De sidste par dage er gået med selv- og medynk, fordi den yngste og jeg har været syge. Ondt i halsen, feber og den første efterårsforkølelse. Vi skal igen vænne os til at tage en trøje og strømper på. Heldigvis havde jeg allerede plukket hyldebærrene i haven og lavet saft, så vi klarede os igennem.
Hyldebærsaft
Der er ikke noget bedre, når det er koldt efterår udenfor og halsen er lidt øm og ru, end at drikke et krus varm hyldebærsaft og tænke på, at saften er proppet med vitaminer. Og så smager den oven i købet godt. Det er meget hurtigere at lave hyldebærsaft end hyldeblomstsaft, men hvor hyldeblomstsaften smager af midsommer, smager hyldebærsaften af efterår og solmodne frugter.
Hold fingrene fra de rå hyldebær
Husk, at man ikke må spise rå hyldebær, hverken de grønne eller de modne. Jo, du må gerne smage på de modne hyldebær, men i større mængder giver de både opkast og diarré, så lad være! Hyldebær skal koge i mindst 20 minutter. De grønne bær gør ikke noget godt for saften, men et par enkelte grønne hyldebær gør ingenting. Der er ingen saft i dem, så bare lad de grønne bær hænge på træet.
Der bliver lidt over en liter af denne portion. Til gengæld er saften koncentreret, så du skal fortynde den med vand, medmindre du drikker den om morgenen af shotsglas. Den er både sød og stærk.
Vil du lave andre slags saft, så find din yndlingssaft via dette link.
Hyldebærsaft
Ingredienser
- 1 kg modne hyldebær
- 5 dl vand
- 400 g sukker pr. liter afdryppet saft
- Atamon
Sådan gør du
- Skyl hyldebærrene og fjern de groveste stilke. Læg bærrene i en gryde sammen med vandet og bring det i kog. Lad bærrene koge ved svag varme i 30 minutter. Pres en gang imellem bærrene mod grydens sider, så bærrene knuses, og saften frigives.
- Sluk under gryden og hæld saften til afdrypning i en finmasket sigte over en skål eller i en saftpose. Lad bærrene dryppe af i en halv time.
- Mål, hvor meget saft der er, og tilsæt 400 g sukker pr. liter afdryppet saft. Kog saften op, indtil sukkeret er smeltet. Tilsæt Atamon efter anvisningen på flasken.
- Hæld straks din hyldebærsaft på Atamonskyllede flasker.
Skriv et svar