I dag er det Ryds Gruppes fødselsdag, hurra, hurra, hurra! Måske er dette en spejderblå jubilæumscupcake, måske er det babycupcakes til barnedåb eller babyshower. Eller måske er det blå cupcakes til blå studenter? Du bestemmer selv, hvad du kalder dem. For mig er det spejderblå cupcakes.
Spejderjubilæum
Min spejdergruppe har nemlig 50 års jubilæum i år. Det fejrer de i dag med en midsommerfest, som lige har fået lidt ekstra festligheder puttet oveni de sædvanlige aktiviteter.
I virkeligheden er det ikke min spejdergruppe længere, for jeg har ikke været leder i over 1½ år, men det er Juniors spejdergruppe, og de har en særlig plads i mit hjerte.
Én gang spejder, altid spejder. Jeg var spejder, fra jeg var 7 til jeg flyttede hjemmefra som 20-årig. Og igen da min yngste startede som spejder for 4 år siden, fordi der ikke var ledere nok, til at der var plads til ham.
Jeg kan godt savne spejderlivet en gang imellem, men det er mest det sociale med de andre ledere. Det kompenserer de heldigvis for ved at invitere mig med, når de mødes sommer og vinter til en hyggeaften.
Jeg er stadig blå i hjertet. Min søn har fået lige så mange store oplevelser, som jeg selv fik. Jeg vil endda mene, at han er gjort af et sejere stof end jeg, for da jeg var barn, sov vi ikke udenfor om vinteren. Det gør de nu om stunder.
Nutidens børn er ikke så vattede, som man påstår. I hvert fald ikke de spejdere, jeg kender. De er stadig nogle gæve børn, både drenge og piger. Har du lyst til at læse mere om min taknemmelighed overfor spejderledere – og frivillige i al almindelighed – så læs mit indlæg om Spejderlommer.
Jeg kan desværre ikke selv deltage i jubilæumsfesten. Til gengæld sender vi familiens mest værdige repræsentant. Men det, jeg kan, er at bage nogle kager til at sælge i caféen.
Blå babycupcakes
Spejdernes tørklæder er lyseblå med mørkeblå kant. Mine babycupcakes er lyseblå med mellem- blå hyldeblomstcreme. Efter jeg bagte mine lyserøde babyshower cupcakes, kommer der vist aldrig smørcreme på en kage hos mig igen.
Jeg overvejede, om det skulle være en almindelig konditorcreme på kagerne. Men eftersom det er en midsommerfest, og midsommer er duften af hyldeblomster i mit univers, så skulle cremen smage af hyldeblomstsaft.
Lad mig give dig et godt råd: Undgå at bruge pasteuriserede æggeblommer, når du skal lave cremen. De æggeblommer i bægre, som jeg brugte i dag, var i hvert fald så orange, at det viste sig at være umuligt at farve cremen lyseblå. Den blev først lysegrøn pga sammenblandingen af æggeblomme og den blå farve, så jeg var nødt til at putte mere farve i, så cremen til sidst blev en kølig blå.
Det er ikke den rigtige Ryds-blå, men jeg turde ikke putte mere end en lille smule lilla farve i af skræk for at ende op med en creme, som var helt forkert. Til gengæld vil jeg eksperimentere mere med cremen, for selvom det ikke var den rigtige blå, var det en meget smuk blå.
Jeg har brugt Progel til at farve med. Det køber man i en lille tube, så det er nemt at dosere. Jeg synes ikke, at Wiltons pastafarve havde den rigtige farve blå. Derfor var jeg nødt til at skifte til Progel. Jeg har brugt babyblå til kagerne og cremen, hvorefter jeg farvede den yderligere med en marineblå og en lille smule Wilton lilla.
Flagene i kagerne har jeg bare printet ud fra et Word-dokument. Gruppens logo er en tyr med et bjerg i baggrunden, fordi hytten ligger på Tyrsbjerg. Det har jeg sat ind i et dokument, kopieret på siden, printet, skåret ud efter en lineal og klæbet sammen med spraylim omkring et grillspyd af træ. Supernemt til alle lejligheder.
Jeg har denne gang prøvet at lægge cremen i køleskabet natten over, før jeg sprøjtede den på kagerne. Det blev ikke helt så flot, som på de lyserøde babyshower cupcakes, så derfor vil jeg anbefale dig at sprøjte det på efter 1-2 timer i køleskabet i stedet.
Bag babycupcakes, så snart du finder på en anledning. Du bestemmer farven.
God midsommer!
Blå babycupcakes
Ingredienser
Hyldeblomstcreme
- 2 blade husblas
- 1½ dl koncentreret hyldeblomstsaft 1:4 eller 1:5
- 2 æggeblommer (ikke pasteuriserede)
- 50 g sukker
- 15 g Maizena
- 1½ dl piskefløde
- Blå pastafarve
Kagedej
- 125 g blødt smør, stuetemperatur
- 125 g sukker
- 1½ tsk vanillesukker
- 2 æggehvider, stuetemperatur
- 125 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk bagepulver
- 60 g yoghurt naturel
- Babyblå pastafarve
Sådan gør du
Start med hyldeblomstcremen
- Udblød husblassen i koldt vand i minimum 20 minutter.
- Varm hyldeblomstsaften op til kogepunktet i en lille gryde. Imens pisker du æg, sukker og vanillesukker tykt i en skål. Sigt Maizenaen over i æggemassen, og bland det godt uden at piske.
- Hæld den varme saft i æggemassen i en tynd stråle. Bland det godt, og hæld det hele tilbage i gryden. Kog massen op under omrøring. Pas på, den ikke brænder på.
- Først skummer cremen op, og derefter tykner den. Tag gryden af blusset. Knug husblassen fri for vand, og lad den smelte i den varme creme.
- Bland det godt, før du hælder cremen over i en flad skål (eller en tallerken), dækker den med husholdningsfilm helt ned på overfladen, og lader cremen afkøle til stuetemperatur.
- Når cremen er kølet af, pisker du fløden til bløde toppe. (Fløden må ikke være stiv, men der må heller ikke være flydende fløde i bunden af skålen.)
- Pisk hyldeblomstcremen godt igennem. Bland først 1/4 af flødeskummet i cremen, til det er blandet godt. Derefter vender du resten af flødeskummet i cremen ad et par omgange.
- Dette gøres nemmest med lange tag med en dejskraber, så du ikke slår luften ud af flødeskummet. Farv cremen i den ønskede blå farve.
- Klargør en engangssprøjtepose med en åben tyl med takker. Jeg lavede striber med den marineblå pastafarve, indvendig i sprøjteposen.
- Sæt en klemme på forneden på posen, så den bløde hyldeblomstcreme ikke løber ud af posen. Hæld cremen i sprøjteposen, luk med en klemme foroven, og læg sprøjteposen i køleskabet i minimum en time, til hyldeblomstcremen er stivnet og klar til at tylle ud på kagerne.
Lyseblå cupcakes
- Varm ovnen op til 175° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør en fast muffinform med 12 huller ved at sætte papirmuffinforme i hullerne.
- Pisk smørret lyst og let med sukker og vanillesukker. Tilsæt æggehviderne en ad gangen og pisk godt imellem hver. Skrab skålens sider ned, så alt bliver blandet godt.
- Bland yoghurt med lidt babyblå pastafarve. Der skal ikke ret meget i, så dryp forsigtigt for at dosere farven. (Du kan altid justere farven til sidst, hvis den bliver for bleg.)
- Sigt mel og bagepulver sammen i en skål. Bland det godt med et piskeris, så bagepulveret bliver jævnt fordelt.
- Rør halvdelen af melet i dejen med lange tag med en dejskraber. Du skal ikke piske, for så får du kompakte muffins. Rør yoghurten i og derefter resten af melet. Rør ikke længere, end at det lige er blandet godt, så der ikke er mere synligt mel.
- Fordel dejen i de 12 forme. De må max være 3/4 fyldte. Bag kagerne i nederste tredjedel af ovnen i 18-20 minutter. Lad dem afkøle fem minutter i den faste form, før du flytter kagerne over på en bagerist, og lader dem afkøle helt.
Pynt
- Tyl en roset af hyldeblomstcreme ved at starte på midten af kagen. Sæt et flag i kagen og sælg den i en spejdercafé;-) (Eller server den til et babyshower eller en barnedåb for en kommende drengemor. – Eller til en flok sultne handelsstudenter.)
Skriv et svar