Har du været på julemarked i Tyskland, har du helt sikkert smagt Glühwein. Måske har du fået den “mit Schuß”. Men har du også smagt blodappelsinpunch?
I januar/februar er det blodappelsin-sæson herhjemme, så gør punchen klar, gå en lang tur i vinterkulden, og varm dine stakkels, små hænder på noget så lækkert som det her.
I december drikker vi oftest en god portvinsgløgg eller den kolde, hvide gløgg, men i januar tager blodappelsinpunchen over som favoritdrikken.
Blodappelsinpunch i Berlin
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Tyskland, og med Berlin i særdeleshed. Mit yndlingsjulemarked er det ved Gendarmenmarkt, hvor det koster den rørende sum af 1€ at komme ind.
Til gengæld er boderne her af højere kvalitet end på mange af de andre julemarkeder, der findes i byen. Der er masser af kunsthåndværkere og en scene med underholdning. (Som heldigvis ikke er tyrolermusik;-))
I boderne er der alskens lækkerier, så det nærmest er et problem at nå at smage alt det, man gerne vil.
At sammenligne julemarkedet på Gendarmenmarkt med det på Alexanderplatz, svarer næsten til at sammenligne Torvehallerne i København med Vorbasse Marked. På Alexanderplatz er der gøglere, høj musik og “kædeboder”. Men hver sin smag. Og Glühwein kan man få alle steder.
Blodappelsinpunch fås i Tyskland både med og uden alkohol. Morten fik serveret punchen med mørk rom; jeg fik Amarettolikør i min. Jeg vil gerne anbefale likøren, men jeg er også ret vild med amaretto-kirsebær og alt andet, der smager lidt af mandler og marcipan.
Hvor finder man blodappelsiner?
Blodappelsiner kan være svære at opdrive i supermarkederne herhjemme. I Tyskland er det derimod ikke noget problem.
Jeg har bestilt mine hos Nemlig.com de sidste par gange. De har dem i sortimentet i sæsonen, og blodappelsinerne har været af en fin kvalitet.
Kan du ikke finde blodappelsiner, kan du fint bruge almindelige appelsiner, men farven bliver ikke helt så smuk.
Blodappelsinpunch
Ingredienser
- 5 blodappelsiner
- 1 citron
- 8 dl sort te
- 200 g rørsukker
- 5 hele nelliker
- evt. 5 dl rom eller Amarettolikør
Sådan gør du
- Pres saften af appelsinerne og citronen. Si juicen gennem en finmasket sigte for at fjerne pulp og kernerester. Hæld kogende vand over teen, og lad den trække i fem minutter. Bland saft med te, sukker og nelliker, og giv det et opkog.
- Hæld en halv dl rom i et glas og fyld op med den varme punch. Server straks. Punchen kan fint drikkes uden alkohol.
Noter
Der bliver 8-10 glas blodappelsin punch ud af denne portion. Men husk nu lige at gå den tur ude i kulden først, ikke?
Skriv et svar