Bedstefars skæg muffins med rabarber og marengstop er endnu en klassisk, dansk kage, som er forvandlet til en muffin, så den er portionsanrettet fra starten..
En aften fik jeg en sød besked fra Betina. Hun fortalte, at hun var glad for, at jeg var startet op på serien om danske klassikere forklædt som fx. kanelsneglemuffins, fordi hun er kørestolsbruger, og ikke kan nå op og rulle dej ud. Betina spurgte, om man mon kunne bage Bedstefars skæg som muffins også? Det kan jeg nu afsløre, at det kan man godt:-) Her er opskriften på Bedstefars skæg muffins.
Betinas udfordring er, at hun ikke kan “nå op”. Min almindelige opskrift på Bedstefars skæg skal piskes over vandbad, både dejen og marengsen. Det er ikke en mulighed for Betina, da hun ikke kan nå op og piske i en skål over en gryde på komfuret. Det giver ligesom sig selv.
Min udfordring blev så, at jeg gerne ville have dejen lige så luftig som i den originale, men det kunne også løses. Det var blot et spørgsmål om at piske længe nok.
Jeg har fået sprøjtetyller af en af mine drenge i fødselsdagsgave, så marengsen var en kærkommen lejlighed til at få dem brugt. Jeg har tyllet marengsen på toppen med en 17-takket tyl. Du kan sagtens bruge en anden facon eller blot klippe et hjørne af sprøjteposen, hvis du vil.
Muffin eller cupcake?
Reelt set er dette måske mere en Bedstefars skæg cupcake end en Bedstefars skæg muffin. Jo, der er forskel på de to typer kager, det er ikke bare to forskellige navne, men jeg har en tendens til at bruge dem lidt i flæng. For mig er cupcakes pyntede, mens muffins er mere enkle.
Den rigtige forklaring er følgende:
Cupcakes er altid kage. De er pyntede, og man ville aldrig spise dem til morgenmad, som man nogle gange gør med muffins. Hvis du lige så godt kunne have bagt kagen i en springform, er det en cupcake. Cupcakes er flade på toppen, så der er plads til frosting ovenpå.
Muffins kan godt være søde, men de behøver ikke være det. Man kan godt bage muffins med bacon, ost eller krydderurter. Muffins kan være proppet med blåbær eller nødder. Muffins har ofte en buet top.
(Men som sagt, mange bruger ordene muffin og cupcake i flæng, og selv wikipedia har modstridende forklaringer.)
Bedstefars skæg muffins
Bedstefars skæg muffins er ikke pyntede og med krymmel, men ligger tæt op ad originalen med en lys, luftig bund, rabarber og bagt marengstop.
Kombinationen af de syrlige rabarber og den søde marengs gør disse kager til noget helt særligt. Prøv dem endelig!
Hvis du hellere vil spise Bedstefars skæg med syltetøj, bruger du selvfølgelig bare det i stedet for rabarber. Her skal syltetøjet først smøres hen over dejen, når kagerne har været i ovnen første gang.
Bedstefars skæg muffins
Ingredienser
Kager
- 100 g smør eller margarine
- 2 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 100 g sukker
- 1 tsk vanillesukker
- 100 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 50 g kartoffelmel
- 1 tsk bagepulver
- ca. 150 g rabarber (alternativt syltetøj) alternativt syltetøj
Marengstop
- 2 æggehvider
- 120 g sukker
Sådan gør du
- Sæt ovnen på 175° (alm. ovn, ikke varmluft), og læg 12 papirforme i en muffinform med 12 huller.
- Smelt smør eller margarine, og sæt det til side.
- Pisk æg, sukker og vanillesukker, til det er meget tykt og luftigt. Det tager 10-15 minutter. Imens skærer du de skyllede rabarber i skiver på 5 mm tykkelse.
- Hæld det smeltede smør langs kanten af skålen ned i æggemassen, og rør kort, til det hele er blandet.
- Bland de tørre ingredienser godt i en skål, og sigt dem ned i æggemassen. Vend det i dejen med lange tag med en dejskraber.
- Fordel dejen i de 12 forme. Det gøres lettest ved at hælde dejen i en kande og derefter hælde den i formene. Drys rabarberstykkerne ovenpå dejen, og tryk dem let ned.
- Bag dine Bedstefars skæg muffins i nederste tredjedel af ovnen i ca. 16 minutter. De skal stadig være lyse, for de skal i ovnen igen. Tag kagerne ud, og indstil varmen på ovnen til 200°.
Mens kagerne er i ovnen, pisker du marengsen
- Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen eller på piskeriset. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.
- Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!). Drys sukkeret i en lille spiseskefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk i 5-10 minutter og tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere.
- Gør en sprøjtepose klar med en rillet tyl, fyld marengsen i, og afsæt en stor, flad top på hver kage. Sæt dine Bedstefars skæg muffins i ovnen igen, og bag dem i ca. 10 minutter, til de er let gyldne.
- Lad kagerne afkøle i metalformen i et par minutter, før du forsigtigt tager dem ud, og lader dem afkøle helt på en bagerist. Marengstoppen er skrøbelig, så jeg brugte en lille, bøjet paletkniv til at løfte dem op med.
Maria
Dejen blev meget sej, tyk og tung.
Den hævede op som en vulkan, kun i midten.
Smagte dsv ikke af noget, kun marengsen trak op.
Lene
Ih, Maria, det er jeg ked af at høre:-(
Det har jeg ikke været ude for. At den hæver mere op på midten tyder enten på for høj varme (ingen ovne varmer ens, så måske varmer min mindre end din), eller at der er for meget mel i. Kan det tænkes, at dine æg var lidt små?
Ha’ en dejlig aften:-)
Kh Lene
Maya
Min dej bliver også helt sej, den kan ikke hældes i formene. Bruger du også de 2 ekstra æggeblommer i dejen, måske er det dem jeg mangler?
Lene Tranberg
Hej Maya:-)
Nej, jeg bruger kun de to æg, str. M/L. Dejen er ikke tynd som en pandekagedej, så måske skal jeg omformulere det med at hælde den i formen.
Hvis dejen er sej, er du måske kommet til at røre/piske den for længe efter melet er kommet i?
Kh Lene
Ingrid Rasch
Jeg har god erfaring med at fryse dem ned uden marengs. Tager dem frosne ud af fryseren og pynter dem med marengs, hvorefter de bages! Det fungerer fint, og de virker som friskbagte🤗
Lene Tranberg
Hej Ingrid:-)
Det er et rigtig godt tip:-)
Det er hermed givet videre.
Ha’ en dejlig dag.
Kh Lene