Bland vand og chiafrø godt i en skål. Rør det med en gaffel, så alle frøene bliver våde. Bland havregryn og de to dl kærnemælk i en anden skål. Lad begge dele trække i 20-30 minutter, til det er som tyk grød.
Smuldr gæren ud i de sidste tre dl. kærnemælk, og rør, til den er opløst. (Jeg synes, det er nemmest at gøre med et lille piskeris.)
Tilsæt de udblødte chiafrø, havregryn, salt, sukker, æg og fuldkornshvedemel. Ælt, til at alt er blandet godt.
Tilsæt det bløde smør og rør, indtil det er blandet ind i dejen. Tilsæt herefter hvedemelet ad et par omgange. Ælt dejen først ved lav hastighed og derefter ved medium hastighed i 8-10 minutter, indtil dejen slipper skålens sider.
Dejen vil stadig føles blød og lidt klistret, men der skal være plads til at fuldkornshvedemelet kan opsuge noget af væsken i dejen, så pølsehornene ikke bliver tørre. (Du kan altid tilsætte mere mel efter første hævning, hvis det er nødvendigt.)
Dæk skålen til med en opklippet frysepose, fastgjort med en elastik og lad dejen hæve et lunt sted i ca. en time, til den når dobbelt størrelse.
Udrulning og pølserne
Pisk ægget sammen og hæld sesamfrøene i en anden skål. Klargør tre bageplader med bagepapir.
Ælt dejen kort igennem på et meldrysset bord. Del dejen i fire lige store stykker og tril dem til store boller. Lad dem hvile et par minutter på bordet under fryseposen, mens du klargør pølserne.
Læg pølserne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad det trække et par minutter, så pølserne er lune, når de skal rulles ind i dejen. Det fremmer dejens hæveproces.
Udrul hver dejkugle til 3-4 mm's tykkelse på et let meldrysset bord. Skær hver cirkel ud i 8 trekanter med en pizzaskærer eller lignende.
Rul hver pølse ind i en dejtrekant og sæt dine pølsehorn på en bageplade. Pensl med sammenpisket æg og drys med sesamfrø.
Dæk pølsehornene til med fryseposen og lad dem efterhæve et lunt sted i 30 minutter.
Imens varmer du ovnen op til 210° (alm. ovn, ikke varmluft).
Bag pølsehornene en plade ad gangen i samme rækkefølge, som du rullede dem. Sæt pladen i nederste tredjedel af ovnen og bag dem i ca. 12 minutter.
Når dine grove pølsehorn kommer ud af ovnen, lægges de til afkøling på en bagerist med et hårdt opvredet viskestykke over. På den måde bevares dampen inde i brødet, så det holder sig friskt længere.
Noter
Grove pølsehorn kan naturligvis fryses ned. Dejen er lige så god til pizzasnegle eller grovboller. Juster evt. bagetiden alt efter størrelse.
Tags Fuldkorn, Pølser
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!