Ender din aftensmad også med at være de samme retter, som kører i ring uden meget variation? Det er nogle gange så lidt, der skal til, for at man fornyer sig, men man skal aktivt vælge det til. I aftes lavede jeg noget helt nyt til aftensmaden, nemlig kylling med mango, karry og kokosmælk.
Hverdagsmad skal være nemt at lave. Når det ikke tager meget mere end en halv time, er det allerbedst. Sådan en ret er den her.
Har du brug for inspiration til at lave madplan, har jeg delt vores madplan med 50 yndlingsretter i det her indlæg. Det gør hverdagen nemmere, at der lægges en plan for aftensmaden, og sammen med inspirationen fra vores liste, er der en tom liste, du selv kan udfylde med din families livretter.
Kylling med mango
Overvejelserne gik på kylling i karry, mulligatawny, eller tikka masala. Heldigvis lå der en moden mango i frugtskålen. I skuffen med konserves stod en dåse kokosmælk, og i grønsagsskuffen var der røde snackpebre.
Hvis du er lige så heldig med beholdningen, kan du lave aftensmad på under 40 minutter.
Mangoens søde smag komplementerer karry og kylling så fint. Retten er farverig med gule, røde og grønne nuancer, og når du får maden i munden, er der fest på din tunge.
Drys lidt kokosmel og strimler af basilikumblade henover ved servering. Det pynter.
Vil du have daglig inspiration?
Hvis du vil inspireres på daglig basis, så følg mig på Instagram. Der deler jeg billeder og tekster hver dag, så du kan få lyst til kager, brød eller aftensmad som min kylling med mango.
Kylling med mango, karry og kokosmælk
Ingredienser
- 1 spsk olivenolie
- 1 stort løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 3 cm frisk ingefær, finthakket
- 2-3 tsk karry
- 350 g kylling i mundrette stykker
- 2 stængler bladselleri i små tern
- 1 ds kokosmælk
- 2 dl vand
- 1 moden mango i 1×1 cm tern
- 1 rød snackpeber i små tern
- Salt og friskkværnet peber
Ris
- 4 dl jasminris
- 8 dl vand
- 1 tsk groft salt
Pynt
- Kokosmel
- Frisk basilikum i strimler
Sådan gør du
- Svits løg, hvidløg og ingefær i olien, uden at det tager farve. Tilsæt karry, kylling og bladselleri og svits det med, til kyllingen skifter farve.
- Hæld kokosmælk, vand og halvdelen af mangoen ved og lad det simre, indtil kyllingen er gennemstegt.
- Imens koger du risene: Sæt ris, vand og salt over at koge i en gryde med låg. Når vandet koger, skruer du helt ned for varmen og lader det simre i 10 minutter. Sluk under gryden og lad risene hvile under låg i yderligere 10 minutter. Rør risene igennem med en gaffel.
- Tilsæt peberfrugt og resten af mangoen til saucen og smag den til, før du drysser kokosmel og basilikumstrimler over og serverer.
Skriv et svar