Ved du, hvor let det er at stege en hel oksemørbrad eller roastbeef helt perfekt? Du skal kun bruge ovnen eller grillen i sammenlagt 28 minutter, resten er hviletid! Det bliver ikke nemmere! Du får en gæstemiddag uden stress. Kødet venter på, at gæsterne bliver færdige med forretten eller hænger fast i trafikken, uden at værtinden går i panik.
Oksemørbrad til nytår?
Dette er min go-to opskrift til fx nytårsaften. Det er nem gæstemad, men også når vi kun er vores lille familie samlet, er det verdens nemmeste genvej til perfekt stegt kød.
Du har frit slag med tilbehøret til kødet. Det kunne fx være en broccolisalat eller flødekartofler, du serverede til. Begge dele kan laves i god tid og skal kun vente på gæsterne, og at kødet får de sidste minutter i ovnen.
Prøv også at lave kartoffeltårne eller røstikartofler til. Er det aspargessæson, så server hvide asparges med brunet smør og hasselnødder til.
Rosastegt roastbeef eller oksemørbrad
Ingredienser
- Oksemørbrad eller roastbeef
- Salt
- Peber
- Timian
Sådan gør du
- Start med at pudse kødet af for hinder, hvis det er nødvendigt. Varm ovnen op til 250° (alm. ovn, ikke varmluft). Krydr kødet godt med salt, peber og timian. Læg kødet i et ovnfast fad af passende størrelse og sæt det midt i ovnen i 20 minutter.
- Tag kødet ud, pak det godt ind i sølvpapir, læg det i en frysepose (for at holde styr på kødsaften) og pak det hele godt ind i et stort håndklæde. Lad kødet hvile ved stuetemperatur i 2 timer (og går der 2,5 timer går det også).
- Du kan bruge tiden, mens kødet hviler, til at klargøre resten af middagen, dække bord, klæde om – og alt det andet du lige skal have styr på. Mens kødet hviler, bevæger varmen sig fra ydersiden af stegen ind mod kernen, men kernen forbliver rød.
- Når de to timer er gået, varmes ovnen igen op til 250°. Hvis du har en gasgrill, giver det en lækker smag til kødet at stege den sidste gang i grillen i stedet for ovnen.
- Kødet pakkes ud (pas på kødsaften, den kan du bruge i din sauce), lægges tilbage i det ildfaste fad og steges yderligere 8 minutter.
- Kødet skal nu hvile igen i ti minutter indpakket i sølvpapir, før du skærer det ud. Og voilá: Du har et helt perfekt stegt stykke kød, helt uden sved på panden.
Ilse
Ser lækker ud, men du skriver ikke noget omkring vægten af kødet? Det er måske underordnet
Lene Tranberg
Hej Ilse:-)
Ja, vægten er underordnet, for den virker både på hele og halve oksemørbrad;-)
Godt nytår!
Kh Lene
Mie
Virker det også med en kalvemørbrad?
Lene Tranberg
Hej Mie:-)
Det er jeg sikker på, det gør;-)
Godt nytår!
Kh Lene