Du har sikkert aldrig hørt om, at man kan bruge ramsløgknopper til noget? Det kan du. Især, hvis du godt kan li’ de syltede hvidløg på glas. Syltede ramsløgknopper smager nemlig af hvidløg.
I sidste uge var jeg ude at plukke ramsløg i skoven omkring Middelfart. Der er siden kommet en komplet liste over steder, hvor man ellers kan finde ramsløg rundt omkring i landet. Jeg lavede ramsløgpesto og ramsløgsalt og en masse blade blev lagt i fryseren til senere brug.
Syltede ramsløgknopper
Imellem alle bladene var der blomsterknopper. Små, grønne, uudsprungne knopper. Dette indlæg handler om at sylte dem. Og det er NU, du skal ud i skoven og finde dem! De ser sådan her ud:
Jeg googlede, for der måtte da være nogen, der havde fundet på noget at bruge dem til. Det viste sig, at Meyer har lavet kapers af “ramsløgknopper”, men det er ikke de uudsprungne som de her, han bruger, men nærmere ramsløgfrø. Det er nemlig de afblomstrede, opsvulmede blomsterstande, inden de tørrer ind og bliver til frø, han sylter til kapers.
Jeg kunne se, at der var andre end mig, der havde plukket ramsløgknopper. Nogle havde prøvet med Meyers opskrift og først senere fundet ud af, at det ikke var de uudsprungne ramsløgknopper, han havde brugt.
Jeg forestillede mig at sylte knopperne og bruge dem som tilbehør, ligesom man sylter hvidløg. I en olie-/eddikelage. Syltede ramsløgknopper er lidt stærke i smagen, for de smager lige så meget af hvidløg, som bladene gør.
Jeg vil bruge ramsløgknopper i salat. På et stykke rugbrød med spegepølse. Til en pariserbøf. Til tapas. Eller på en pizza. – Syltelagen glæder jeg mig til at bruge som salatdressing. Den smager virkelig godt, og jeg overvejer at lave en ekstra portion, bare til at have stående i køleskabet som dressing til alle sommerens salater.
Jeg havde plukket ret mange ramsløg, så jeg havde også en del ramsløgknopper. Og nu har jeg et lækkert glas med knopper og syltelage;-) Stort set uden arbejde. De skal bare trække en uges tid i lagen i køleskabet, før de er klar til at spise. Vend glasset engang imellem, for knopperne vil gerne flyde ovenpå lagen.
Syltede ramsløgknopper
Ingredienser
- 70 g ramsløgknopper (uudsprungne blomster)
- 2 tsk groft salt
- 3 tsk sukker
- 1½ dl olivenolie
- 1½ dl lagereddike
- ½ dl vand
- 1 tsk gule sennepsfrø
- 1 tsk hele peberkorn
- 1 tsk tørret timian
Sådan gør du
- Bland alt, undtagen ramsløgknopperne i en lille gryde. Varm lagen op til kogepunktet, så salt og sukker opløses. Tag gryden af blusset.
- Skyl ramsløgknopperne godt i koldt vand. Lad dem dryppe af og dup dem tørre i et rent viskestykke. Læg knopperne i et skoldet syltetøjsglas og hæld den varme (ikke kogende) lage over. (Skyl evt. glasset i Atamon og tilsæt en tsk. Atamon til lagen for længere holdbarhed.)
- Luk glasset godt til, og lad det trække en uge i køleskabet, før du begynder at spise af dem. Vend eller ryst glasset engang imellem, så knopperne blandes godt med lagen.
Skriv et svar