Er du også vild med indisk mad, men ved ikke, hvor nemt det er at lave det selv? Her får du en klassisk opskrift på favoritten i det indiske køkken: Chicken Tikka Masala.
Chicken Tikka Masala er en indisk ret. Kylling i en krydret sauce, som vi serverer med basmatiris, naanbrød og agurkeraita.
Jeg havde lyst til at bage naanbrød. Primært fordi det er så nemt og kun tager et øjeblik i ovnen, når jeg bager dem på bagestålet. De er voldsomt gode, uanset om de er nybagte, eller om de har været frosset ned og kun lige er lunet et øjeblik i ovnen. Men naanbrød kræver lidt, at man har noget sauce at dyppe dem i.
Tikka Masala
Jeg må tilstå, at vi ofte har købt Tikka Masala sauce i et glas, fordi det går hurtigt. Det går dog ikke hurtigere end den tid, det tager at koge risen. I dag fandt jeg en genvej til Tikka Masala, så det nærmes kan kaldes fastfood. Kyllingen skal marinere i minimum en time, men meget gerne længere, og det er det, som har været stopklodsen for, at det går ind under hurtig aftensmad hos os.
Hvad med om man frøs kylling og marinade ned i portioner i fryseposer? Så man kan tage en pose kylling iblandet marinaden op af fryseren og lade den tø op i køleskabet, så kyllingen trækker smag imens? Det er tæt på at være genialt i mine ører. Så tager det ikke meget længere at lave end den tid, det tager at koge ris. (Selv tak:-))
Marinaden består af yoghurt, citronsaft, hvidløg, ingefær og krydderier, mens den sauce, der tilsættes sammen med marinaden, bl.a. indeholder løg, friske tomater og fløde. Tikka Masala er vores yndlingsret, når det kommer til det indiske køkken, men min mand erklærede den her version, “den bedste, han har smagt:-)”
Du kan også lave en stor portion færdig og fryse den ned i mindre portioner. Så er der aftensmad til de dage, hvor det skal gå RIGTIG hurtigt.
Vil du forkæle dig selv med mere indisk og asiatisk mad, skal du lave den her kylling med mango og kokosmælk eller en indisk dalsuppe med røde linser. Og så skal du unde dig selv at bage naanbrød. Det fortryder du ikke!
Chicken Tikka Masala
Ingredienser
Marinade
- 600 g kyllingebryst eller inderfilet
- 2 dl yoghurt naturel
- Saften af en citron
- 3 cm frisk ingefær
- 4 fed hvidløg
- 2 tsk gurkemeje
- 3 tsk garam masala
- ½-1 tsk chiliflager
- 1 tsk stødte nelliker
- 2 tsk groft salt
Sauce
- 2 spsk olie
- 2 mellemstore løg
- 3 fed hvidløg
- 2 cm frisk ingefær
- 150 g modne tomater
- 2 tsk gurkemeje
- 50 g cashewnødder eller mandler
- 2 dl vand
- 1 dl fløde (må gerne være madlavningsfløde, hvis du vil spare på kalorierne)
- Salt og peber
- Frisk koriander
Basmatiris
- 4 dl basmatiris
- 8 dl vand
- 1 tsk groft salt
Sådan gør du
Marinering af kylling
- Skær kyllingen i strimler/mundrette stykker. Hak ingefær og hvidløg fint (eller pres begge dele gennem hvidløgspresseren). Bland alle ingredienser til marinaden og læg kyllingen i. Vend det rundt, så kyllingen er dækket på alle sider.
- Lad kyllingen marinere minimum en time i køleskabet, men meget gerne natten over. (Det er her, du kan fryse kyllingen ned i en frysepose, så den kan marinere til hurtig mad, når du tør den op igen.)
- Varm ovnen op til 240° (alm. ovn, ikke varmluft.) Hæld kyllingen og marinaden i et ovnfast fad og sæt fadet i den varme ovn i 15 minutter.
Resten af saucen
- Imens koger du risene og laver resten af saucen:
- Hak løgene. Hvidløg, ingefær og nødder hakkes fint i en minihakker. Tomaterne skæres i grove tern.
- Svits løgene i olien til de er gennemsigtige. De må ikke tage farve. Tilsæt hvidløg, ingefær, tomater, gurkemeje, nødder og vand og lad det koge op. Lad simre i fem minutter, før du tilsætter kyllingen og marinaden sammen med fløden.
- Kog retten godt igennem, før du smager til med salt og peber. Lige før servering drysser du med friske, hakkede korianderblade.
Basmatiris
- Skyl risene i koldt vand og hæld dem i en gryde sammen med 8 dl vand og salt. Bring det i kog.
- Lad risene koge ved svag varme under låg i 10 minutter. (Læg gerne et stykke køkkenrulle mellem gryde og grydelåg, så du holder på dampen.)
- Tag gryden af varmen og lad risene trække i yderligere 10 minutter under låg. Rør dem igennem med en gaffel.
Skriv et svar