Grantræer i marengskranse – julemarengs del 3, bordpynt

Hvordan dækker du bordet op til juleaften? Sidste år bagte jeg nogle store småkagemænd som bordkort, hvor navnene blev skrevet på med glasur. Hos min mor og far har vi nogle kartonnisser, som holder servietterne, og som er så gamle, at min søster og jeg hjalp med at klippe dem, da vi var børn. Vi skal have gæster i weekenden og skal ikke have julemad, men alligevel kunne jeg ikke modstå fristelsen og måtte lave 12 små marengskranse, som pynt til tallerkenen.

Marengskranse

Marengskranse er skrøbelige, fordi de kun sidder sammen med en lille kontaktflade mellem træerne. De skal opbevares tørt efter bagning, men jo før, du kan få dem på tallerkenen, jo bedre. Så slipper du nemlig for at flytte rundt på dem.

Egentlig var jeg slet ikke klar over, at det skulle blive til små juletræer. Jeg ville teste, hvor meget min marengsmasse kunne holde til at få blandet farve ind i, når den først var pisket. Svaret er, at den kan holde til en hel del. Jeg delte massen i fire og farvede de tre dele grønne i forskellige nuancer. Den sidste del blev ved med at være hvid, men jeg malede med grøn farve indeni sprøjteposen, så træerne blev grønstribede udenpå.

Marengskranse

Det var først, da jeg begyndte at sætte toppe på bagepapiret, at det blev til træer. Jeg havde tegnet cirkler på 8 cm i diameter på et stykke bagepapir, og brugte dem som rettesnor, så mine marengskranse blev runde.

Fordi marengstræerne består af så små marengs, skruede jeg ned for varmen på ovnen, så de blev tørret ved 80° varmluft i to timer. Hvis man bruger højere varme, risikerer man, at de revner, fordi varmen når for hurtigt ind til midten af marengsen.

Marengskranse

Som sagt fik jeg 12 marengskranse af portionen. Resten blev til nogle bittesmå, løse juletræer.

Marengskranse – Julemarengs del 3

  • 50 g æggehvider
  • 50 g sukker
  • 52 g flormelis
  • Grøn pastafarve (jeg brugte Leaf Green og Moss Green fra Wilton)

Hæld et par dråber eddike i røremaskinens helt rene skål, og tør det rundt med et stykke køkkenrulle, også på piskeriset. Det fjerner den eventuelle sidste fedthinde, der måtte være i skålen. Det er umuligt at piske hviderne stive, hvis der er den mindste smule fedt på skål eller piskeris.

Hviderne piskes helt stive (vend skålen på hovedet, så du er sikker!) og tilsæt de 50 g sukker lidt efter lidt, en spiseskefuld ad gangen, mens du pisker. Pisk igen, til æggehviderne er helt glatte og blanke, og marengsen er meget stiv. Tjek, at alt sukkeret er opløst ved at gnide lidt af marengsmassen mellem fingrene. Hvis du kan mærke sukkerkorn, må du piske lidt længere. Det tager 8-10 minutter.

Del marengsen i fire lige store portioner. Klargør fire engangssprøjteposer med tyller.

Marengskranse

Farve 1

Den ene pose males indeni med Moss Green pastafarve på en pensel. Det skal kun være et tyndt lag i den nederste del af posen. I denne pose skal marengsen være hvid. Sigt 13 g flormelis i marengsen, og vend det forsigtigt i med en dejskraber. Fyld marengsen i posen og luk den til med en klemme, så den ikke tørrer ud, mens du klargør de øvrige farver.

Farve 2 og 3

To dele af marengsen indfarves med Leaf Green i varierende styrke, en lys og en mørkere. Sigt 13 g flormelis i hver skål og vend det forsigtigt i med en dejskraber. Fyld de to grønne farver i hver sin sprøjtepose og luk dem til.

Marengskranse

Farve 4

Den sidste del indfarves med Moss Green, før du sigter og vender 13 gram flormelis i marengsen. Denne masse fyldes i den sidste sprøjtepose.

Tegn 12 cirkler med en diameter på 8 cm på et stykke bagepapir. Vend det om, så blyantsstregerne vender nedad. Sæt små træer af marengs indenfor cirklen, så de holder formen som en krans og bliver lige store. Varier farver og størrelse på træerne. Nogle af træerne kan du sætte i to etager. Alle marengstræerne er 1-2 cm høje.

Marengskranse

For at få spids på træerne, skal du lette trykket på sprøjteposen og trække den langsomt opad, så marengsen følger med. Hvis der er nogle, der bliver skæve eller får en skæv top, kan du rette på dem med en fugtig pensel eller finger.

Den marengs, du har til overs, kan du sætte som små, løse juletræer på et andet stykke bagepapir og bage i ovnen.

Marengskranse

Når al marengsen er sprøjtet ud, tørres dine marengskranse i ovnen ved 80° varmluft i ca. to timer. Marengsen skal nemt slippe papiret, når de er færdige. Når tiden er gået, sætter du en grydeske i klemme i ovnlågen, så den står på klem og lader marengsen stå i den slukkede ovn, til den er helt kold, gerne natten over.

Marengskranse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *