Har du lyst til at putte noget i munden, når du skal hygge dig? Enten om fredagen til Disney Sjov, til et glas vin med gæster, eller når du sidder og nipper til en tapas- eller ostetallerken? Jeps, det tænkte jeg nok. Hvorfor skulle du være meget anderledes end mig? 🙂 Men hvad nu, hvis det fristende og (nærmest) forbudte kunne være sundt i stedet? Ligesom disse rugchips?
Rugchips er sunde
Chips af rugmel og æggehvider med et lille drys salt kan ikke tælle ret højt i kalorieregnskabet. I hele portionen her er der kun 396 kcal! Og selvom du spiser dem alle, kan du stadig have god samvittighed, for der er både fibre, proteiner og fuldkorn i.
Disse rugchips er fantastisk lækre sammen med en hvidløgsdip. Jeg fotograferede dem sammen med de små brødstænger af butterdej. Lidt oliven eller gulerodsstave, et par oste – eller bare helt uden noget. Kun din fantasi sætter grænser.
Suppler evt med knækbrød med masser af kerner eller de små krydrede kiks med surdej.
Rugchips
Ingredienser
- 90 g æggehvider
- 100 g fint rugmel
- 1 spsk mørk sirup
- Flagesalt
- Lidt groft rugmel
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 160° (alm. ovn, ikke varmluft). Klargør bageplader med bagepapir. Fyld koldt vand i en skål.
- Rør æggehvider med fint rugmel og sirup. Fyld dejen i en engangssprøjtepose eller en frysepose og klip spidsen af. Afsæt små toppe på bagepapiret, ca. en lille teskefuld pr. top.
- Dyp en lille paletkniv i koldt vand, skrab paletkniven af mod skålens kant og smør dejen ud i et tyndt lag som på billedet. Drys med lidt flagesalt og groft rugmel. Lav en række ad gangen, så overfladen ikke tørrer ud, før der kommer drys på.
- Bag dine rugchips i ovnen i 8-10 minutter. Chipsene skal let slippe papiret og være helt sprøde. Lad dem køle af på en bagerist. Hvis de alligevel er bløde efter afkøling, kan du sætte dem i ovnen en gang til og tørre dem yderligere.
Randi
90 æggehvider
Lene Tranberg
Hej Randi:-)
Havde du et spørgsmål med æggehviderne?
Kh Lene
Randi
Ja, ska der virkelig 90 æggehvider i
Randi
Ser NU at du HAR rettet til gram
Lene Tranberg
Hej Randi:-)
Ja, der skal 90 g æggehvide i. Det har der stået hele tiden;-)
Det andet ville blive en ret stor portion…
Kh Lene
Christina
Hejsa.
Kan man bruge Grahamsmel i stedet for rugmel? 🙂
Lene Tranberg
Hej Christina:-)
Jeg har ikke prøvet med grahamsmel, men jeg er sikker på, du sagtens kan bruge det.
God bagelyst!
Kh Lene