Min oldefar, den tomme æske og den fulde kasse

Kender du din slægts historie? Har du fået fortalt nogle af din families ankedoter? Og har du skrevet dem ned eller fortalt dem videre? Jeg har en historie om min oldefar, som jeg vil dele med dig.

Tobaksæsken

Min mor har solgt mit (og hendes) barndomshjem, og i den forbindelse stødte hun på en tobaksæske i metal med en piberygende mand udenpå.

Den har jeg fået med mig hjem, og den vil fremover rumme alle mine små lapper med opskrifter, så de ikke bliver væk, før de er skrevet ind på bloggen.

De minder om min oldefar, Jens Simon Nielsen, som du kan læse nedenfor, er nedskrevet af min mor. Alle vores børn har fået en mappe med deres slægt til konfirmationen, og både min mor og min far har delt en flig af deres minder.

Min mor har skrevet sine minder ned i hånden, så det at læse håndskrift ikke går tabt for eftertiden. Desværre tror jeg ikke, at nogen af de unge mennesker kan læse skråskrift. Men jeg kan.

Min oldefar

Min oldefar var født i 1863. Han blev gift med sin hustru, Anneken den 9. november 1886, og flyttede ind i et lille husmandssted, de havde købt.

Anneken fødte en datter i slutningen af januar 1887. Pigen døbtes Else Marie Nielsen, min mors “faster Mie”.

Desværre varede lykken kun kort, for da datteren var 10 måneder gammel, døde hendes mor på Ringkøbing Sygehus. Kun lidt over et år efter, Jens Simon og Anneken blev gift.

Anneken døde sandsynligvis af tuberkulose. Kun 28 år gammel, den 29. november 1887.

Heden

Når man måler via nutidsveje, er der godt 50 km fra husmandsstedet til Ringkøbing.

Forestil dig, at der kun var hede, så langt øjet rakte. Der var knap nogen træer. Blæsten suste fra vest. Der var gold jord med totter af lyng, men intet andet.

Dengang var Dejbjerg Hede berygtet for sine rakkere og andre fredløse og ikke et sted, man havde lyst til at færdes alene.

Datidens transportmiddel var en stiv trævogn, foret med halm, hvor min oldefar sad foran på bukken. Foran var spændt en hest eller to.

Vejene var hjulspor, hvor man havde kørt med hestevogne i århundreder. Forestil dig så, at du efterlod din lille datter hos en nabo for at køre tværs over heden med hestevogn for at hente din afdøde kone hjem i kisten.

Selvom min oldefar kørte hjemmefra tidligt om morgenen, var det tusmørkt, da han skulle retur.

Rakkerne

Oprindeligt var rakkerne bødlens hjælpere. De skar ligene ned fra galgen, når de havde hængt så længe, at hovedet var skilt fra kroppen.

Rakkerne udførte det arbejde, som ordentlige mennesker helst ikke ville: Tømning af latriner, flåning af selvdøde dyr, skorstensfejning osv.

Rakkerne lavede kun det beskidte arbejde, og det gjorde dem ildesete og isolerede. De fattige bønder på heden havde rigeligt at gøre med at forsørge sig selv og deres familier, og undgik derfor al kontakt med rakkerne.

Men ude på heden kunne de rakke rundt. De urene, de uærlige, de udstødte, rakkerne. Dejbjerg Hede var i mange år kendt for rakkerne. Det var her, samfundets laveste havde søgt hen og havde skabt sig et liv.

Køreturen

Jens Simon kørte afsted i hjulsporene ud over Dejbjerg Hede.

Oldefar sad på vognen, mens mørket faldt på. Han sad måske i sine egne tanker om den lille pige derhjemme, og hvordan livet nu skulle gå videre. Jens Simon var 24 år, enkemand, enlig far og med et ansvar for dyrene og husmandsstedet.

Han blev afbrudt af sine tunge tanker, da der pludselig sprang en mand op på bukken til ham. Manden truede med en kniv og råbte: “Hvad har du under dækkenet?”

Jens Simon svarede, at manden da selv kunne se efter. Manden kiggede under dækkenet, løftede låget på kassen og løb derefter ud over heden, så hurtigt han kunne. – Han skulle ikke nyde noget af at stjæle en kiste med et lig i:-)

Hushjælpen – og kærligheden

Heldigvis fik min oldefar hjælp af sin nabos datter, Karen. Hun var 22, og flyttede ind for at passe lille Else Marie, passe hus og hjælpe til med dyrene.

Det gik selvfølgelig, som det gik, og to år senere giftede de sig. Min oldemor fødte 8 børn fordelt over 18 år – plus selvfølgelig den lille Else Marie, som var Jens Simons første barn.

Min morfar, Alfred blev født i april 1902 som den tredjeyngste af de 8 børn. Min mor er selvfølgelig opkaldt efter sin farmor, Karen. – Og min surdej er opkaldt efter min morfar.

Tilbage til tobaksæsken

Min mor kan huske, at den tobaksæske, som nu er min, lugtede aldeles frygteligt af tobak.

Men når man tager oldefars historie med rakkeren på Dejbjerg hede i betragtning, er jeg bare glad for, at min kasse er tom:-)

Nu er det din tur! Kan du en anekdote om din familie? Så er du velkommen til at dele den i kommentarerne herunder.