• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Kager / Blodappelsin upside-down kage – men ikke så blodig endda

Blodappelsin upside-down kage – men ikke så blodig endda

21. februar 2018 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Sæsonen for blodappelsiner er alt for kort i Danmark:-( I år har jeg kun set dem én eneste gang, og næste gang jeg handlede, var der ikke nogen. Jeg har derfor været nødt til at købe nogle med hjem fra Berlin, hvor de lå i supermarkedet og fristede: “Køb mig, køb mig”, så det gjorde jeg. I dag blev en af dem til denne blodappelsin upside-down kage.

Blodappelsin upside-down kage

Mine blodappelsiner var ret store og megasaftige. Til gengæld var de ikke særlig blodige. Ja, altså røde… Appelsinerne var kun lidt mørke på skallen og indeni havde de kun små røde strejf i det orange. De var supersøde, men du kan godt bruge almindelige appelsiner til denne kage, hvis du ikke kan finde blodappelsiner. Det går sagtens;-) Har du for mange (blod)appelsiner, skulle du prøve at lave denne blodappelsinpunch. Den smager vidunderligt.

Blodappelsin upside-down kage

Inspiration

Inspirationen til denne kage fandt jeg på Instagram. Linda Lomelino er en svensk madblogger og begavet madfotograf. Hun tager de smukkeste billeder. Lindas blog hedder Call Me Cupcake, og jeg vil bestemt anbefale dig at kaste et blik derover. Mange af hendes billeder er mørke og lidt dystre, men meget stemningsfulde. Linda Lomelino kunne godt få fat i rigtige, røde blodappelsiner til sin upside-down kage. Jeg har improviseret lidt og lavet min egen version.

Blodappelsin upside-down kage

Mine tips

Husk, at når du laver upside-down kager, så er det mønsteret på undersiden af kagen, der bliver toppen på den færdige kage. Det vil sige, at den appelsinskive, der skal ligge øverst på den færdige kage, skal ligge nederst i springformen. Bare lige så du husker det, ikke?

Jeg brugte mit mandolinjern og skar appelsinerne helt tyndt ud i 1½ mm tynde skiver. Bund og sider i formen er smurt med smør og drysset godt med sukker, så man kan sagtens spise skrællen på appelsinskiverne. De ligger badet i smeltet sukker under bagningen og karamelliserer nærmest.

Blodappelsin upside-down kage

Blodappelsin upside-down kagen er saftig med en dejlig smag af appelsin. Ikke for meget, men lige tilpas. Selv min mand, som ellers ikke er meget for orangesmag, var vild med den. – Nu havde jeg ellers lige troet, at jeg havde hele kagen for mig selv… Og derudover skal jeg huske at tilføje, at kagen er supernem at bage:-)

Der bliver 8 pæne stykker af kagen, og den kan sagtens fryses ned, hvis du ikke får det hele spist.

Blodappelsin upside-down kage
Blodappelsin upside-down kage

Blodappelsin upside-down kage

Fine skiver appelsin pynter på toppen af den saftige kage.
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 20 minutter min
Tilb. tid 40 minutter min
Samlet tid 1 time t
Ret Kage
Køkken Bagværk
Antal 8 personer
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 1 (blod)appelsin, usprøjtet
  • 100 g blødt smør, stuetemperatur
  • 150 g sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
  • 65 g skyr (evt. med vanillesmag) (eller andet surmælksprodukt)
  • ½ dl saft fra appelsinen
  • Revet skal af en halv appelsin
  • 150 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
  • 1 tsk bagepulver
  • Til formen: Lidt smør og ca. 1½ spsk. sukker.

Sådan gør du
 

  • Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Smør en springform med en diameter på ca 23 cm godt med smør. (Tag en lille klat smør på et stykke madpapir og brug det til at føre smørklatten rundt i formen med uden at få fedtede fingre.) Drys 1½ spsk. sukker i springformen og drej det lidt rundt, så bunden og siderne halvt op inde i formen er dækket helt.
  • Skær blodappelsinen midt over. Skær 7 pæne, tynde skiver appelsin (4 fra den ene halvdel af appelsinen og 3 fra den anden halvdel) og læg dem pænt i bunden af formen.
    Blodappelsin upside-down kage
  • Jeg skar skiverne på 1½ mm tykkelse på mandolinjernet, men hvis du har en rolig hånd, kan du sagtens skære dem med en skarp kniv. Husk at fjerne evt. kerner og den hvide midte i appelsinen.
  • Pres saften ud af resten af appelsinen og riv skallen af ca. en halv appelsin.

Dejen

  • Pisk smørret lyst og luftigt sammen med sukker og vanillesukker. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt imellem dem. Bland skyr godt med appelsinsaft og -skal. Hæld blandingen i dejen og pisk igen. Husk at skrabe skålens sider ned, så du får det hele med.
  • Sigt mel og bagepulver sammen. Bland det godt og vend det derefter i dejen med lange tag med en dejskraber. Du skal ikke piske, for så får du en kompakt kage. Det skal kun vendes i, så der ikke er tørt mel.
  • Fordel dejen ovenpå appelsinskiverne. (Husk, ikke at skubbe rundt med skiverne, for du kan ikke lægge dem på plads igen.)
  • Glat dejen på toppen og stil springformen på en bageplade eller et stykke bagepapir ovenpå risten. (Sukker og smør i bunden af formen smelter sammen og bliver til en flydende karamel, der sviner i bunden af ovnen, hvis den drypper ud;-))
  • Bag din kage i nederste tredjedel af ovnen i 35-40 minutter. Mærk efter med en tandstikker eller en kniv, om kagen er gennembagt, eller der følger dej med op.
  • Lad din blodappelsin upside-down kage køle af i formen i 5 minutter, før du løsner ringen på springformen og vender kagen ud på en bagerist med undersiden af kagen opad. Måske skal du bruge en smal kniv til at løfte formens bund fra kagen, så appelsinskiverne ikke hænger fast. (Husk at smile, når du ser dit fine mønster!) Lad kagen køle af og server den på et fint fad.

Noter

Blodappelsin upside-down kagen er fryseegnet i op til tre måneder.
Tags Appelsin, Formkage, Rørekage
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!

Blodappelsin upside-down kage
Blodappelsin upside-down kage
Følg mig på Instagram

Tags: Appelsin, Billig, Blodappelsin, Efterår, Formkage, Hurtig opskrift, Nem opskrift, Rørekage, Vinter

Previous Post: « Gåsebryst – den klassiske konditorkage
Next Post: Rugchips – supernemme, meget lækre og næsten kunst »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Karen

    21. februar 2018 kl. 9:37

    Jeg tror, det bliver min ‘feriekage’ på arbejdet i næste uge 🙂 jeg har et lille tip. Jeg bruger et grillspyd af træ i stedet for en tandstikker, når jeg skal mærke efter, om kagen er klar. Det giver lidt længere afstand mellem den varme kage og fingrene 🙂
    Kh, Karen

    Besvar
    • LT

      21. februar 2018 kl. 9:41

      Hej Karen:-)
      Det er er godt tip;-) Jeg bruger også grillspyd nogle gange (som jeg brækker i to), men synes lidt, det er spild af godt træ, når jeg kan nøjes med en lille tandstikker:-)
      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Fynsk brunsviger – Find den bedste opskrift på…
  • Fristende chokoladesmåkager: Én bid, og du er afhængig;-)
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Blommesaft eller mirabellesaft? Få brugt al frugten…
  • Gulerodsboller med kærnemælk og chia – verdens…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme