Tranebærcookies med hvid chokolade

Er en cookie en julesmåkage? Må man kun bruge tranebær i det amerikanske køkken? Og kun til Thanksgiving? Er det ikke synd, nu når de har den mest perfekte, julerøde farve? Man kan købe tørrede tranebær hele året. Man kan bruge dem i salat, i müesli, i energibarer eller bare til at spise som en sund(ere) snack. Men tørrede tranebær gør sig rigtig godt i en cookie som disse tranebærcookies, hvor de får modspil af hvid chokolade og lidt salt.

Tranebærcookies

Hvis de kun havde været med hvid chokolade og tranebær, havde det været en meget sød oplevelse. Men fordi der kommer lidt salt i, bliver smagen pludselig mere afbalanceret og interessant. Du kan sagtens bruge andre tørrede bær end tranebær. Prøv fx. med tørrede blåbær – eller tørret ananas?

Tranebærcookies

Jeg kan bedst li’ bløde cookies. De må gerne være faste i kanten, men mine cookies skal være tykke og bløde i midten. Og lidt seje i det. Og helst ikke sprøde. De skal være chewy, som det hedder på engelsk… Disse tranebærcookies er alt det:-) Og hvordan? Der er et par hemmeligheder til det, som jeg afslører for dig her:

  1. Jeg bruger natron som hævemiddel. Jeg har prøvet mange opskrifter på cookies. Dem, jeg bedst kan li’, er der natron i, for det er de blødeste cookies, som ikke bliver så sprøde som dem med bagepulver.
  2. Jeg har dejen på køl i minimum to timer, før den rulles til kugler. Når dejen er kold, flyder den ikke så meget ud.
  3. Der er Maizena majsstivelse i min dej. Ligesom Maizena bruges til at tykne og afstive fx. vanillecreme, holder den også på cookiedejen, så den ikke flyder ud og bliver flad.
  4. Dejen lægges på afkølede bageplader. Hvis den lægges på en varm plade, der næsten lige er kommet ud af ovnen, begynder din cookie at smelte og flyde ud. Vent derfor, til bagepladen er kølet af, før du lægger nye cookies på.

Tranebærcookies

Der bliver ca. 65 cookies af portionen. Du behøver ikke bage dem allesammen på én gang, for cookies smager endnu bedre, når de er nybagte. I stedet kan du trille dejen til kugler som beskrevet nedenfor, sætte dem i fryseren, til de er frosne, og derefter pakke kuglerne i en frysepose og gemme dem i op til 3 måneder. Skriv temperatur og bagetid på posen, før du lægger dem i fryseren. Frossen cookie-dej behøver ikke tøes op før bagning. Bare giv dem et par minutter længere, end opskriften angiver.

Tranebærcookies med hvid chokolade

  • 170 g smør, stuetemperatur
  • 150 g farin
  • 50 g sukker
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 1 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 250 g mel
  • 1 spsk. Maizena
  • 1 tsk. natron
  • ¼ tsk. fint salt
  • 125 g hvid chokolade
  • 125 g tørrede tranebær

Tranebærcookies

Rør det bløde smør godt sammen med farin, sukker og vanillesukker. Hæld ægget i og rør igen godt, til konsistensen er jævn.

Bland mel, Maizena, natron og salt godt sammen med et piskeris og sigt det over i skålen med de våde ingredienser. Bland godt, men kun lige indtil der ikke er synligt mel i dejen.

Hak den hvide chokolade i grove stykker og rør den i dejen sammen med de tørrede tranebær.

Lad dejen hvile i køleskabet i minimum to timer.

Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Beklæd bagepladerne med bagepapir.

Tranebærcookies

Vej din dej til tranebærcookies af i små klumper á 13-15 gram, hvis du vil have dem i samme størrelse som mine. Tril dem til en kugle imellem håndfladerne og læg dem med afstand på bagepladen.

Bag dine tranebærcookies i 10-11 minutter, til kanten netop begynder at tage farve. Lad dem afkøle ca. 5 minutter på pladen, ellers er de for bløde at flytte rundt med. Flyt dem over på bageristen og lad dem afkøle helt, før du lægger dine cookies i en kagedåse.

Tranebærcookies

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *