• Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar
Bagvrk.dk
  • Forside
  • Opskrifter
  • Bøger
  • Bagvrks bageskole
  • Om mig
  • Nyhedsbrev
  • Kontakt
  • Navigation Menu: Social Icons

    • Bloglovin
    • Email
    • Facebook
    • Instagram
    • Pinterest
Du er her: Forside / Opskrifter / Marengs & småkager / Grundopskrift på marengs – den perfekte oversigt

Grundopskrift på marengs – den perfekte oversigt

13. februar 2018 af Lene Tranberg

Køb Bagvrks Gærdej
Gå direkte til opskrift

Her får du den ultimative grundopskrift på marengs. Alt, du skal vide, så du lykkes med de sprøde, fine marengs uden revner eller andre fejl.

Indlægget består af følgende overskrifter:

  • Grundreglerne for en vellykket marengs
  • Piskning af marengs
  • Fra skålen til bagepladen
  • Bagning af marengs
  • Grundopskrift på marengs
Harry Potter marengs

Grundopskrift på marengs

De farvede marengs

De her marengs skulle bruges til noget bestemt. Junior var på spejdertur (igen). Denne gang var det hele gruppen, der skulle afsted, og de blev knap 130 spejdere plus ledere. Jeg havde ikke lige nogen ambitioner om at skulle bage 150 Harry Potter kager, som var temaet for turen. Men en lille marengs kan jeg altid snitte. Derfor valgte jeg at farve marengsen i de fire kollegiefarver fra Harry Potter: Gul som Hufflepuff, grøn som Slytherin, rød som Gryffindor og blå som Ravenclaw.

Min grundopskrift på marengs er den samme, som når jeg ellers har bagt marengs. Jeg bruger lige dele æggehvide, sukker og flormelis. Vægtmæssigt, altså. Striberne tegner jeg indvendig i engangssprøjteposen med et trægrillspyd, som jeg bare dypper i pastafarven.

Grundopskrift på marengs

Ovnen fyldt med marengs

Jeg havde fire plader i ovnen på én gang. Det plejer jeg ellers aldrig. Jeg burde have flyttet rundt på pladerne, for de blå revnede lidt for mig. Min ovn (som ellers var en Siemens topmodel, da den var ny) bager ikke jævnt ved varmluft, og jeg bruger sjældent varmluft til andet end marengs af samme grund.

Når ovnen er fyldt op med fire plader, ender en god del af varmen helt oppe i toppen af ovnen, hvor de blå stod. Det var de ikke vilde med, men det ved jeg til næste gang. Da jeg så tilmed satte en grydeske i klemme i døren, for at damp og varme kunne slippe ud, forsvandt varmen hurtigt fra overfladen af de øverste – og varmen indeni dem ville også ud, og så revnede de.

Jeg ved godt, at jeg tit skriver, at marengs er supernemt, men selvom jeg har bagt et par tusind marengs gennem det seneste år, så er der stadig nogle faldgruber, som jeg også falder i. Derfor: Lav ikke kæmpeportioner marengs, så du presser ovnen til det yderste. Det går i hvert fald ikke i min ovn;-)

Harry Potter marengs

Hvis du har brug for inspiration til, hvad du kan bruge marengs til, så har jeg samlet mine marengsopskrifter her. Der er masser at tage sig til;-)

Jeg iler videre med min grundopskrift på marengs…

Du får grundreglerne for en vellykket marengs her:

  • Sørg for, at skål og piskeris er helt rene! Du har ingen chance for at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedtstof, sæbe eller urenheder på redskaberne.
  • Sørg for, at dine hvider er rene. Der må altså ikke være nogen rester af blomme i hviderne. Overhovedet. Ellers kan du ikke piske dem stive.
  • Du behøver ikke bruge pasteuriserede æggehvider til marengs. Der er ikke nogen salmonellarisiko ved danske æg længere. Nogle gange bruger jeg alligevel pasteuriserede hvider. Men det er fordi det er nemmere at have en flaske stående i køleskabet, så jeg kan veje den mængde hvider af, jeg vil bruge – uden at skulle have en plan for, hvad jeg skal bruge blommerne til.
Harry Potter marengs

Pisk!

  • Pisk ved medium hastighed til at starte med. Sæt farten op, når der begynder at dannes bobler.
  • Pisk hviderne helt stive, før du begynder at putte sukker i. Vend skålen på hovedet. Hvis hviderne bliver inde i skålen, er de stive.
  • Drys sukkeret i lidt ad gangen. Hvis du hælder det hele i, klasker hviderne sammen. Jeg tager en spiseske og drysser sukkeret tyndt ud ved siden af piskeriset, mens maskinen kører på lidt lavere hastighed.
  • Pisk marengsen i 8-10 minutter, efter du har puttet det sidste sukker i. Pisk på medium til høj hastighed. Når du gnider lidt af marengsen mellem fingrene og ikke kan mærke sukkerkorn, og marengsen nærmest samler sig om piskeriset og er tyk, blank og glat – så er marengsen klar.
Grundopskrift på marengs
  • Hvis du vil have farve eller smag i marengsmassen, tilsætter du det sammen med sukkeret, én dråbe ad gangen! Hvis du hælder for meget i på én gang, klasker marengsen sammen.
  • Hvis du skal bruge forskellige farver marengs, kan du godt tilsætte farven som det sidste, når du har delt marengsen i mindre portioner, men gør det blidt. Du skal ikke presse luften ud af massen. Rør pastafarven i med en dejskraber.
  • Sigt flormelisen i og vend det forsigtigt i med lange tag med en dejskraber. Bland ikke længere, end til massen er ensartet. Pres ikke luften ud af massen.

Fra skålen til pladen

  • Sæt bagepapiret fast på bordet eller bagepladen med en lille klat marengs under hvert hjørne af papiret. Det gør det nemmere at sætte marengsen af på pladen, uden at papiret suser rundt.
  • Jeg bruger engangssprøjteposer til langt de fleste af mine marengs. Nogle gange med tyller i, andre gange klipper jeg bare spidsen af posen. Sæt sprøjteposen ned over et glas eller en tynd kande, så du kan bruge begge hænder til at skrabe marengsen ud af skålen.

  • Hvis der skal være striber udenpå marengsen, dypper jeg et trægrillspyd i pastafarve og tegner tynde striber indeni posen. Når du begynder at sprøjte marengsen ud, vil det første komme ud uden striber. Det kan du bare sprøjte ud i en skål og fylde tilbage i sprøjteposen.
  • Hvis du sprøjter marengsen ud i toppe, så sørg for at holde tyl og sprøjtepose lodret, mens du sprøjter. På denne måde undgår du at få “vindskæve” marengs, der hælder til den ene side. Tryk med et jævnt tryk på posen, slip trykket, lige før du er færdig og træk tyllen lidt op, så du får en fin spids.
Marengskranse
  • Forskellige tyller giver forskellige marengs. De fire Harry Potter marengs er sat med forskellige tyller, så der kommer forskellige mønstre i overfladen. Også i mine julekranse, gav de forskellige tyller forskelligt udseende på de små træer.
  • Hvis der ikke skal være spidser på dine marengs, kan du fugte en pensel med lidt vand, tørre den af på en ren klud og lægge toppen ned med penslen.

Marengsmonstre

  • Du kan også sætte marengsmassen på bagepapiret med en ske. Så bliver det mere rustikke marengs, men det er genialt til små marengsmonstre eller store marengs med tyggegummi i.
  • Du kan sagtens putte krymmel eller sukkerøjne på dine marengs, inden de skal i ovnen. Den lave temperatur smelter ikke krymlen. I stedet klistrer sukkerpynten fint fast til marengsen.

Bagningen

  • Marengs behøver ikke stå og hvile, før du bager dem. I mine første opskrifter lod jeg marengsen hvile på bagepladen i 20 minutter, før jeg bagte dem. Det gør jeg ikke mere. Det viste sig nemlig, at der var stor forskel på bagepapir, så nogle slags papir sugede fugt fra marengsen, så de kom til at sidde fast efter bagning og ikke ville slippe papiret.
  • Jeg bager (eller rettere tørrer) langt de fleste marengs ved 80° varmluft. Det er supervigtigt, at temperaturen holdes nede, især hvis dine marengs er små. Ellers når varmen for hurtigt ind til midten af marengsen og så smelter sukkeret, og marengsen revner. Det gælder om at få skorpe på og langsomt gennemtørre dem.
  • Marengs tager den tid, en marengs skal tage. Ofte har jeg dem i ovnen i 2-2½ time (nogle gange endda 3 timer), før de slipper papiret. Hellere for længe end for kort tid.
  • Sluk for ovnen og lad dem køle langsomt af. Hvis du bare tager dem ud og sætter dem på bordet, er der risiko for at de revner, fordi varmen forlader overfladen, og varmen indeni marengsen vil hurtigt ud. Enten kan du sætte en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem, eller du kan åbne og lukke lågen en gang imellem, så dampen kan slippe ud. Lad dem stå i den slukkede ovn, indtil de er helt kolde og gerne natten over.
  • Hvis du vil have tyggegummi i dine marengs, skal du bage dem ved højere temperaturer. Mine store marengs bages ved 150° (alm ovn, ikke varmluft) i 25 minutter og står også og køler af i ovnen, efter den er slukket.
  • Opbevar marengs i en tætlukket kagedåse. Så kan de i princippet holde sig i månedsvis.

Harry Potter marengs

Harry Potter marengs

Grundopskrift på marengs

Den eneste opskrift, du behøver, hvis du vil bage flotte marengs.
5 fra 3 stemmer
Udskriv Gem på Pinterest
Forb. tid 20 minutter min
Tilb. tid 2 timer t
Samlet tid 2 timer t 20 minutter min
Ret Kager, Småkage
Køkken Bagværk
Undgå sort skærm

Ingredienser
  

  • 50 g æggehvider
  • 50 g sukker
  • 50 g flormelis

Sådan gør du
 

  • Læs alle de gode råd og tips i blogindlægget herover.
  • Pisk æggehviderne helt stive i en helt ren skål. Tilsæt sukkeret en teskefuld ad gangen.
  • Pisk ved høj hastighed, indtil du ikke kan mærke sukkerkorn, når du gnider lidt af massen imellem to fingre.
  • Sigt flormelisen i og vend det forsigtigt i marengsmassen med en dejskraber, så du ikke presser luften ud af marengsen. Sæt marengsen i små toppe på bagepladen.
  • Bag dine marengs ved 80° varmluft i 2-3 timer, indtil de slipper papiret, når du flytter på dem. Lad marengsen køle af i ovnen, indtil den er helt kold. Sæt en grydeske i klemme i ovnlågen, så evt. damp kan slippe ud.

Noter

Marengs opbevares i en tætlukket kagedåse og kan holde sig i flere måneder.
Tags Marengs, Supernem
Har du prøvet opskriften?Lad mig høre, hvordan den var!
Følg mig på Instagram

Tags: Bageskole, Bagvrks bedste, Billig, Grundopskrift, Marengs, Nem opskrift, Småkager

Previous Post: « Panna cotta med friske jordbær- verdens bedste dessert
Next Post: Burgerboller med fuldkorn – og et par fede tricks »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Natascha Nanche

    11. november 2018 kl. 8:35

    Tak for en grundig og forståelig beskrivelse. Jeg fulgte din opskrift, og lod den køle af natten over med en grydeske i ovnlågen. Men til morgen var de helt klistrede udenpå…? Jeg havde bagt dem i knap 3 timer ved 80 grader varmluft… konsistensen var fin, de er hverken revnede eller krakelerede. De har frugtpasta-striber, men det er lige så meget det hvide der er klistret.

    Besvar
    • Lene

      11. november 2018 kl. 8:58

      Hej Natascha:-)
      Du skal tænde for ovnen igen og tørre dem lidt længere. Marengs kan drille lidt, når det er så fugtigt i vejret, som i disse dage. De suger det hele til sig.
      De skal nok blive gode igen:-)
      Kh Lene

      Besvar
  2. Torben Pedersen

    21. februar 2019 kl. 14:50

    Har en Siemsovn man kan ikke sætte lågen på klem så slukkes ovnen? hvad går man1

    TORBEN

    Besvar
    • Lene

      21. februar 2019 kl. 16:49

      Hej Torben.
      Min er også en Siemensovn. Jeg sætter først grydeskeen i klemme, når jeg har slukket ovnen, og marengsen skal køle af.
      Kh Lene

      Besvar
  3. Barbara

    26. marts 2019 kl. 22:13

    Helt fantastisk gennemgang. Har lavet perfekte ‘kys’ for første gang. Tak!

    Besvar
    • Lene

      27. marts 2019 kl. 5:05

      Kære Barbara:-)
      Sikke en dejlig besked at stå op til:-D Tusind tak!
      Ha’ en dejlig dag:-)
      Kh Lene

      Besvar
  4. mette scheurer

    9. maj 2019 kl. 6:27

    Hej Lene
    Jeg vil gerne lave bikuber og har altså brug for, at bage en marengs som er forholdsvis stor og hul indeni. Har du erfaring med den type marengs-bagning?

    MVH
    Mette

    Besvar
    • Lene Tranberg

      9. maj 2019 kl. 6:37

      Hej Mette:-)
      Nej, jeg har ikke bagt bikuber, men du kan sagtens bruge min grundopskrift til dem.
      Jeg ved, at Pia fra Nyborgs Room har en god opskrift og vejledning til bikuber, så måske kan du lure lidt på den også;-)
      https://nyborgs-room.com/bikuber/

      Ha’ en dejlig dag!
      Kh Lene

      Besvar
  5. Karina

    11. august 2019 kl. 12:50

    Hej! Hvor mange bliver der ud af grundopskriften?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      11. august 2019 kl. 14:27

      Hej Karina:-)
      Det kommer meget an på, hvor store du laver dem;-)
      Regn med 30-40 stykker, hvis de ikke er så store.
      Kh Lene

      Besvar
  6. Karina

    17. august 2019 kl. 8:06

    Tak for en meget nem opskrift. Har kun lavet marengs 2 gange og de er blevet helt perfekte i første forsøg efter at have fulgt din opskrift.

    Besvar
    • Lene Tranberg

      17. august 2019 kl. 9:55

      Hej Karina:-)
      Hvor dejligt, at det lykkedes så fint;-)
      Kh Lene

      Besvar
  7. Tabita

    7. september 2019 kl. 15:29

    Kan man lave marengsmassen i god tid? Fx fylde den i sprøjteposen og opbevare på køl? Fx et par timer?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      9. september 2019 kl. 20:48

      Hej Tabita:-)
      Beklager det sene svar.
      Det bliver ikke så godt, når man lader marengsen ligge, før man sprøjter den ud til toppe. Den mister noget af sin luftighed og bliver ikke så spændstig.
      Jeg vil mene, den max skal ligge i køleskabet i en times tid.
      God fornøjelse med dem:-)

      Kh Lene

      Besvar
  8. Marianne Remvold

    15. oktober 2019 kl. 20:05

    Hej Lene, tak for den fine og nyttige beskrivelse af marengs.

    Jeg kunne godt tænke mig at tilføje lidt smag til dem, men på hvilke5 tidspunkt i processen er sr5 bedst at gøre.

    På forhånd tak, de bedste hilsner Marianne

    Besvar
    • Lene Tranberg

      15. oktober 2019 kl. 21:31

      Hej Marianne:-)
      Hvis det er tørre krydderier som vanillesukker eller kanel etc, kan du blande det i sukkeret.
      – Og det ville jeg egentlig også gøre, hvis det er flydende smag, du tilsætter.
      God fornøjelse med dem:-)
      Kh Lene

      Besvar
  9. Susanne

    23. november 2019 kl. 15:56

    Hej Lene
    Kan man bage 2 bageplader marengs på samme tid og skal bagetid forlænges?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      23. november 2019 kl. 16:27

      Hej Susanne:-)
      Ja, det kan du sagtens. Bagetiden er ca den samme – alt efter marengsens størrelse.
      God fornøjelse:-)
      Kh Lene

      Besvar
      • Betty Andersen

        20. august 2022 kl. 10:06

        5 stars
        Tak for den fornemme gennemgang af marengs. Nu lykkes jeg med dem hver eneste gang.
        Bare tak.

        Besvar
        • Lene Tranberg

          20. august 2022 kl. 10:10

          Hej Betty:-)
          Det er skam mig, der takker, fordi du læser med.
          Ha’ en dejlig weekend.

          Kh Lene

          Besvar
  10. Gitte

    24. november 2019 kl. 22:39

    Hej, sidder lige og kigger på din opskrift, er det rigtigt forstået at du først kommer flormelisen i efter at æggehvider og sukker er pisket sammen…?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      24. november 2019 kl. 22:50

      Hej Gitte:-)
      Ja, det er helt rigtigt forstået. Rigtig god fornøjelse:-)
      Kh Lene

      Besvar
  11. Gitte

    28. november 2019 kl. 13:51

    Mange tak for svar, de blev super fine ;O)
    Vh Gitte

    Besvar
  12. Paula Djervad

    4. januar 2020 kl. 21:36

    Hej Lene
    Super fin beskrivelse, hvordan kan det være at du bruger både sukker og flormelis ?
    Hvor meget smag i form af tørre kryderier vil du mene man ska bruge ?
    Pft Paula

    Besvar
    • Lene Tranberg

      4. januar 2020 kl. 22:03

      Hej Paula:-)
      Det med krydderier er lidt et smagsspørgsmål. I mine græskarmarengs bruger jeg 1/2 tsk krydderi til 45 g æggehvide.
      Jeg bruger både sukker og flormelis, fordi det giver det bedste resultat (sukkeret bliver helt opløst) og den bedste smag (de bliver tilpas søde). Flormelis er nemt at vende forsigtigt i de stive hvider uden at ødelægge luftigheden:-)
      Kh Lene

      Besvar
  13. Naja

    27. februar 2020 kl. 12:37

    I din opskrift på bogstav kage hvilken type hdr du brugt til de marengs? Jeg har forsøgt at lave dem med striber, men striberne smitter af selvom det hvide er helt tørt og knasende. Jeg skulle meget gerne bage 2 eller tre plader. Men jeg er bange for at det kikser.

    Besvar
    • Lene Tranberg

      27. februar 2020 kl. 12:44

      Hej Naja:-)
      Selvom det hvide er tørt og knasende, skal du bare lade dem tørre videre, til farven også er tør. Pas dog på med at putte for tykke striber i posen, for så tager det evigheder. Der sker ikke noget ved at lade marengs tørre i mange timer.
      Vejret kan også spille ind, for nu hvor det har regnet så meget, kan der være en del fugt i luften. Det vil marengs hurtigt suge til sig. Derfor er det vigtigt, at du putter dem i en tætsluttende dåse, når de er kølet af;-)
      Du kan sagtens tørre 2-3 plader i ovnen på én gang med varmluft.
      Min tyl er sådan en, som den er nummer to fra venstre på dette billede:-) https://www.metteblomsterberg.dk/webshop/sproejteposer-og-tyller/product/blomsterbergs-tyllesaet-6-stk
      God fornøjelse med dem:-)
      Kh Lene

      Besvar
  14. Naja

    27. februar 2020 kl. 12:38

    Der skulle stå tyle har du brugt

    Besvar
  15. Jeanette

    10. august 2021 kl. 21:48

    Der var tyggegummi i mine da jeg tog dem ud, men efter et par dage i kagedåse er de helt pulveriserede. Ved du hvad dette skyldes?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      10. august 2021 kl. 22:15

      Hej Jeanette:-)
      Hmm, det har jeg ikke hørt om før.
      Mener du ‘pulveriserede’ som om de er tørret yderligere ud og knust?
      I de her dage med høj luftfugtighed plejer det at være det modsatte, som gør sig gældende, nemlig at marengsen suger fugt fra luften.
      Kh Lene

      Besvar
  16. Natasja

    29. august 2021 kl. 8:43

    Hej Lene

    Hvis jeg vil lave små mini marengs, men samtidig gerne vil have lidt tyggegummi indeni. Er det muligt ?!
    Hvor lang tid og hvor mange grader tror du så de skal have i ovnen ?

    Vh. Natasja

    Besvar
    • Lene Tranberg

      29. august 2021 kl. 12:27

      Hej Natasja:-)
      Hvis man gerne vil have tyggegummi i marengs, skal de bage i kortere tid ved højere temperatur.
      Mine store marengs bager jeg ved 150 grader i 25 minutter.

      https://bagvrk.dk/store-marengs/

      Det er nemmere at få tyggegummi i store marengs end i små, hvor varmen når hurtigere ind til midten.

      Jeg har ikke noget bud på, hvor lang tid små marengs skal have, for jeg har ikke prøvet det. Jeg er bange for, at de nærmest “eksploderer” i ovnen og ikke bliver særlig pæne…

      God fornøjelse med eksperimenterne;-)

      Kh Lene

      Besvar
  17. Diana

    21. februar 2022 kl. 17:10

    Hey
    Har du erfaring med sukkerfri marengs?
    Syntes de bliver hvinende søde/kolde i smagen og bagerierne er også anderledes….

    Besvar
    • Lene Tranberg

      22. februar 2022 kl. 20:17

      Hej Diana:-)
      Nej, det har jeg desværre slet ingen erfaring med.
      Jeg tror, den her ville være et godt bud: https://www.helsam.dk/opskrifter/bagvaerk/marengskys

      Kh Lene

      Besvar
  18. Nikita

    8. marts 2022 kl. 18:21

    Hvor lang tid vil du mene de kan holde sig efter bagning? Og kan man sprøjte dem ud som blomster? ☺️

    Besvar
    • Lene Tranberg

      8. marts 2022 kl. 18:46

      Hej Nikita:-)
      Marengs kan sagtens holde sig flere måneder i en tætlukket kagedåse.
      Du kan sagtens sprøjte dem ud som blomster. Bare slå dig løs;-)
      Du kan evt finde inspiration ved at søge på meringue flowers på Pinterest.
      God bagelyst!

      Kh Lene

      Besvar
  19. Helle Sommer

    20. august 2022 kl. 10:09

    5 stars
    Endelig lykkedes jeg med marengs!
    Jeg danser foran min ovn, fordi de blev så fine.
    Tusind tak:-)

    Besvar
    • Lene Tranberg

      20. august 2022 kl. 10:11

      Hej Helle:-)
      Sikke en dejlig besked:-)
      Sejrsdanse, når man (endelig) lykkes med noget, er de allerbedste.

      God weekend!

      Kh Lene

      Besvar
  20. Helle

    21. december 2023 kl. 18:11

    Kan jeg gøre marengsmassen klar et par timer før jeg skal bruge den

    Besvar
    • Lene Tranberg

      5. januar 2024 kl. 14:35

      Hej HelLe:-)
      Beklager det meget sene svar.
      Du kan ikke gøre marengsmassen klar så længe før, du vil bruge den. Så mister den noget af sin luftighed.
      Jeg håber, du trods alt fik bagt gode marengs?

      Ha’ en dejlig weekend.

      Kh Lene

      Besvar
  21. Helle Christine Kildegård

    30. december 2023 kl. 16:56

    5 stars
    Så er der tre slags kys i ovnen. Den første plade stod og ventede med at blive bagt indtil jeg havde tre plader klar. Det er faktisk den, som føles tyggegummi- agtig efter 2 1/2 t i ovnen. Den har stået i midten hele tiden. De to andre har jeg byttet rundt.

    Nå, jeg giver alle tre plader lidt længere tid og krydser for knasende kys.

    Pyntet med glimmer og smagt til med smag. Jordbær, mynte og kaffe. Og desuden noget pastafarve i jordbær og mint

    Besvar
    • Lene Tranberg

      5. januar 2024 kl. 14:14

      Hej Helle:-)
      Hvis marengsen ikke er tør, så tøv ikke med at give dem længere tid i ovnen. Nogle gange er de længere om at tørre, især hvis der er farve i eller udenpå.
      Dejligt, de lykkedes for dig:-)

      Ha’ en skøn weekend.

      Kh Lene

      Besvar
  22. Laila

    21. marts 2026 kl. 23:30

    Hvordan får jeg de gule striber?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      30. marts 2026 kl. 16:38

      Hej Laila:-)
      For at få de gule striber på marengsen, skal du dyppe et trægrillspyd i lidt pastafarve og male tynde streger på indersiden af din engangssprøjtepose.
      Når du trykker marengsen ud, dannes der fine striber på dem.
      God bagelyst.

      Kh Lene

      Besvar
  23. Ayoe Raun

    14. juli 2026 kl. 22:45

    Din opskrift lyder rigtig god og den vil jeg bruge til noget marengs jeg skal bage. Jeg skal bage 6 store bogstaver. Hvert bogstav skal lægges på en pyntet islagkage så jeg forestiller mig at bogstaverne cirka er 20 cm i diameter. Ved du hvor mange gange jeg skal gange din opskrift op?

    Besvar
    • Lene Tranberg

      20. juli 2026 kl. 16:28

      Hej Aloe:-)
      Jeg ved desværre ikke, hvor stor en portion du skal lave for at få de seks bogstaver.
      Du må prøve dig frem.
      God fornøjelse:-)

      Kh Lene

      Besvar

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurdering af opskriften




Primær Sidebar

Bagvrk portræt Lene Tranberg

VELKOMMEN TIL BAGVRK!

Jeg hedder Lene. Jeg er præcisionsnørd, bageheltinde og passioneret fan af godt bagværk.

Bagvrk er bagværk, alle kan bage. Bagvrk er lækkert, nemt og fuld af smag.

Opskrifter, der begejstrer og inspirerer på alle niveauer.

Vil du vide mere om mig?

Det får du!

Alle kan lære at bage! Du skal ikke bruge andet end lidt øvelse og gode opskrifter. Det sidste giver jeg dig. Øvelsen får du hen ad vejen.

Her finder du skudsikre opskrifter, så du kan bage sprøde marengs, vandbakkelser som ikke falder sammen eller holde liv i en surdej.

Alle opskrifter er omhyggeligt forklarede, så du ikke lades i stikken eller bliver usikker på, om du gør det rigtigt. Det gør du:-)

Bliv den bedste bager i dit køkken!

Kontakt

Læs, hvordan du kan kontakte mig på min Kontaktside.

Søg

Andre læser også:

  • Surdejsbrød for begyndere – start med det her brød!
  • Koteletter i fad med cremet flødesauce – nem aftensmad
  • Hvidløgsmarinerede rejer – en nem opskrift til…
  • Remoncekage – din nye bedste ven –…
  • Softkernerugbrød med gær – nemt rugbrød så du…
  • Chili sin carne – nem, vegansk chiliret…

Etisk ansvarlig influent

Etisk ansvarlig influent

Copyright © 2026 Bagvrk.dk on the Foodie Pro Theme