Mørbradgryde med det hele – en klassiker!

Denne opskrift er en klassiker, men min udgave er intet mindre end verdens bedste opskrift på mørbradgryde. (Jo, det er den faktisk!) Gryderetter er sjældent særligt fotogene, men det er (næsten) fuldstændig ligemeget med en ret som mørbradgryde. Så godt smager den;-)

Man kan tit købe svinemørbrad til få penge, enten frosne eller vakuumpakkede. Min ældste søn, den studerende, har en teori om, at det er billigere at købe svinemørbrad på tilbud end hakket kød. Måske har han ret.

Mørbradgryde - en klassisk opskrift fra Bagvrk.dk.Hvis du får lavet for meget, kan rester af mørbradgryde sagtens fryses ned eller sættes i køleskabet til næste dag.

Der er delte meninger om cocktailpølser. Jeg synes, de skal i. Og allerhelst dem fra dåse. Uden skind. Og champignons. Men ellers gør du bare helt, som du vil. Fløde og tomater kan vi vel ikke blive uenige om? Det er helt op til dig, om du vil have ris eller kartoffelmos til. Du må også gerne snitte en salat til, for der er ikke mange grønsager i en mørbradgryde;-)

Mørbradgryde - en klassisk opskrift fra Bagvrk.dk.

Mørbradgryde med det hele, 4 personer

  • 1 pakke bacon
  • 1 svinemørbrad, afpudset og skåret i 1 cm tykke skiver
  • 1 løg, hakket
  • 250 g champignons, rensede og skåret i skiver
  • 1 ds. flåede tomater eller fire friske tomater i tern
  • 1 lille ds. tomatpuré
  • 2½ dl. fløde
  • 2 ds. cocktailpølser
  • Salt
  • Friskkværnet peber
  • 4 dl. parboiled eller brune ris
  • 8 dl. vand
  • 1 tsk. salt

Steg bacon sprød i en sauterpande. Tag den af panden og læg den til afdrypning på køkkenrulle. Knæk bacon i mindre stykker, og stil den til side.

Brun svinemørbradskiverne på begge sider. De skal ikke gennemsteges, blot brunes. Tag dem af panden.

Hæld champignonskiverne i panden sammen med det hakkede løg. Svits begge dele, til de begynder at tage farve.

Kog risene efter anvisningen på pakken.

Læg kødet tilbage i panden og tilsæt flåede tomater, tomatpuré, fløde og cocktailpølser.

Bring det i kog og lad din mørbradgryde simre i ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber.

Drys bacon over mørbradgryden og servér med ris (og den der salat, du snittede til).

Mørbradgryde - en klassisk opskrift fra Bagvrk.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *