60 g mascarpone
  • 2 spsk. mælk
  • 1 tsk. hindbærekstrakt (jeg brugte Tørsleffs)
  • 250 g flormelis

Derudover skal du bruge 24 (små) Mariekiks, 24 tandstikkere og 48 miniskumfiduser.

Tænd ovnen på 175° (alm. ovn, ikke varmluft) og læg 12 papirforme i en muffinform med 12 huller.

Pisk smør, sukker, farin og vanillesukker godt sammen, så det bliver lyst og luftigt. (Jeg bruger K-spaden i min røremaskine. Du kan sagtens bruge håndmixer i stedet.) Tilsæt æggene et ad gangen, pisk godt mellem hvert æg.

Rør creme fraiche, mælk og kaffe godt sammen i en kande. Sigt mel, kakao og natron sammen i en skål. Hak chokoladen lidt groft.

Rør skiftevis de tørre og våde ingredienser i dejen ad et par omgange. Rør ikke for meget, for så bliver kagerne kompakte. Det skal kun lige blandes godt. Vend til sidst den hakkede chokolade i.

Fordel dejen i muffinformene og bag kagerne i 25-30 minutter. Mærk efter med en tandstik, om de er gennembagte, eller der følger dej med op. Lad dem afkøle helt.

Midsommer cupcakes

Imens laver du mascarponefrostingen

Pisk smørret i ca. 5 minutter ved høj hastighed, til det skifter farve og bliver lyst og luftigt. Tilsæt mascarpone, mælk og hindbærekstrakt og pisk igen ca. et minut, til det er en homogen masse.

Sigt flormelis over i en skål. Tilsæt halvdelen af flormelisen og pisk i to minutter. (Start ved lav hastighed, ellers har du flormelis ud over hele køkkenet!) Tilsæt resten af flormelisen og pisk igen et par minutter, til du har en let og luftig smørcreme. Smag evt. til med mere hindbærekstrakt.

Del smørcremen i fire skåle og indfarv dem med pastafarve i følgende farver: Rød, orange, varm gul og citrongul. Fyld cremen i hver sin frysepose, mens du blander den næste farve.

Læg et stort stykke husholdningsfilm ud på køkkenbordet. Klip et hjørne af hver frysepose og læg de fire farver i striber ved siden af hinanden, så farverne ligger helt tæt, men ikke blandes. (Hvis du vil se nærmere på teknikken, har jeg vist den trin for trin i min opskrift på regnbuekrymmel.)

Læg dem i rækkefølgen rød, citrongul, orange, varm gul. Når du har brugt al din smørcreme, lægger du cremen i husholdningsfilmen dobbelt (på den lange led), pakker den godt ind som en rullepølse og snor enderne fast sammen. Bind en knude i den ende, der bliver toppen.

Midsommer cupcakes

Monter en sprøjtepose med en studs, klar til tylle. Læg din smørcremeroulade ned i sprøjteposen og træk spidsen uden knude ud igennem studsen. (Som når du tråder en nål.) Klip det overskydende husholdningsfilm af spidsen, og monter din lukkede stjernetylle. Når du nu presser smørcremen ud på kagerne, får du det fineste firefarvede mønster, som minder om et Skt. Hans bål;-)

Sæt to miniature skumfiduser på hver tandstikker. Sprøjt rosetter op på hver (kolde) kage og pynt den med to små Mariekiks og to tandstikker med skumfiduser. Så er du klar til midsommer.

Glasurløsningen

Hvis du ikke vil bruge smørcreme, kan du som sagt bruge glasur. Lav en god portion glasur, fordel den i fire skåle og indfarv hver del i de samme farver som smørcremen. Put hver farve glasur i sin egen frysepose og bind en knude for enden. (Når du fordeler glasuren på kagerne, så nøjes med at gøre det på én kage ad gangen, for ellers når glasuren at tørre ind, før du er hele vejen rundt, tro mig.)

Midsommer cupcakes

Klip et hjørne af fryseposerne og læg glasuren i klatter lidt tilfældigt fordelt og smør den ud med en teske eller en tandstikker. Lad kanterne være lidt rå, så det ligner flammer. På denne måde får du en firefarvet bål-glasur, som du så kan sætte Mariekiks og skumfidusspyd ned i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *