Rabarber upside-down kagen er ikke verdens pæneste kage. Men det er en af de saftigste. Bag den og nyd en lækker kage, der holder sig i flere dage.
Hold kæft, where is it da ugly:-) (Jeg håber ikke, at jeg er den eneste, der har set ‘The Julekalender’, for så falder starten af dette indlæg lidt til jorden…)
Rabarber upside-down kage
Dette er ubestridt den grimmeste kage, jeg har bagt. Jeg overvejede at drysse lidt dekorativt krymmel på, men lod være. For når man smager på den, er udseendet fuldstændig lige meget. Det er det indre, der tæller. Og det indre i denne kage er supersaftigt, lækkert og også lidt tungt. Lad mig præsentere dig for Rabarber upside-down kagen.
Kagen er med karamel og rabarber, som efter bagning trænger ned i den saftige kage, når man vender den op og tager formen af.
Er dette mon sæsonens sidste rabarberopskrift? Måske… Men jeg tror liiiige, der er en rabarbertærte, som også vil bages, før det er slut.
Det kan ikke betale sig at lægge rabarberne dekorativt i denne kage, for man ikke se det for karamel og rabarbersaft, når den er vendt om. Til gengæld løber både karamel og rabarbersaft ned i kagen og gør den saftig.
Hav alting klar, før du laver karamellen. Ellers når den nemlig at stivne, og det er ikke nogen fordel.
Find endnu mere inspiration til, hvad du skal bruge dine rabarber til her.
Rabarber upside-down kage
Ingredienser
Fyld
- 450 g rabarber
- 125 g rørsukker
- 2 tsk Maizena
Dej
- 175 g smør
- 225 g rørsukker
- Fintrevet skal af en lille, økologisk citron
- 4 æg, str. M/L, stuetemperatur
- 300 g hvedemel (gerne med lavt proteinindhold)
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- ¾ dl skyr eller creme fraiche
Karamel
- 125 g rørsukker
- 50 g smør
Sådan gør du
- Varm ovnen op til 165°. (Alm. ovn, ikke varmluft.)
- Rengør rabarberne og snit dem i stykker på 2 cm længde. Bland rabarberne med sukker og Maizena i en skål og lad det trække i en halv times tid. Rør i det en gang i mellem.
- Imens rører du smørret lyst og luftigt med rørsukkeret og den fintrevne citronskal. Tilsæt de fire æg ét ad gangen og rør godt mellem hvert æg.
- Sigt mel, bagepulver og natron sammen og tilsæt det ad et par gange, skiftevis med creme fraichen. Rør ikke for meget, det skal kun lige blandes godt.
- Gør en springform på 23 cm klar ved at beklæde bunden med bagepapir, som klemmes fast mellem bund og side, og smøre siderne godt. Læg to lag staniol udenom formen, så den slutter helt tæt i bunden og sæt formen på en bageplade.
- Bland smør og rørsukker til karamellen i en lille gryde. Pisk, mens du lader det smelte og koge op, så det bruser i et par minutter.
- Hæld karamellen i bunden af springformen og fordel herefter rabarberne med saft og sukker. Hæld dejen henover og glat den med en dejskraber.
- Bag din rabarber upside-down kage i 1 time og 15 minutter. Det øverste af dejen kan synes færdig allerede efter 45 minutter, men der, hvor dejen møder rabarberne, vil dejen være ubagt i længere tid.
- Når du har taget kagen ud, skal du lade den køle af i 5-10 minutter i formen, før du med en kniv skærer hele vejen rundt langs kanten af springformen. Læg et fad omvendt henover kagen og vend den om, før du fjerner springformen og papiret.
- Lad kagen køle af på fadet, mens rabarbersaft og karamel synker ned i din rabarber upside-down kage og gør den blød og lækker. Server den gerne med creme fraiche eller vanilleis.
Skriv et svar